Verdensberømt forædler: »Roserne er jo som mine børn«
Rosa Eskelund er Danmarks ukronede rosedronning. Hun har gennem 20 år forædlet tusindvis af roser, og mange af hendes verdenskendte sorter er blevet navngivet af betydningsfulde kvinder som kronprinsesse Mary, Ghita Nørby og Lise Nørgaard.
»Jeg er oprindeligt uddannet gartner, men har altid haft en stor forkærlighed for roser. Vi deler også næsten samme navn. Rosen er blomsternes dronning, og der er ingen andre blomster, som kommer op på siden af den i forhold til skønhed og elegance. Den er både klassisk og romantisk på én gang. Det er også derfor, der findes roseselskaber over hele verden, og kigger man historisk på det, var det også en blomst, både de gamle kinesere og romere dyrkede. Selv hvis man spørger en 3-årig, vil barnet vide, hvad netop en rose er og pege den ud fra andre blomster. Alle andre blomster vil barnet nok bare kalde blomst, men en rose ved alle hvordan ser ud.« Hvordan griber du det an, når du skal forædle en sort? »Jeg går altid efter min mavefornemmelse, men selvfølgelig spiller genetik også en kæmpe rolle. Hvis jeg eksempelvis skal udvikle en haverose, så kigger jeg på duft og sundhed, for forbrugeren vil gerne have en velduftende blomst, der samtidig kan stå i haven i mange år. Derfor tager jeg eksempelvis en sund far-plante og krydsbestøver den med en duftende mor-plante, så spireren kan få det bedste fra to verdener. Det er altid rent trylleri, når udfaldet bliver, som man har håbet på.« andet i forbindelse med verdenskongressen for roser, som afholdes i Tivoli i København, har jeg brugt ti år på at forædle.« Hvordan skaber du de bedste betingelser for at det lykkes at forædle en rose? »Jeg passer rigtig godt på mine små spirer. De er som børn for mig. Derfor skal de også have de bedste forudsætninger, og der har jeg skelet til, hvordan naturen gør det. Her kommer der ofte en fugl og spiser kernerne, og de bliver senere sået i den klat, fuglen lægger. Når jeg har krydset mor- og farplanterne, lader jeg derfor hyben sidde og modne på planten, inden jeg høster de små kerner. De kommer derefter i kølerum, hvor jeg lader temperaturen svinge mellem minus 1 og + 3 grader, og på den måde efteraber de betingelser, der er om vinteren.
Om foråret kommer de roser, der er blevet til noget, i drivhuset, for at de kan gro hurtigere. Den største lykke er at se dem blomstre op og blive til det, jeg gerne vil have, og derfor er det sværeste også, hvis de kikser og skal kasseres. Roserne er jo som mine børn.«