De sidste knaster på vejen mod en global klimaaftale

De rige lande vil have flere til at bidrage til klimaindsatsen i verdens fattigste lande. Samtidig kæmper de små østater for, at temperaturen kun må stige med 1,5 og ikke 2 grader.

PARIS Mens uret tikker, sidder de centrale forhandlere i Paris og forhandler til langt ud på natten og morgenstunden.

Selv om alle føler sig sikre på, at der kommer en aftale – og at det kun er et spørgsmål om timer, inden det endelige udkast ligger på bordet – er der stadig en række vigtige punkter, som landene er uenige om.

Det handler om klimafinansiering – hvem der skal betale for indsatsen i de fattige lande – om ambitionerne og om, hvilket temperaturmål der skal stå i aftalen.

Der skulle have ligget et nyt udkast klar klokken 15 torsdag, men sent torsdag var det endnu ikke kommet. Det papir, der lå på bordet, manglede til gengæld en løsning på nogle af de vanskelige problemer.

Finansieringen:

Siden Klimakonventionen blev underskrevet i 1992, har der været en skarp opdeling mellem rige og fattige lande – hvor de 40 rige industrilande ifølge konventionen skal påtage sig særlige CO2-kvoter. Den opdeling vil de rige lande med USA i spidsen have brudt op, så lande som SaudiArabien, Qatar og Kina også kommer til at bidrage til finansieringen. Kina er begyndt at give klimastøtte, men vil ikke bindes i en ny aftale.

De rige lande har lovet en årlig klimafond på 100 mia. dollars til udviklingslandene, og de fattige lande har stillet som betingelse for at sige ja til klimamål, at disse penge kommer – og at de ikke tages fra de bistandsmidler, som allerede doneres. De fattige lande kræver samtidig vished for, at der kommer penge nok til klimatilpasning. Frygten er, at de rige lande vil glemme de klimaprojekter, som ikke er rentable for dem selv, f.eks. bygning af diger.

Ambitioner:

De fleste lande erkender, at det skal være muligt at skrue op for ambitionerne for at sikre større CO2-reduktioner og en bedre klimafinansiering. EU ønsker en femårig evaluering, men siger samtidig, at man ikke selv vil gøre noget før 2030. Det er ikke godt nok, mener de små østater, afrikanske lande og USA. Amerikanerne er klar til at se på, om deres mål skal skærpes allerede efter fem år.

Temperaturmål:

En maksimal stigning i temperaturen på to grader inden udgangen af dette århundrede har siden COP15 i København i 2009 været målet. De seneste uger har et flertal af landene talt for, at det mål skal sænkes til højest 1,5 grader. Begge tal står i det sene- ste udkast. De meget ambitiøse lande anført af de små østater kæmper for 1,5 grader, men frygter bl.a. SaudiArabien, som støtter målet – men til gengæld ønsker at få fjernet nogle af de konkrete tiltag, der skal sikre, at verdens lande rent faktisk kan opfylde målet.

Sidst på dagen i går meddelte EU’s klimakommissær, Miguel Arias Cañete, at EU ønsker flere fremskridt og en mere ambitiøs aftale. EU efterlyser forbedringer, når det gælder de langsigtede mål for reduktion af CO2-udledninger, hvor tit der skal følges op på løfterne og eventuelt strammes op på klimamålene, og ikke mindst åbenhed i hele processen, så det kan kontrolleres, om landene leverer på deres løfter.

EU-landene vil i 2030 selv have skåret 40 pct. af deres udledninger og vil 20 år senere – i 2050 – have reduceret med 50 pct. set i forhold til udledningen i 1990.

EU’s langsigtede mål er, at EU-landene i år 2100 slet ikke har nogen udledninger.

Jyllands-Postens udsendte medarbejder