En ny generation traeder ud af skyggen efter Wegner og Mogensen
Siden årtusindeskiftet har en ny optimisme indfundet sig i designbranchen. Det skyldes i høj grad den nye generation af møbeldesignere, skriver Lars Dybdahl i dette uddrag af bogen ”Dansk Designhistorie 1”.
De danske møbelklassikere er tilsyneladende udødelige. Nogle af dem, der har vaeret i løbende produktion, står nu med nye farver og måske også mønstre, designeren aldrig drømte om, og siden årtusindskiftet er andre, udgåede møbler blevet relanceret. Også modeller, der i koryfaeernes tid forblev ideèr på tegnebordet eller oprindelig kun blev fremstillet som prototype eller i fåeksemplarer, er kommet i produktion.
Men 2000-tallets møbeldesignere står på ingen måde uden for rampelyset eller på et sidespor i forhold til møblerne fra den danske guldalder.
Parallelt med salget af de gamle og ikoniske modeller har også aeldre, veletablerede møbelproducenter som Fredericia Furniture givet høj prioritet til fornyelse, og vaekstlaget af unge danske møbeldesignere og de nye designfirmaer, brands som Hay, Normann Copenhagen, Muuto, Frama og &Tradition, har målrettet åbnet forhandlernes og forbrugernes øjne for nutidens danske møbeldesign.
I et omfang som aldrig før saettes dansk designede møbler i produktion hos både danske og udenlandske producenter, men tålmodigheden her er også historisk kort: Kommer et møbel ikke i aktivt samspil med tidens trends, og er salget ikke tilfredsstillende inden for en relativt kort tidshorisont, forsvinder det normalt ret hurtigt fra markedet.
Den hurtige udskiftningstakt i moden står her i skarp kontrast til den bekostelige ambition om at udvikle langtidsholdbart kvalitetsdesign hos både producenten og møbeldesigneren.
Koryfaeernes design som afsaet
Den nytaenkende praksis hos de nye årgange af designere, der siden midten af 1990’erne har givet sig til kende med nye karakterfulde møbler, har manifesteret sig på talrige udstillinger både med møbler i produktion, prototyper og konceptuelle møbler, der taler ind i nutiden og øver sig på fremtiden for nye generationer.
Maengden af møbeldesignere er omfattende og signalerer, hvilken kreativ styrke der har opladt det danske møbelfelt i de seneste årtier. Og flere af de aeldre designere, der trak møbelfronten op i 1980’erne og 1990’erne, spiller stadig en hovedrolle med innovative og ikoniske møbler, der baserer sig på indgående materiale- og miljøbevidste processer, for nogles vedkommende hinsides enhver traesort.
De toneangivende grupper i 1980’erne og 1990’erne, Møbelgruppen af 1983 og Octo, skrinlagde sig selv, men de yngre møbeldesignere ivaerksatte nye gruppedannelser, og deres udstillinger i Danmark og udlandet har haft uvurderlig betydning både for de allerede etablerede designere og for dem med karrieren i pipeline.
Fra midten af 1990’erne udskilte den nye møbelgeneration sig med tre initiativer, der uagtet deres relativt kortlivede eksistens alligevel fik springbraetvaerdi for deltagerne. Med Sebastian Holmbäck og Mathias Bengtsson som to løfterige navne blandt de dengang ret ubeskrevne blade trådte den viltre, mindre konstellation “Panic” frem på Designmuseum Danmark i 1997, og samme år overrumplede kvindemanifestationen “Kropsholder” på den årlige møbelmesse i Bella Center i København.
Aldrig før havde kvindelige møbeldesignere rykket sig fri som en selvstaendig, ren kvindegruppering, og de udogmatiske møbler af gruppens i alt 14 nordiske deltagere, heriblandt danskerne Louise Campbell, Cecilie Manz, Henriette Melchiorsen og Malene Reitzel, signalerede livfuldt og pejlende noget nyt undervejs, en større åbenhed, foranderlighed og fleksibilitet både i møblerne og det menneskelige, kropslige selvbillede.
Med sine to udstillinger på Designmuseum Danmark i 1999 og 2003 satte det konceptbundne initiativ ”Planken Ud” ekstraordinaert og udfordrende fokus på potentialerne i den faglige konstellation af designer og snedker. Det meget bundne, men frugtbare koncept, formet af initiativtagerne Louise Campbell og Sebastian Holmbäck, fordrede, at designerne og snedkerne parvis skulle skabe et møbel ud af kun èn massiv planke i eg, bøg, ask eller ahorn.
Mellem alle de talentopvisende udstillinger fra
2000-tallets møbeldesignere står på ingen måde uden for rampelyset eller på et sidespor i forhold til møblerne fra den danske guldalder.
Lars Dybdahl, designforsker
og vaerdierne i de to møbelformgiveres design eksplicit dannede det tematiske afsaet for en salve af nye møbler.
Limited editions vinder frem
Hvor det billedkunstneriske vaerk ikke sjaeldent er videobaseret, konceptuelt eller installationspraeget og dermed vanskeligere at håndtere som regulaer gallerivare og som udsmykning og investeringsobjekt, har møbeldesign til gengaeld
designskolerne har isaer èn også skilt sig ud med sit tidstypiske tema og en lovende international respons: Med titlen “Danish Made – On Your Shoulders” udstillede afgangsstuderende fra de danske designskoler i 2014 for første gang samlet på møbelmessen i Milano.
Efter de tidligere frustrationer i møbelmiljøet over hvor meget koryfaeerne stadig fyldte i designlandskabet, var det med den nye generation, i 100-året for Børge Mogensen og Hans J. demonstreret sit potentiale som autonomt fysisk kunstvaerk.
Spektakulaere møbler med et frigjort forhold til funktionens brugsparameter har kapret en position i det internationale designfelt og bidrager her – helt fjernt fra massemarkedet – deres til de territoriale opblødninger mellem kunst, kunsthåndvaerk og design.
Hvad der før havde rumsteret af kunstnerisk autonomi i de artistiske prototyper og enkeltstånde ultimative møbler, brød frem omkring årtusindskiftet og antog vareform som enkeltstående vaerk eller limited edition: bekostelige møbler, der var taenkt som unika eller i mindre serier, tilmed måske signerede og nummererede, og som antog karakter af friskulpturer i rummet – og som kun museer, samlere og formuende har magtet at købe.
I sine stoleskitser i jerntråd provokerede Anders Hermansen ekspressivt med bestemte
Det legendariske danske møbelsnedkerarbejde er et fremmedord i den nye form for international møbelavantgardisme
Lars Dybdahl, designforsker
stoletyper som begaersobjekter, og Torben Skovs flugtstol “Høvlen” (1994) blev en geometrisk-abstrakt proklamation, en puristisk benaegtelse af den bekvemme, afslappede hvile. Også Ditte Hammerstrøm udfordrede boligindretningens konforme valg i sit hvide multimøbel “Sofastykke”, og i vaerker som “Soft Structure” og den konceptuelle og ekspressive traestol “Bistro Light” (2005).
Her bryder designeren uforsonligt, humoristisk og konceptuelt med alle de korrekte traditioner. Med bevidst annullering af ergonomisk ansvarlighed er det ubekvemme og smalle saede gjort laengere end ryggen, ligesom stolens blottede indmad af skumgummi, omviklet interimistisk af plasticsnor, associerer til møbelpolstreren som stolens ”fravaerende” håndvaerker.
Men i øvrigt er det legendariske danske møbelsnedkerarbejde et fremmedord i den nye form for international møbelavantgardisme, for den baerende fascination styres her mest af alt af det innovative blik for de teknologiske og kunstige materialers potentialer.
Niels Hvass’ eksperimenter i 1995-97, hvor 4 mm tykke aluminiumsplader trådte i karakter i flere stole – heriblandt den valsede, sløjfeagtige “Loop” (1996) – er eksemplariske for de tilgangsvinkler, der også kendetegner de andre spydspidser i den danske møbelavantgardes frontlinje; Mathias Bengtsson, Louise Campbell og Christian Flindt.
Typisk for møbelavantgardismen uden for massemarkedet stiller designerne i deres eksperimentelle, ikke-brugsorienterede praksis specifikke spørgsmål til materialerne og teknologierne: Hvordan materialet er fremstillet, hvad det kan udtrykke, hvordan det kan udfordres og formes innovativt med de digitale processers nye praecision både i designfasen og i den computerkontrollerede fremstilling.
Louise Campbell byggede eksempelvis den model, der blev udgangspunktet for computertegningen i 3D af hendes hvidlakerede “VeryRound Chair”, med papir, saks og lim. Og i 2006 kom den i produktion hos den italienske møbelproducent Zanotta i 1.000 signerede eksemplarer. I det internationale kulturelle og kommercielle kredsløb, der hyper ”designerpersonlighederne”, tjener de avancerede møbler i limited editions – samtidig med al seriøsiteten i objektet – også designernes behov for at figurere som navn, signatur og brand.
Mathias Bengtsson synes eksempelvis blottet for ambitioner i forhold til møblernes massemarked, og som en af sin generations mest performative og betydningsfulde kunstneriske møbeldesignere, også internationalt set, dyrker han sine excesser i primaert to spor. For han afprøver både industrielle materialer og de seneste teknologier i sine ekspressive møbler. Enten bygges stolenes dynamiske karakter op af laserskårne metalplader – gerne funklende messing og i lag på lag som i “Slice Chair Brass” (1999/2017) – eller også danner han møblernes svungne forløb af netvaerksformer vaevet i karbonfibre ved brug af computerteknologi udviklet til flyindustrien.
Alene fremstillingsomkostningerne sender disse møbler op i den mest eksklusive klasse for high design.