En realistisk ønskeseddel
Det er naerliggende at gøre årets ønskeseddel til en af den slags, som børn af og til forfatter, når de har hørt lige rigeligt med nyheder i tv. 1: Fred på Jorden 2. Kunne I ikke bare lade vaere med at skaendes? Men ønsker, man ikke kan pakke ind, er praeget af uhåndgribelighedens luftighed. Så derfor ender det nok med en bog og et par sokker.
Lad os nu alligevel dvaele ved den urealistiske ønskeseddel. Kig på de to ønsker. Er der noget, der forbinder dem, udover det uhåndgribelige? Det sarkastiske, hurtige svar ville vaere: Det er begge umulige ønsker. Der bliver jo ikke fred på Jorden. Faktisk har der vel ikke vaeret et eneste år i menneskehedens historie, hvor der har vaeret verdensomspaendende fred. Der er dage, hvor man naesten ikke orker at åbne avisen i frygt for flere dårlige nyheder. Der er dage, hvor TV 2 News’ båndsløjfe er ved at kvaele vores lyst til at gå uden for en dør. Og den aller nemmeste løsning ville vaere at slukke for tv og opsige avis-abonnementet. Så kunne man fortsaette livet i lykkelig uvidenhed om alle de udenvaerts dårligdomme. Desvaerre vaelger mange at gøre det.
Og lader tilfaeldet råde over, hvad de får at vide.
I dag er det sådan, at vores viden måske nok aldrig har vaeret større på en lang raekke områder, men samtidig er den i stigende grad så fragmenteret, at sammenhaengskraften er staerkt udfordret. Faellesmaengden af viden er eroderet.
Tydeligst ses det i USA, hvor de politiske kløfter efter Donald Trumps praesidentperiode er blevet gravet så dybe, at der reelt er tale om, at amerikanerne lever i forskellige virkeligheder, alt efter hvilken praesident, tv-kanal eller socialt medie de saetter lid til. I Frankrig har de gule veste vaeret et andet meget tydeligt indslag i dette grøftegraveri. Og Tyskland, Holland – og ja, også i Danmark ses spraekkerne tydeligt. Skabt af en spraengfarlig cocktail af opportunisme og spin serveret for befolkninger, der på lange straek har opgivet at følge med, men i stedet lader sig fodre med budskaber serveret i mundrette bidder.
Folkeskolen skal tage bøgerne ud af reolen igen og give dem et tiltraengt comeback i klassevaerelset, lyder dekretet fra minister Tesfaye. Den langsomhed, der ligger i at sidde med en bog, vil vaere en god modgift til skaermenes ulidelige hastighed. Det lyder godt, og man kan kun håbe, at det ikke forbliver en hensigt, men også vitterligt kan vaere et af de våben, der kan vaere med til at imødegå den forjagethed, som børn og unge allerede har oplevet, inden de møder i skole. Undersøgelser har vist, at selv toårsbørn tilbringer lang tid foran en skaerm, mens foraeldrene laver mad, pakker tasken til paddle – eller bare lige tager en puster oven på en stresset dag på jobbet. Der tales om mistrivsel blandt unge, uden at nogen egentlig er kommet meget laengere end at kunne give denne noget diffuse diagnose.
Man kunne godt ønske, at vi ønskede os tid. Tid til at taenke os om. Taenke over, hvad vi egentlig vil med os selv og samfundet. Det sidste har vi i al for vid udstraekning overladt til andre; til det system og de politikere, vi af og til er så vrede på og utilfredse med. Ja, det begynder med os selv. Men det skal ikke slutte der. Vi har også selv et ansvar for det samfund, vi lever i. Og det kraever noget af os. For eksempel at vi selv engagerer os i stedet for at brokke os over dem, der sidder der allerede. Se, det er et ønske, vi rent faktisk kan gøre noget ved. Så kan det vaere, at vi på sigt også kommer lidt taettere på fred på Jorden og mindre skaenderi.
Glaedelig jul.