I julen tager man hjem. Men hvad gør man, når man ikke ved, hvor hjem er?
Rikke Thomsen sang oprindeligt på engelsk, men på sønderjysk rammer ordene hårdere, og publikum både griner og graeder i mødet med teksterne. Hendes nye album har fået titlen ”Makvaerk”, en betegnelse, hun ofte har brugt om sin egen familie.
Julen kan vaere svaer. Sådan er det for Rikke Thomsen. Højtiden er for mange en anledning til at tage hjem, men for den 33-årige sønderjyde har det ikke altid vaeret givet, hvor hjem var. For familien er for laengst slået i stykker i en skilsmisse, nogle familiemedlemmer deltager i dansen om juletraeet, andre er ikke inviteret, man taler ikke om dem, de eksisterer simpelthen ikke. Savnet holder hun inde i sig selv, for i julen skal man hygge sig, der er ikke plads til at sidde og haenge med hovedet. »Det er ikke let,« udbryder Rikke Thomsen. »I en skilsmissefamilie som min er julen saerligt hård, for man er uhyggeligt bevidst om, at man – ved at vaelge visse familiemedlemmer til – vaelger andre fra, og hvis man vaelger at opsøge de ikkeinviterede i løbet af julen, er det ikke nødvendigvis noget, man siger højt. Man kommer uundgåeligt til at skuffe nogle, man risikerer at gøre nogle kede af det, og det ansvar er naermest ubaerligt at stå med. Isaer når det handler om ens foraeldre. Der er så mange ting, som bliver svaerere i julen, når familien er gået i stykker. Traditioner, som er svaere at holde i haevd, fordi de knytter sig til personer, som ikke er en del af julen laengere.«
”Makvaerk”
Rikke Thomsen er aktuel med sit andet album, ”Makvaerk”. Pladen er navngivet med et udtryk, som sangskriveren ofte har brugt om sin egen familie.
»En ven kunne spørge, hvordan det gik derhjemme, og jeg kunne svare: ”Aargh, det er noget makvaerk”, og så kunne spørgeren – alt efter mit tonefald – selv vurdere, om det var noget, der skulle spørges ind til, eller om emnet var uddebatteret.«
Rikke Thomsen er opmaerksom på ikke at aede hele hovedstolen. Hun vil ikke fylde for meget i sine egne sange, hun må lade noget blive tilbage. Hendes betragtninger om en opvaekst i en dysfunktionel familie er i nogen grad holdt i generelle vendinger, så lyttere i lignende situationer – og dem er der, betoner hun, ganske mange af – kan laese deres egne erfaringer og følelser ind i teksterne:
Sørgeligt men sandt
Vi snakker ikke om dig
Men om alle andre og alt andet
Du er ikke at se
Nej, ikke på vaeggen
Og ikke i et album efter 2003
Og så langt, så godt er der ikke nogen der ved At der er noget i vejen med mig
Kan det virkelig vaere at jeg savner dig?
Sådan er budskabet i en af sangene på den nye plade. Men det er ikke sådan, Rikke Thomsen synger sangen. Som titlen, ”Så dum ae det it naun det ae”, antyder, synger hun på sønderjysk:
Sørchle men sandt
Vi snakke it om dae
Men om olle anne å olt ant
Do it å se
Nej, it å ae vaech
Å it i et album ette 2003
Å så lant, så glant ae det it naun det ve Te det ae nau i vej me mae
Ka det virkle vaee te ae vante dae
»Ja, denne gang har jeg tilladt mig at skrive på vrede, det er nyt og befriende for mig. Jeg syntes ligesom, at den slagkraftige titel ”Makvaerk” kaldte på noget vrede,« siger Rikke Thomsen.
Hun har tidligere skrevet og sunget sine sange på engelsk, men på sønderjysk rammer hun hårdere. Hun kommer taettere på det, hun synger om, og der er kortere vej
»Man går rundt i ruinerne af sin familie og forsøger at samle stumperne, for hvad er alternativet?«
til de store følelser. Det maerker publikum, og det maerker hun selv, når hun synger sine sange.
»Jeg synger på et sprog, som ret få kender, men dem, som kender det, de har et staerkt forhold til det.«
Hun holder en sjaelden taenkepause.
»Altså ...,« siger hun og kigger ud i luften. »Det er hårdt at synge de her sange, for de handler om noget, som er svaert at tale om, og jeg synger dem på det sprog, som jeg er vokset op med. Man kan sige, at jeg forsøger at skabe en dialog, som jeg ville ønske, vi kunne have haft i min familie, når noget var svaert. Men det er ikke for sent. Jeg kan maerke, at noget letter inden i mig, når jeg endelig synger de her ting højt.«
Det er det, musikken kan, udbryder Rikke Thomsen pludselig.
»Musikken kan – som intet andet – adressere de følelser, som vi har svaert ved at håndtere ude i det virkelige liv. Hvis jeg kan vaere med til at saette ord på noget af det, som andre går og bøvler med, så er jeg da vildt stolt. Ligesom jeg er stolt af hele den danske sangskat. Det er faktisk sangene, der gør mig mest stolt af at vaere dansker. Jeg kan Højskolesangbogen udenad, lige fra H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”, intet slår vores uofficielle nationalsang, til Alberte Windings ”Lyse naetter”, hvor er jeg dog glad for, at hun endelig er blevet tildelt den saerlige aerespris ved Danish Music Awards.«
”Donnerwetter”
Vi har mødt hinanden før. På afstand. I det største telt på sidste års Tønder Festival.
»Donnerwetter, hvor ser I godt ud,« udbrød Rikke Thomsen, tydeligvis rørt over det store fremmøde.
Så begyndte hun at synge, og publikum skiftevis grinte og snøftede gennem de sønderjyske vers:
Hvor komme AE fra?
Ja, nå ska do hø’r
Når do komme te Kolding bliv ve me å kør’
Sinne me ae vinne, taj å se u engang
AE do tumpe det ae kønt i Synnejylland
Nu sidder vi i baren på Alsik Hotel & Spa i Sønderborg, hvor hun voksede op.
»Den koncert på Tønder Festival var en vild oplevelse,« husker hun.
»Der var en helt vild stemning i det telt. Ja, folk syntes, at jeg var sjov, men samtidig følte jeg mig i den grad taget alvorligt. Ja, jeg følte mig respekteret.«
Er skiftet fra engelsk til sønderjysk mon kalkuleret?
På ingen måde, svarer sangskriveren.
Hun snublede naermest tilfaeldigt ind på sporet, der har gjort hende til en af landets mest eftertragtede kunstnere på landets spillesteder. Hun ville skrive en sang til sin morfar, der havde 40-års jubilaeum på brandstationen i Sønderborg, hun kom i tanke om udbrud som ”Rikke, din mofa, han ae så’n en goij mand”, og så gav det pludselig mening at skrive sangen på sønderjysk:
En goij mand som dae, han gi’e nau hver daw fordi at då ae dae vil AE alle mangel nau Då hae gø så møje og då gi’e ålt hva då ka’ gi å jen det gi’e så møje han fae ålt igen me ae ti
Rikke Thomsen sang sangen for sin morfar, og der var så våde øjne under jubilaeumsfesten på brandstationen, at hun fik mod på mere.
Men en decideret forretningsidé opfattede Rikke Thomsen ikke, at hun var kommet på.
»Hvis man går efter kommerciel succes, vil man typisk forsøge at ramme så bredt som muligt, og her gør jeg det modsatte. Jeg skriver sange på en dialekt, som ret få kan forstå, men det har alligevel ramt noget i folk. Ja, jeg spiller mest i Jylland, men også i København, og det er også en fantastisk oplevelse. Bare på en anden måde. I København aner de ikke, hvad de skal forvente af sådan en som mig. De møder bare op med en vidunderlig nysgerrighed.«
Men, siger hun.
»København er jo fyldt med jyder. Også sønderjyder. Måske har ganske mange af dem, der kommer til mine koncerter, helt styr på, hvad jeg synger om.«
De er så dårlige til tysk
Rikke Thomsen bor på Djursland i dag, men dengang var hun flyttet til København, det fortalte hun fra scenen i Tønder, og det udløste øjeblikkelige reaktioner.
»Buuuuh,« lød det kritisk, men også kaerligt fra salen.
Men så begyndte Rikke Thomsen at drille københavnerne, og det var noget, der gik rent ind i Tønder. Som sangskriverens undren over, at så mange af Østerbros caféer hedder noget med ü – altså u umlaut – når nu københavnerne er så dårlige til tysk.
»Jeg har intet imod københavnere, min far er vokset op i Vangede, og som barn tilbragte
jeg alle mine somre i København. Det var rød sodavand og busser, der kørte hvert femte minut. Meget eksotisk. Men jeg kan godt lide at drille københavnerne, og jeg håber sådan, at de vil drille tilbage, så vi kan få noget pingpong landsdelene imellem. Alt er efterhånden centraliseret i København, og måske har de i højere grad end nogensinde før brug for noget kvalificeret modspil. Samtidig bliver Udkantsdanmark svigtet på det groveste, skolerne lukker, huse bliver usaelgelige, og lokalsamfund får lov til at dø, uden at politikerne gider at gribe ind. Ja, det kan også vaere en af grundene til, at sange på eksempelvis sønderjysk bliver populaere. At folk fra forskellige dele af landet har brug for faste holdepunkter i kulturer, som er ved at forsvinde.«
Patent på det jyske
Men Rikke Thomsen er begyndte at vaere en smule tilbageholdende med at fremhaeve det jyske og drille københavnerne, når hun optraeder.
»Jeg kan maerke, at jeg er bange for at komme til at repraesentere noget, som jeg på ingen måde kan stå inde for. Det er, som om Inger Støjberg har taget patent på det jyske, hun har taget noget fra os andre, og hver gang man italesaetter det jyske, risikerer man at blive sat i forbindelse med hendes politiske holdninger. Hun tror, at hun gør jyderne en tjeneste ved at tale om de fine saloner i København, men i virkeligheden gør hun det stik modsatte. Drilleriet imellem landsdelene bliver alt for alvorligt, og dér skal det slet ikke hen. Drillerier er som en elastik, man kan traekke i, frem og tilbage, men hun gør det til noget alt for alvorligt. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er fordummende.«
50 år tilbage i tiden
Intet er sort eller hvidt i Rikke Thomsens bog. Hun er stolt af at vaere sønderjyde, men ikke ubetinget. Derfor driller hun ikke kun københavnerne fra scenen, men også sønderjyderne.
»Jeg forlod Sønderjylland som 16-årig. Med en ret tung skoletaske. Hvis jeg ikke havde forladt byen, kunne jeg nok ikke have skrevet de her sange. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne få øje på den sønderjyske mentalitet. Der, hvor jeg kommer fra, har jeg en følelse af, at vi altid har talt mere om end med hinanden. Der følger jo en ubevidst smerte med, når man ikke tør tale med hinanden. Med fare for at virke for generaliserende; ja, som jeg ser det, er det helt klart en landsdelsting. Der hersker en vis grad af følelsesforskraekkelse, en aengstelighed for at komme til at naevne elefanten i rummet. Det føles som nogle andre spilleregler, som jeg har svaert ved at finde andre steder. Mine venner har ofte sagt, at det kunne føles som at rejse 50 år tilbage i tiden, og jeg forstår, hvad de mener.«
Svigt og brud
Rikke Thomsen peger også på sig selv.
»Jeg kan maerke det i mig selv, at jeg også bliver en anden, når jeg kører syd for Kongeåen. Det er nogle andre følelser og samtaleemner, jeg griber fat i, end andre steder i landet: ”Nå, men jeg har lige fået vinterdaek på bilen, heldigt nok, for vi var nede på to grader i går.” Jamen altså, hvad rager det andre. Hvem kan komme i tanke om noget, der er mindre interessant?«
Men hvorfor er det så svaert at tale om de svaere ting i familien. Om svigt. Og om brud? »Ja, det er en gammel traver,« siger hun. »Familien, det er noget med ubetinget kaerlighed, sådan burde det vaere, og når det så går i stykker, så er det den største falliterklaering. Man går rundt i ruinerne af sin familie og forsøger at samle stumperne, for hvad er alternativet? Jeg har ikke valgt mine foraeldre, men jeg eksisterer kun i kraft af dem, og så kan man da ikke bare give op, vel?«