Hvem har ikke prøvet at blive taget med bukserne nede?
Toiletbesøg har ofte en fremtraedende rolle i historier, som de fleste af os helst vil fortraenge.
Indrømmet, jeg kunne godt have valgt et mere julet emne på en dag som i dag. Men det valgte emne er afstedkommet af et helt frisk besøg i Skotland. Efter at have ”besteget” Storbritanniens højeste punkt, Ben Nevis (1.350 meter), fra flaekken Fort William på en underskøn decemberdag blev min sønnike nemlig udsat for en oplevelse på vores hotel, som han mener kraever en klumme om: »Ting, du bare ikke gør«.
For at undgå chikane af sin roommate (hans far) havde han nemlig valgt at gå på toilettet i hotellets lobby i stedet for at indtage badevaerelset i rum 306. Og der sad han så på tønden i al sin ensomhed, da der blev taget hårdt i båsens – som vel at maerke var den eneste bås på toilettet – håndtag. Døren var låst, så den udefrakommende bankede i stedet insisterende på døren. Sønnike blev siddende helt tyst og klemte ballerne sammen. Han ventede naturligvis på, at den traengende forlod det lille lokale for at give ham chancen for at gøre sig faerdig.
Men den ukendte gaest blev stående. Klos op ad døren til båsen. Og han blev stående. Minutterne gik. De var lange, meget lange, skal jeg hilse og sige. Men den traengende mand blev troligt stående, mens sønnike blev mere og mere arrig.
»Far, far ... helt aerligt, er det ikke almindelig pli at gå lidt vaek, så folk i fred og ro kan få lov til at gøre deres aerinde,« råbte han naermest, da han endelig var sluppet ud af sit faengsel.
Til sidst havde han helt opgivet sit forehavende, og skyndsomt var han smuttet forbi manden, der stadig stod en halv meters penge uden for båsens dør. Heldigvis fandt min søn hurtigt et andet ledigt toilet i den anden ende af lobbyen.
Jeg må give ham ret i, at det er god etikette at lade folk vaere i fred i dette private øjeblik. Ligesom det er god stil at lade vaere med at gå ind i en bås, som en person netop er ved at forlade. Det er vel almindelig takt og tone.
Da han fortalte historien, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke tilbage på min ungdom, hvor jeg havde utroligt svaert ved at lade vandet, hvis jeg følte mig presset af ydre forhold. Til en sommerfest på laererseminariet i Silkeborg var vi sejlet ud med det gode skib ”Hejren”, og der kom store maengder fadbamser indenbords. Og så skal man selvfølgelig tisse.
Problemet var bare, at der kun var et toilet om bord, og folk stod naermest på nakken af hinanden for at komme til. Det var en af de slemme oplevelser, for kroppen går jo naermest i kludder, når man ikke kan, når man skal.
En af mine onkler holdt sig en gang så lang tid, at han blev indlagt på sygehuset, for at blive tappet for urin, fordi nyrene/blaeren simpelthen havde snøret sig sammen. Han ville ikke gå ud på et badevaerelse om natten, fordi han ville undgå at forstyrre sin bror og svigerinde, der lå og sov i rummet ved siden af. Var det ikke også en spraengt blaere, astronomen Tycho Brahe (måske) døde af ?
Der er ting, der er så pinlige, at man ikke engang
kan holde ud at taenke på det. Og toiletbesøg har ofte en fremtraedende rolle i sådanne historier. Jeg har laest om en psykolog, der mener, at der er en kulturhistorisk grund til tabuet omkring ritualet.
Før i tiden sad folk gladeligt ved siden af hinanden og besørgede, og så smed de efterladenskaberne i rendestenen bagefter. Det skabte store hygiejneproblemer, og sygdomme florerede. Derfor blev det i takt med en større og større forståelse for sundhed gjort skamfuldt at s .... i selskab med andre, og for 160 år fik Kommunehospitalet i København f.eks. Danmarks første wc.
I dag er det så privat et aerinde, at tre af 10 danskere i en undersøgelse for sanitetsfirmaet Geberit fortalte, at de aldrig bruger toiletter uden for deres eget hjem, fordi de finder det pinligt.
Ja, det kan vaere svaert at vaere på udebane, når man skal. Jeg husker med gru scenen fra komedien ”Along came Polly”, hvor en paen forsikringsagent (Ben Stiller) i bestraebelserne på at indynde sig hos en sød hippiepige (Jennifer Aniston) spiser ”eksotisk” mad – vel vidende at hans mave overhovedet ikke tåler det. Tarmene syder og bobler som De Gyldne Løvers hjemmebraenderi.
Da de skal fortsaette romancen hjemme hos hende, styrter han tran-svedende ind på badevaerelset for at give efter for sin trang. Men der er selvfølgelig ikke noget toiletpapir, så han bruger i stedet et håndklaede, der stopper afløbet, og snart løber der toiletvand ud på gulvet, mens fyren fortvivlet prøver at få toilettet til at virke igen. Og alt imens han faegter desperat med en svupper, sidder hans udkårne lige på den anden side af døren. Hvilket mareridt.
De to får dog hinanden til sidst alligevel. Og det er vel en påmindelse om, at vi alle bare er mennesker – og indimellem skal vi have lov til at lave vores yderst naturlige ting, selv om det både lugter og larmer. Og hvad så?
PS: Jeg måtte indrømme over for min søn, at jeg dagen før hans oplevelse selv var blevet taget med bukserne nede på toget fra Edinburgh til det skotske højland.
Jeg havde nemlig ikke helt styr på den elektroniske låsemekanisme i toiletboksen, og pludselig gik døren op med et smaeld. Foran mig stod en haerdebred skotte ... som jeg heldigvis aldrig ser igen.
Glaedelig jul.
HERFRA, HVOR JEG STÅR
”Herfra, hvor jeg står” er en klumme om hverdagen og livet. I denne uge deler printchef Peter Rosendal sine tanker om et pinligt emne.