For meget ufarlig vellyd
Rockstjernen og guitaridolet Eric Clapton fyldte 70 år den 30. marts 2015. Ny udgivelse indrammer hans fødselsdagskoncerter i maj i år i Royal Albert Hall.
Han kommer ind på scenen i sneakers og i en blå skjorte, der hænger uden på de løstsiddende jeans. Han kunne forveksles med en erfaren partner på et reklamebureau. Det er briten Eric Clapton, en af rockmusikkens mest betydningsfulde skikkelser. Han er kort forinden fyldt 70 år og skal i gang med en udsolgt koncert i Royal Albert Hall i London.
Han elsker at give koncerter i den majestætiske indendørs arena, der åbnede i maj 1871 og siden har været ramme om forestillinger med ballet, opera, cirkus og både klassiske koncerter og shows med en række af rockmusikkens største. Det giver prestige at have spillet der én gang. Clapton har siden 1964 på forskellig vis optrådt i den smukke bygning over 200 gange.
To tryghedszoner var nok
Da han besluttede at markere sin 70-års fødselsdag, valgte han Madison Square Garden i New York som sin ene koncertresidens, mens Royal Albert Hall blev den anden. Ikke noget med at tage rundt på en lang verdensturné. To tryghedszoner var nok. Det skulle være behageligt for hovedpersonen, og koncerterne blev tilløbsstykker. Det var jo noget unikt, og det giver status på chefgangen og ude i kontorlandskabet at kunne sige, at man har oplevet noget særligt.
Den aktuelle udgivelse, én dvd og to cd’er, indfanger en koncert med højt respekterede musikere, der hygger sig og stræber efter at få masser af vellyd, en del blues og lidt jazz ud af de elektriske og akustiske arrangementer.
Men koncerten slår ikke gnister og bliver derfor aldrig spændende. Et problem er, at Clapton aldrig gør sig til showets altdominerende chef. Han er for gavmild med at lade bassist Nathan East og sanger og keyboardspiller Paul Carrack få rampelys, mens der er en irriterende blødhed over Steve Gadds trommespil. Et andet problem er, at fødselaren stort set undgår at gøre koncerten til en elektrisk og groovy rockende ople- velse. Han kan stadig præstere noget særligt på en akustisk og elektrisk guitar.
Men det virker, som om han ikke har behov for at sætte noget ekstraordinært på spil, samtidig med at han for sjældent opsøger den pågående stil, der kan ruske op i både band og publikum.
Klassikere som ”Layla” og ”Cocaine” bliver alt for polerede i forhold til de oprindelige studieindspilninger og tidligere liveudgaver.
På Claptons smukke kærlighedserklæring ”Wonderful Tonight” udebliver magien på grund af Eric Claptons uskarpe sangforedrag. Hans betoninger virker forkerte, og han spiller for lidt med sine vokale muskler.
Med det vilde liv, Clapton levede engang, er det okay, at han passer bedre på sig selv. Den 70-årige udgave af det britiske rockikon er dog alt for meget pæn og ufarlig vellyd.
ROCK ERIC CLAPTON SLOWHAND AT 70 - LIVE AT THE ROYAL ALBERT HALL Eagle Vision