Regnbuenationen er stadig kun en drøm
Murene mellem sorte, hvide indere og farvede i Sydafrika findes stadig, selv om lovene om apartheid er væk.
LONDON For 21 år siden satte Nelson Mandela ord på sin vision om et nyt Sydafrika med demokrati og lighed for alle uanset hudfarve.
»En regnbuenation i fred med sig selv og verden,« som han formulerede det, da han i 1994 blev indsat som Sydafrikas første demokratisk valgte præsident efter 27 års indespærring på bl.a. den berygtede fængselsø Robben Island, hvor han afsonede en livstidsstraf for forræderi mod staten og dens hvide mindretalsstyre.
Nelson Mandela døde i december 2013 som 95-årig, og i dag er hans vision om regnbuenationen stadig kun en drøm, viser en ny undersøgelse.
Flertallet af sydafrikanerne – hele 61 pct. – mener, at forholdet mellem landets racegrupper i dag er dårligere eller ikke bedre end i 1994, da apartheid formelt blev lagt i graven, og 60 pct. føler sig i et eller andet omfang udsat for racisme i hverdagen. Den nedslående diagnose stilles i en ny rapport fra Institute for Justice and Reconciliation (IJR), et uafhængigt institut, som blev grundlagt i kølvandet på den sydafrikanske Sandhedskommission.
Instituttets såkaldte forsoningsbarometer måler afstanden fra Nelson Mandelas idealer til den virkelighed, som sydafrikanerne i dag lever i.
Krumtappen i undersøgelsen er noget så politisk ukorrekt som racer.
I Europa og USA risikerer en politiker at blive dømt ude, hvis han omtaler sorte som sorte, men i Sydafrika findes ikke de samme fine fornemmelser.
De tidligere dårligt stillede
I visse kredse omtaler man ganske vist ikkehvide som »de tidligere dårligt stillede grupper,« men i den brede befolkning anvendes stadig betegnelserne fra apartheidstyrets racedelte hakkeorden: sorte, hvide, indere og farvede.
Under apartheid blev borgerens identitet, rettigheder og fremtidsmuligheder dikteret af hudfarve. Det hvide mindretalsstyre byggede på den måde høje mure mellem de fire racegrupper, og forso- ningsbarometeret bekræfter, at de stadig findes.
Ifølge undersøgelsen har 67 pct. af sydafrikanerne ingen eller kun ringe tillid til medborgere uden for deres egen racegruppe.
Flere end halvdelen har stort set ingen omgang med borgere fra andre racer, undtagen når de er på arbejde eller køber ind.
Under apartheid var alle byer inddelt i områder for sorte, hvide, indere og farvede, og det var strafbart at omgå reglerne. Disse love er for længst afskaffet.
»Men apartheidgeografien i vore byer – og fordelingsmønsteret inden for økonomien – eksisterer stort set stadig, og det fastlåser den skabelon, som apartheidarkitekterne skabte. Lovgivning er ikke længere nødvendig for at opretholde apartheid,« hedder det i rapporten fra IJR.
I undersøgelsen indgår en meningsmåling blandt flere end 2.000 sydafrikanere, som på tværs af hudfarve er enige om, at forsoningen mellem racegrupperne ikke kommer i mål, så længe de ikkehvide ofre for apartheid må leve videre i fattigdom.
Socialt er Sydafrika i dag et mere ulige samfund, end da Nelson Mandela holdt sin
Jyllands-Postens korrespondent
berømte tale for 21 år siden. Middelklassen er vokset, men det stadig regerende ANC-parti har ikke formået at løfte den tunge bund. Aldrig har afstanden mellem rig og fattig været større, og den sociale uro tager til. Mange håbede, at raceskellene ville forsvinde gradvist, når en ny generation af sydafrikanere voksede op.
I dag er 40 pct. af befolkningen født efter 1994, og undersøgelsen viser, at de 1824-årige føler sig mindst udsat for racisme.
Men alligevel svarer 15 pct. af inderne i den aldersgruppe, at racisme er en del af deres hverdag.