Gensidig kontrol

står stadigvæk, 76 år efter at den blev udgivet, og længe efter at det uheldssvangre årstal er passeret, som den ultimative beskrivelse af det totale overvågningssamfund, administreret af et diktatorisk, menneskefjendsk regime.

Intet kan borgeren foretage sig, uden at Store Broder kigger og lytter med, og intet kan borgeren gøre imod den systematiske løgn, hvor krig er fred, løgn er sandhed, had er kærlighed, sort er hvidt osv. Forlægget var Sovjetunionen, men det har siden i den offentlige debat været almindeligt at drage paralleller til 1984, når overvågningssamfund og statslige overgreb har været på tale.

Men George Orwell tog fejl,

for der er ét afgørende element, som han ikke kunne forudse, nemlig at det tekniske udstyr til den totale overvågning ikke i al evighed ville være forbeholdt statsmagten, men en skønne dag skulle blive hver mands eje.

Overvågning i det offentlige rum, som vi for få årtier siden med afsky vendte os imod, er i dag blevet en ganske naturlig ting i hverdagen og ses ikke som en trussel fra det offentlige, men som en sikring mod kriminalitet og overgreb, og i hvert fald som dokumentation, når kriminaliteten og overgrebene har fundet sted.

Private overvågningskameraer ses overalt, og kort efter terroranslaget i København i februar i år blev der i Folketinget fremlagt et beslutningsforslag om, at alle private kameraer med udsigt til offentlige områder skulle registreres for at lette politiets efterforskning i forbindelse med lignende grov kriminalitet.

Nu til dags er mobilt optageudstyr for langt de fleste en del af den daglige påklædning, idet ganske almindelige mobiltelefoner er udstyret med både mikrofon, kamera og lagerkapacitet.

Det betyder, at også myndighederne må tåle at blive kigget i kortene, og det kan da ganske rigtigt være generende for eksempelvis en politibetjent, der måtte tage magtmonomolet lidt for bogstaveligt, at se sin handlemåde dokumenteret med både lyd og levende billeder.

I gårsdagens udgave kunne denne avis berette, at det også inden for lægeverdenen er blevet almindeligt, at sundhedspersonalets handlemåde dokumenteres med lyd- og billedoptagelser, somme tider i det skjulte.

For de ansatte i sundhedssektoren opleves det ifølge det oplyste som et tillidsbrud i forholdet mellem eksempelvis læge og patient, og det kan da også været et resultat af, at patienten ønsker at kunne dokumentere, hvad der er sket. Måske fordi der allerede er opstået mistillid, måske bare for en sikkerheds skyld.

Hvad man end måtte mene

om det, er lyd- og billedoptagelser blevet en naturlig del af hverdagen, og det positive ved sagen er, at det netop er blevet hver mands eje og kan bruges til at dokumentere vanskelige og måske kontroversielle situationer, hvor borgeren uden dokumentation ville stå svagt. I yderste konsekvens kan man sige, at sådanne lyd- og billedoptagelser er den almindelige borgers værn mod et system, som er til for at betjene borgerne korrekt, men ikke altid gør det.

For den stærke part, offentlighedens repræsentant, er det bedste værn mod ubehagelige overraskelser meget enkelt udtrykt: Gør eller sig aldrig noget, som ikke kan tåle gensyn på en lyd- eller billedoptagelse.