Svensk forfatter: Venstrefløjen burde takke de gule veste

Mens mange taler om, at populismen er en trussel mod demokratiet, så vender den svenske forfatter Åsa Linderborg blikket den anden vej. Den er vital for demokratiet, mener hun.

De gule veste, som igen har sat Frankrig på den anden ende, er i den svenske forfatter Åsa Linderborgs optik et godt eksempel på populisme, når den er bedst.

»Spontan, folkelig, og der er mange immigranter med. Deres program handler ikke om ikke at være muslim, men om det sociale. Venstrefløjen burde takke dem,« siger hun.

Sammen med Göran Greider har hun skrevet bogen ”Det populistiske manifest – for hårdtarbejdende, arbejdsløse, tandløse og 90 pct. af alle andre”.

Bogen er en bidende anklage mod venstrefløjen for at have svigtet sit eget ophav. Åsa Linderborg kan blive direkte vred over en venstrefløj, som taler til den kulturradikale kreative klasse og gerne ved direkte at latterliggøre den arbejderkultur, som hun selv er rundet af.

Økonomisk og fordelingsmæssigt betragtet er arbejderklassen ikkeeksisterende, men når det kommer til kulturen, så distancerer middelklassen sig fra arbejderne, mener hun:

»Gør grin med deres møbler, deres frisurer og deres navne. I mit hjem havde vi grimme møbler, en krystallysekrone og ryatæpper. Alt det, som venstrefløjen ikke kan lide. Jeg kan mærke dybt nede i mig selv, hvordan jeg hader, når almindelige folk udstilles. Det handler om mit liv«.

Socialdemokraterne taber

Åsa Linderborg er ikke forbløffet over, at socialdemokraterne har tabt stort set hvert eneste valg i Europa inden for de senere år.

I Tyskland, Italien, Norge og Frankrig er socialdemokraterne stadig i gang med at rejse sig efter knusende valgnederlag.

»36 af 40 valg siden 2008,« lyder Linderborgs beregning på den socialdemokratiske score.

»Hvorfor taber de, når kapitalismen befinder sig i krise?« spørger hun og giver selv svaret:

»De har ingen andre løsninger end at advare om finanskrisens konsekvenser.«

Samtidig har partier, som er indvandrer- og Eu-kritiske, vundet terræn. Seneste eksempel er lokalvalgene i den sydspanske region Andalusien, hvor socialisterne mistede regeringsmagten efter 36 år, og hvor det yderligtgående parti Vox for første gang i det moderne Spaniens demokratiske historie fik parlamentarisk repræsentation.

I Åsa Linderborgs hjemland, Sverige, slås politikerne på fjerde måned med at danne en regering, efter at Socialdemokraterne ved valget til Riksdagen i september led et historisk nederlag, mens Sverigedemokraterne fik en historisk fremgang.

Men hverken de borgerlige eller venstrefløjen har mandater nok til at kunne samle et flertal.

To gange har den siddende statsminister, Stefan Löfven, forsøgt at danne regering, to gange har han måttet give op. Selv kan han ikke samle mandater nok, og forsøget på at splitte de borgerlige og trække to partier over i regering lykkedes ikke. Åsa Linderborg mener, at de svenske socialdemokrater må acceptere rollen i opposition og bruge tiden til at tænke sig om.

»60 pct. af svenskerne har stemt til højre. Sverige er blåt, og det er da besynderligt, at man ikke vil give Sverigedemokraterne indflydelse,« siger hun, men afviser bestemt, at en konstellation mellem Socialdemokraterne og Sverigedemokraterne kunne komme på tale:

»Sverige er ikke ligesom Danmark,« fastslår hun.

Sverige er anderledes

Åsa Linderborg har iagttaget, hvordan de danske socialdemokrater og Dansk Folkeparti har nærmet sig hinanden og ikke mindst, hvordan de danske socialdemokrater forsøger at komme ud af deres vælgerkrise ved at lægge sig tæt op ad DF i udlændingespørgsmålet.

Den danske socialdemokratiske nedtur blev for alvor indledt ved folketingsvalget i 2001, da partiet lå i intern splid på udlændingespørgs- målet, og Venstre vandt magten på en kampagne om ”tid til forandring”. Det danske folketingsvalg i 2001 er blevet sammenlignet med det, som svenskerne afholdt i september, men Åsa Linderborg ser ikke for sig, at de svenske socialdemokrater begiver sig ud på samme vandring som de danske:

»Det kan de ikke. I Sverige er der mange indvandrere i arbejderklassen, socialdemokraterne kan ikke bare blive etniske. En femtedel af alle svenskere er født i et andet land, og de kan ikke anvende en retorik, som vender sig mod 20 pct. af befolkningen,« mener hun.

Selv om populismens fremkomst populært sagt er blevet knyttet til spørgsmål om indvandring, så er det ikke i udlændingepolitikken, at løsningen på venstrefløjens krise ligger, mener Åsa Linderborg, som peger på, at socialdemokratierne mistede en gylden mulighed i forbindelse med finanskrisen. I Danmark blev der talt om »nødvendighedens politik«, og rundt omkring i Europa jonglerede socialdemokrater med økonomiske begreber som »finanspagt, budgetunderskud, spread, rating eller strukturelle reformer«.

»Se på Obama, han vendte sig mod Wall Street, men endte med at tage finanseliten med ind i Det Hvide Hus,« siger Åsa Linderborg.

Den tidligere leder af Sandfinnerne, Finlands udenrigsminister, Timo Soini, blev selv valgt på et indvandrerkritisk program, men vurderer nu, at udlændingepolitikken er ved at udspille sin rolle. Han ser i stedet den, som taler nationalkonservative værdier op, som vinder af kommende valg. Den, som appellerer til vælgeren, som ikke går ind for homoægteskaber eller fri abort, et opgør med de socialdemokratiske værdier, som emmede langt ud af de svenske socialdemokraters valgplakater.

Tilbage til venstre-højre

Åsa Linderborg afviser, at de socialdemokratiske værdier er i krise.

Tese 39 i bogen lyder, at »socialdemokratiernes krise ikke skal ses som en krise for de socialdemokratiske værdier, selv om borgerskabet gerne vil tro det«.

»Det er det bevidste forsøg på at udviske konflikten mellem venstre og højre i politikken, der åbner alle spjæld for højrepopulisterne,« skriver forfatterne, som også fastholder vigtigheden af at holde fast i den traditionelle højrevenstreakse i politik.

»Den voldsomme svækkelse af venstre-højreskalaen, hvor spørgsmål om økonomisk magt og fordelingspolitik er centrale. ja, den har gavnet højrepopulismen,« mener de.

Eksemplerne på, at højrepopulister vinder frem, er ikke længere enestående i Europa. I 2000 forsøgte de dengang overvejende socialdemokratiske regeringsledere at blokere en regering i Østrig med deltagelse af Frihedspartiet ved at boykotte Østrig. Siden er flere partier vundet frem.

I Finland kom Sandfinnerne i regering, i Danmark har Dansk Folkeparti holdt borgerlige partier oppe, ved det seneste valg til Europa-parlamentet i 2014 blev Front National størst i Frankrig og fik hver fjerde stemme.

Selv Tyskland er kommet med på de landkort, som europæiske medier jævnligt

Det er det bevidste forsøg på at udviske konflikten mellem venstre og højre i politikken, der åbner alle spjæld for højrepopulisterne. Åsa Linderborg, forfatter