Efter kristendommen kommer troen på alt muligt
I takt med kristendommens henvisnen skyder nye religioner og erstatningsreligioner frem. Alle samfund er religiøse. Spørgsmålet er kun hvordan.
Civilisationer dør langsomt, og kristendommen har efterhånden befundet sig i en overlevelseskamp i 200 år. Den langvarige kamp er et bevis på dens livskraft, skønt spørgsmålet er, hvor laenge kristendommen kan holde til at blive fornaegtet indefra og angrebet udefra.
Kristendommen slog igennem i Senantikken fra det sjette århundrede, da Romerriget var blevet invaderet af barbarer og migranter fra nord, og imperiet var faldet. I en periode praeget af demografisk kaos og politisk polarisering blev kirken et bolvaerk for kundskaber og kultur, hvilket nok vil overraske nogle i dag, hvor kirken pr. automatik afskrives som en repressiv institution. Men de nye kristne magthavere afsvor de mange romerske halvguder og heltedyder og indførte en original dualisme mellem det sekulaere og det hinsides, som indebar, at mennesket blev sat fri til at vaere menneske på godt og ondt.
Denne simple skelnen mellem os og gud skulle vise sig at frigøre enorme maengder af social, kulturel og økonomisk dynamik i århundreder, fordi det gav kristne folkeslag frihed under ansvar. Friheden var alles, også de fattiges, også kvinders. Ansvaret blev formuleret af kirke, kristne konger og kejsere, ofte i indbyrdes konkurrence, som en indhegning af maskulin individualisme og selvrealisering. Mennesket blev set i en organisk sammenhaeng. Som erstattede den romerske dekadence og imperialisme og medvirkede til at skabe en ny social og politisk orden.
Kristendommen slog først an i byerne og vandt kun langsomt over hedenske skikke, ritualer og trosopfattelser på landet, og de kristne opfattede sig som moderne i forhold til de antikke. De første kristne magthavere forstod, at skriftlighed var vigtig for bevarelsen af en kultur. Mundtlighed, familier og klaner var ikke nok at bygge en civilisation på – og risikerede desuden at føre til misforståelser, løgne og myter. Derfor ophøjede Karl den Store latin til skriftlig norm i kirke og administration, sådan at flere kunne få adgang til samme kilder, og han grundlagde et skolevaesen, der stimulerede laeseog skrivekunsten, grammatik, syntaks, omgangen med dokumenter, breve og bøger.
blev dannelsen en sag for kirken, før den blev en sag for staten. I dag er vi så havnet i en historisk ny situation, hvor politikere og teknologi har gjort dannelsen til en sag for den enkelte, hvorfor den da også forvitrer med ekspresfart mod et nulpunkt. Kristendommen førte som bekendt flere
På denne måde
steder hen, men var i første omgang en intellektuel revolution.
Men kristendommens fjender var mange. Folkene bag Den Franske Revolution straebte f.eks. efter at indføre en samfundsorden kemisk renset for religion. Det svarer til at drømme om et samfund uden musik, dans og teater, skriver Chantal Delsol i et tankevaekkende essay fra 2021 om den kristne civilisation og dens afløser. Ateismen mislykkedes i 1789, men antog nye former og fik mange børn, saerligt blandt socialister. Alligevel må vi konstatere, at alle samfund er religiøse. Spørgsmålet er kun hvordan. I takt med kristendommens henvisnen skyder nye religioner og erstatningsreligioner frem. Fra én til mange, herunder troen på klima og excelark, EU og FN, menneskers og altings frie bevaegelighed, retten til tidlige kønsskifteoperationer, sene aborter, hurtige skilsmisser, feterede homoaegteskaber og assisterede selvmord. Lande, der ikke følger 100 pct. med den nye cosmoteisme, fremhaeves og fordømmes, som var de en stående fornaermelse mod al god smag, adfaerd og fornuft. Ungarn er under lavmålet; Slovakiet haenger i en tynd tråd. Polen er kun Polen, hvis de liberale får magten, ligesom Europa er kun Europa, hvis EU bestemmer, og Ukraine og Moldova inviteres indenfor. Polyteismen har kronede dage, ikke mindst i mainstreammedierne.
Historiens hjul har drejet en hel omgang i løbet af de seneste 200 år. Moralen er frigjort fra kristendommen. De kristne anses ikke laengere for at vaere de moderne, men de fortidige eller i bedste fald reaktionaere. Nutidens troende kraever den totale frihed til at vaelge alt på alle hylder nu og her. Alle har ret til et nyt køn såvel som et nyt køkken. Julen kan lige akkurat bruges til forbrug og familiehygge, men kristendommen er for laengst kørt på genbrugsstationen og smidt i containeren med småt braendbart.
Accelereret af kulturforandringen siden 1968 er vi på sin vis bombet 2.000 år tilbage i tid og blevet til de nye romere, som afskyr alt, hvad der førhen blev kaldt normalt og naturligt, i et opgør med alle normer og religioner, mens vi drømmer om at underkaste os en diffus verdensregering bygget på myntete og menneskerettigheder a la Enhedslisten.
kulturforandringen siden 1968 er vi på sin vis bombet 2.000 år tilbage i tid og blevet til de nye romere, som afskyr alt, hvad der førhen blev kaldt normalt og naturligt, i et opgør med alle normer og religioner, mens vi drømmer om at underkaste os en diffus verdensregering bygget på myntete og menneskerettigheder a la Enhedslisten. Efter kristendommen kommer ikke ateismen, men i stedet troen på alt muligt. Vi vil ikke vente mere på paradis. Den gamle dualisme er pist borte. Paradis skal vaere lige nu, lige her. Glaedelig jul!