»Jeg var så skamfuld og flov over, at min datter nu skulle udpege mig over for sine nye klassekammerater«
I flere årtier har Charlotte Bugge Andersen kaempet mod overvaegt og skam over at veje meget mere end sin mand. Det var først, da hun på forskellig vis fik hjaelp fra laegerne, at hun kom af med de mange ekstra kilo – og ud af gruppen af naesten 900.000 s
Det første foraeldremøde var det vaerste. Den aften sad hun sammen med sin mand og alle de andre nye foraeldre baenket omkring langbordet på laerervaerelset på Bernadotteskolen i Hellerup nord for København. Børnene var sendt ud for at lege i skolegården. Nu skulle foraeldrene laere hinanden at kende.
Hun kiggede sig omkring under praesentationsrunden. Det katastrofale øjeblik naermede sig uundgåeligt. Det var som at holde foraeldremøde midt i Billed-Bladet.
Blandt foraeldrene var flere laeger. Resten var musikere, instruktører, tv-vaerter, forfattere og skuespillere. De var kendte. Smukke. Smilende. Og de kendte tilsyneladende alle sammen hinanden fra deres egen skolegang på Bernadotteskolen. Inklusive hendes egen mand, som i perioder også havde tiltrukket sig pressefotografernes opmaerksomhed.
Snart var det Charlotte Bugge Andersens tur. Fra sin placering henne i hjørnet taenkte hun ikke på andet, end at hendes datters liv om lidt ville blive svaert – og at det var hendes skyld.
For om lidt ville alle børnene i klassen vide, at hun var Emilies mor.
»Jeg var så skamfuld og flov over, at min datter nu skulle udpege mig over for sine nye klassekammerater og sige, at det her er min mor. Jeg var hverken rig eller kendt eller berømt eller smuk. Jeg sad bare der i hjørnet og vejede 139 kilo og var Emilies meget overvaegtige mor. Jeg syntes, det var så synd for hende, at hun over for sine nye klassekammerater og deres foraeldre – nu og i resten af sin skoletid – skulle forbindes med mig.«
En evig kamp mod kiloene
For den 53-årige Charlotte Bugge Andersen er det isaer erindringen om de første foraeldremøder i de fire døtres klasser, som presser fugten frem i øjnene, når hun beretter om årtiers skam over at vaere overvaegtig.
Men mange andre skamfulde øjeblikke står i kø i hendes erindring som følelsesmaessige blitzlys, der har braendt sig fast:
Hun beretter om at vaere den mor, der altid forsvandt til rundbold eller fodbold.
Om i hemmelighed – og under daekke af at skulle ud og handle – at køre til skiftende Burger King-restauranter for at sidde skjult i hjørnet og give efter for trangen til pommes frites med mayo og en dobbelt whopperburger med ekstra ost.
Om knap at kunne nå ned til sine fødder for at snøre skoene. Om ikke at kunne kravle legende rundt på gulvet med sine døtre.
Hun fortaeller også om, hvordan hun laerte at slå blikket ned for at undgå at møde fremmede menneskers fordømmelse på gaden. Men ikke kunne undgå at høre de forargede og slet skjulte kommentarer fra ukendte mennesker, hvis hun en sjaelden gang tillod sig offentligt at spise en is med sin familie på en varm sommerdag ved vandet (»Ha! Hende dér, hun skulle vist have sprunget over«).
Til perfektion udviklede hun en evne til umaerkeligt, men usvigeligt sikkert at bevaege sig uden for linsens raekkevidde – eller forsvinde helt ud på toilettet – når nogen hev et kamera frem for at tage billeder til fester, arrangementer eller middage.
Billeder, som ubarmhjertigt ville dokumentere, at hun vejede cirka dobbelt så meget som sin slanke mand. Og altid gik i leggings og en løs, lang sort bluse. Så var de praecise konturer af hendes krop gemt lidt af vejen.
Sådan var det gennem tre-fire årtier af Charlotte Bugge Andersens ungdomsliv og voksenliv. Så laenge hun kan huske, har hun kaempet mod kiloene. I hele sit voksenliv har hun hadet sig selv og sin krop, men elsket sin mand og sine børn.
Men i 2017 traf hun en markant beslutning. I 2023 fulgte endnu en.
En lille medium
Denne torsdag sidder Charlotte Bugge Andersen i en pink, stram bluse med benene trukket op under sig på en spinkel traestol i lejligheden i Valby. Vi drikker neskaffe, og på spisebordet står fyldte skåle med mandariner, nødder, chokolade og slik. Charlotte Bugge Andersen roder i sin kamerarulle på sin mobiltelefon.
Hun leder efter de meget få billeder, hun har af sig selv, fra tiden før 2017. For som hun sidder der på stolen og signalerer veltilpashed og en lille størrelse 38, er det svaert at forestille sig, at hun for få år siden vejede mere end dobbelt så meget.
»Jeg har gemt de her billeder for at kunne vise andre, hvordan jeg så ud,« siger Charlotte Bugge Andersen.
Hun stopper sin tale et par sekunder og må synke en gang, da hun i albummet finder billedet fra den dag i 2001, da hendes mand og hun overtog deres nye hus i Nordsjaelland. De to sidder sammen i en udendørs haengesofa i haven. Med hendes egne ord er det, som om hun dér på sofaen forsøger det umulige: at gemme sig bag sin spinkle mand. Han holder armen beskyttende om hende. Det er tydeligt, at hun er utilpas.
»Han vidste jo nok godt, hvordan jeg havde det med kameraer og billeder. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg gik med til, at min far overhovedet tog det billede af os den dag,« siger Charlotte Bugge Andersen.
I 2017 vejede hun taet på 140 kilo. I dag viser vaegtens nål 67,5 kg.
Hendes vaegttabshistorie er lang og voldsom. Det er den, hun har sagt ja til at dele. For hun er frustreret over den fatshaming, den nedgørelse og bedrevidenhed, som hun oplever, at hun og andre overvaegtige i denne tid bliver mødt med. Isaer når de søger medicinsk eller kirurgisk hjaelp i kampen mod kiloene. Slankemedicin eller fedmeoperationer.
Charlotte Bugge Andersen har erfaringer med det hele.
Det seneste år har hun og mere end 100.000 andre danskere valgt at bruge op mod 2.400 kr. om måneden på slankemidlet Wegovy. Medicinen, som virker ved at regulere blodsukkeret samt nedsaette appetitten og trangen til søde sager, får folk til at smide i gennemsnit 17 pct. af deres vaegt – hvis de vel at maerke samtidig spiser sundere og bevaeger sig mere.
Men mange Wegovy-brugere – herunder Charlotte Bugge Andersen – oplever at blive beskyldt for at snyde, når de vaelger den medicinske vej til at tabe sig.
»Du tager den nemme løsning. Du skal da bare lukke munden og lette røven.«
Den slags har Charlotte lagt ører til flere gange. Også i de Facebook-grupper, som hun er medlem af.
»Folk aner slet ikke, hvad de taler om. Hvis det var så nemt at tabe sig, havde jeg jo ikke slaebt rundt på min overvaegt og følt mig som en fedtklump i årtier. Jeg tror slet ikke, at folk, som ikke er overvaegtige, ved, hvor staerke kraefter man er oppe imod, når man kaemper mod kiloene. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvordan andre med svaer overvaegt har det med deres krop. Eller om de vil tage medicin eller lade sig operere. Men jeg hadede hvert et kilo af min overvaegt. Og alligevel kunne jeg ikke slippe af med den. Først da jeg fik hjaelp fra laegerne, skete der noget. Men det har ikke vaeret en nem vej.«
Charlotte Bugge Andersen vil gerne berette om, hvordan overvaegten tyngede hende på alle måder. Og hvordan vaegttabet har lettet hende på alle måder.
For hende har vejen til en slank krop vaeret både lang, dramatisk og vidunderlig.
Først skal vi omkring hendes vej til de
mange overflødige kilo Så langt Charlottes erindring raekker, har hun vaeret overvaegtig. Eller i hvert fald vejet mere end sine veninder.
»I folkeskolen drak min bedste veninde piskefløde hver morgen, for hun var meget tynd og ville gerne tage på. Jeg havde derimod nogle ekstra kilo på sidebenene, og jeg husker, at min vaegt for alvor fyldte meget for mig i gymnasietiden. Jeg følte mig anderledes og kunne ikke gå i det samme tøj som de andre piger. Jeg drømte om at have en rød kjole på, men kunne ikke,« siger Charlotte.
Som 21-årig mødte hun sin mand, Mads Bugge.
Han var vidunderlig. Og ikke saerlig høj. For Charlotte var den del en udfordring.
»Jeg var højere og større end ham. Det var svaert at gå på gaden og holde ham i hånden. Alt ved det var forkert, følte jeg. Vi fulgte ikke normen. Manden skulle vaere højere og større end kvinden. Jeg var forlegen over at vaere den største,« husker hun.
Men hun var forelsket og følte det naesten, som om hun kendte ham i forvejen. For som barn havde hun ligesom de fleste andre set ham i hovedrollen som drengen Buster i filmen ”Busters Verden”. Hun var blevet kaereste med hele Danmarks Buster Oregon Mortensen.
Nu var skuespilleren Mads Bugge blevet voksen, og han dyrkede elitecykling på højt niveau. I modsaetning til Charlotte motionerede han meget.
»Ligesom jeg elskede han slik, kager, is og flødeskum. Det spiste vi meget af. Forskellen på ham og mig var så bare, at han kørte 200 km på cykel dagen efter – og jeg satte mig ned i min bil og lod den transportere min krop.«
Nålen på Charlottes badevaegt krøb støt og roligt op i det røde felt.
10 kg pr. graviditet
Tre år senere kom det første barn, Emilie. Siden fulgte Mathilde, Betty og Wilma. For hver graviditet kom der 10 kilo mere på sidebenene. Mindst. Undervejs tog hun både en sundhedsfaglig uddannelse og en it-uddannelse.
Mens Mads ofte kørte cykelløb i ind- og udland, passede Charlotte sit job som leder af den sociale hjemmepleje i København og tog sig af børnene derhjemme. Han var ofte vaek i dagevis på traeningslejr og til cykelløb. Og i weekenderne stod den ofte også på lange traeningsture. Men Charlotte var tilfreds. De havde et godt aegteskab.
Hun kunne ikke drømme om at beklage sig. I de mange perioder alene med fire små børn pendulerede hun konstant mellem to pagter indgået med sig selv: Den ene gik ud på, at hun på sine ugentlige fridage i al hemmelighed måtte belønne sig selv med en udflugt til Burger King eller McDonald’s. Den anden pagt handlede om at forsøge sig med endnu en ny slankekur.
»Jeg har vaeret på alle de slankekure, man overhovedet kan google sig frem til. Naevn en kur. Og jeg har prøvet den,« siger hun og opremser:
Matematikkuren, aeggekuren, Marsbarkuren, Atkinskuren, Low Carb High Fat-kuren, ketokuren, paleokuren, 5:2-kuren, udrensningskuren, suppekuren. Alle sammen lettede hende kortvarigt for nogle få kilo. Lige så mange mislykkedes. Hun tog på igen.
Hun delte aldrig sine følelser omkring overvaegt og selvhad med nogen. Heller ikke sin mand. Det var for sårbart at tale
om. Som om hun så åbnede en dør, der ikke kunne lukkes igen.
»Jeg tror, han fornemmede, at hvis han tilbød at støtte mig i at tabe mig, ville jeg med sikkerhed høre det, som om han sagde, at jeg var fed og klam.«
Heller ikke andre bragte hendes overvaegt på bane. I stedet sørgede hun for altid at vaere sjov og sød og hjaelpsom over for andre mennesker – uanset om hun orkede det eller ej. For hun ville i hvert fald ikke give folk endnu en grund – ud over overvaegten – til ikke at kunne lide hende.
Samtidig slap hun aldrig følelsen af at vaere en byrde for sin mand og sine børn.
Et par måneder efter at Betty blev født – tre måneder for tidligt – skulle Mads køre seksdagesløb i Ballerup Arena.
»Mange journalister og fotografer ville i kraft af hans Buster-rolle gerne interviewe ham og tage billeder af ham og hans familie. Jeg syntes, det var så synd for ham, at det var mig, han skulle vise frem. Jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne, at lave forsvindingsnummeret, når kameraerne var i naerheden.«
De andre rytteres koner og kaerester var tynde og yngre og havde stramme bukser og kjoler på der i ”hustrulogen”, hvor der var gjort plads til dem.
»Der stod jeg med fire børn – Betty så lillebitte, at hun slet ikke burde have vaeret født endnu. Jeg lignede noget, der var løgn, i mine sorte leggings og alt for løse bluse. Mads havde vaeret på traeningslejr det meste af december og januar, så jeg havde vaeret alene med alle fire børn. Mens jeg gav sondemad til nyfødte Betty, skovlede jeg også sne og lavede mad og puttede.«
En aften i Ballerup Superarena gik Charlotte forbi en klynge af mennesker, da hun overhørte en samtale mellem et par kvinder: Den ene sagde: »Hende der. Det er hende, der er gift med Mads Bugge.« Den anden svarede: »Nej, det kan ikke passe!«
I dagevis kredsede Charlottes tanker kun om den bemaerkning. Hvorfor kunne det ikke passe, at Mads var gift med hende?
»Jeg blev så ked af det. Var jeg virkelig så klam,« husker Charlotte.
For Charlotte Bugge Andersen kom vendepunktet i 2017.
Plads til en deciliter mad
I et magasin laeste hun om en kvinde, som havde fået en gastrik bypass-operation – en såkaldt fedmeoperation, hvor laegerne fjerner et stykke af tarmen og gør mavesaekken mindre. Bagefter kan man kun spise meget små portioner mad – mavesaekken kan ikke rumme mere end det, der svarer til en deciliter mad ad gangen.
Charlotte Bugge Andersen researchede sig frem til, at hun var i målgruppen. Hun tog mod til sig og opsøgte sin laege for at blive henvist til kirurgerne på Hvidovre Hospital. Laegen var skeptisk og mindede Charlotte om, at hun var sød, klog og sjov og havde nogle søde børn og en sød mand.
»Vi skal jo ikke alle sammen se ens ud, Charlotte,« sagde laegen.
Det var sagt i den bedste mening. Laegen ønskede at signalere, at der ikke var noget galt med Charlottes udseende og krop. Men Charlotte, som havde overvejet og grublet og taget mod til sig til netop denne konsultation, følte sig afvist og maerkede tårerne løbe i stride strømme. Laegen forstod, hvad det betød for hende. Hun fik sin henvisning.
Da hun fortalte sin familie om beslutningen, blev de bekymrede for den store operation. Hendes mand sagde, at han ville støtte hende, hvis det var det, hun ønskede. Men hun skulle ikke få operationen for hans skyld. Han kunne lide hende, som hun var.
På få måneder lykkedes det Charlotte Bugge Andersen at opfylde kirurgens krav om først og på egen hånd at tabe sig 12 kg inden operationen.
Endelig kom hun på operationsbordet.
Løbeture og operationer
Effekten udeblev ikke. Over en periode på knap et par år tabte hun mere end 70 kilo.
Før operationen var Charlotte Bugge Andersen for første gang i årtier begyndt at bevaege sig mere end et par hundrede meter ad gangen. I starten gik hun ture. Så satte hun lidt mere tempo på. Man kunne knap kalde det løb. Men efter operationen, og i takt med at kiloene forsvandt, tog hun flere og laengere løbeture. Til Frederiksberg Have og tilbage.
Til sidst kunne hun løbe 15 kilometer uden de store problemer. Hun begyndte også at cykle til og fra sit arbejde. Tilfaeldet ville, at hun i mellemtiden var blevet ansat som itkonsulent på den mave-tarmkirurgiske afdeling på Hvidovre Hospital, hvor hun var blevet opereret.
Operationen og ommøbleringen af tarme og organer havde dog lavet så meget ravage i Charlottes indre, at den ene komplikation afløste den anden. I løbet af de naeste par år lå hun mere end 20 gange i fuld narkose under kirurgernes kniv for at blive genopereret i maven. Et par gange var hun så medtaget, at hendes raedselsslagne børn måtte overvaere, at hun akut blev hentet i ambulance.
Hun fik galdeblaerebetaendelse og fik den fjernet akut, seks gange blev hun opereret for tarmslyng, hun blev opereret for brok. Hun fik fjernet livmoderen, den ene aeggestok, lukket slidser og behandlet for blodforgiftning. Plus andre operationer i maven, som hun heldigvis har glemt.
»Jeg syntes, det var så synd for ham, at det var mig, han skulle vise frem. Jeg forsøgte alt, hvad jeg kunne at lave forsvindingnummeret, når kameraerne var i naerheden.« CHARLOTTE BUGGE ANDERSEN – OM AT VAERE SKAMFULD OVER SIN OVERVAEGT
Men på intet tidspunkt fortrød hun, hvad hun havde gang i. For hun kunne lide den, hun så i spejlet. Og hun maerkede, hvordan andres blik på hende aendrede sig. Hvordan ingen kiggede forarget på hende, hvis hun tillod sig at spise en is eller drikke en tår cola offentligt. Hvordan hun kunne gå rundt med sin mand i hånden, uden at folk stirrede eller hviskede om, hvor maerkvaerdigt det var, at den slanke mand ville have hende dér.
I fem år var Charlotte Bugge Andersens vaegt stabil og lav. Hendes bmi fortalte hende, at hun for første gang i sit voksenliv var normalvaegtig.
Hun var dog ikke helt i mål. Det enorme vaegttab havde efterladt flere kilo løs hud på hendes nu slanke krop. Det var i vejen, og der kom fugt, rødme og sår i hudfolderne.
Frivilligt lagde hun sig derfor atter på operationsbordet for at få fjernet den overskydende hud. Siden kom turen til den løse hud over brystet og under armene.
Vaegten sagde 67 kilo. Og Charlotte havde opnået det, hun gerne ville. Ja, mere end det. Men så kom hormonsystemet i vejen.
Bragende overgangsalder
De mange komplikationer og bøvlet i hendes bughule fortsatte. I efteråret 2022 blev det nødvendigt at fjerne hendes sidste aeggestok, og hun gik fra den ene dag til den anden i en bragende overgangsalder, fordi hendes hormonproduktion stoppede brat.
Sveden haglede af hende, hjertet hamrede, og det var umuligt at skrabe mere end et par timers søvn sammen om natten. Hun fik ordineret østrogentilskud i store maengder, og det daempede symptomerne. Men den utilsigtede sidegevinst var, at knap 20 ekstra kropskilo ubarmhjertigt satte sig på sidebenene i løbet af de naeste måneder, selv om hun holdt fast i sine sunde madvaner og motionen.
»Det slog mig helt ud. Nu havde jeg endelig opnået det vaegttab, jeg havde laengtes efter og kaempet for i årevis. Og så røg jeg bare tilbage som overvaegtig, uanset hvor meget jeg forsøgte at hindre det.«
I mellemtiden var den nye vaegttabsmedicin Wegovy kommet på markedet. Charlotte Bugge Andersen var ikke i tvivl.
Den medicin skulle hun have. Koste hvad det ville.
Stak sprøjten i maveskindet
Fra juni i år og tre måneder frem stak hun hver uge Wegovy-sprøjten med den laveste dosis i sit efterhånden arrede maveskind. Og på få måneder smed hun alle de ekstra kilo, som var kommet til i forbindelse med hormonkokset. Selv om hun ikke har taget Wegovy i flere måneder nu, er hendes vaegt stabil omkring 67-68 kilo.