Videbegærlighed værd at støtte

af vor videbegærlighed og fantasi. Gennem snart 30 år har langt over 1.000 medicinstuderende taget et år ud af studiet for at forske. Det har resulteret i særdeles værdifuld forskning på internationalt niveau, som de unge har udført i samarbejde med deres vejledere. Det har givet de medicinstuderende et nyt perspektiv på det at studere – efter manges udsagn det overblik, der har gjort, at resten af studiet er blevet mere effektivt. Det er noget, der også fremgik af en evaluering for år tilbage, mens ordningen var noget mere fleksibel, hvor det viste sig, at det år, der blev anvendt til forskning, i virkeligheden kun medførte en effektiv forlængelse af studietiden på tre måneder.

Både studerende og vejledere samt det danske og det internationale samfund har haft stor glæde af ordningen.

Ved Aarhus Universitet er det eksempelvis omkring en femtedel af de studerende, der på helt frivillig basis vælger et sådant forskningsår. Centralt på ministerielt niveau har man imidlertid aldrig rigtig forstået ordningen. I midten af 1990’erne kom den første evaluering af forskningsåret; en evaluering, der på alle punkter vi-

Danmark skal leve

ste, at forskningsåret var fremragende, men det forhindrede ikke det ministerium, der dengang havde ansvaret for universiteterne i at forlange det nedlagt. Det var Undervisningsministeriet, og de ville under ingen omstændigheder understøtte forskning endsige forskerrekruttering. Alle former for statslige ressourcer til forskningsåret blev fjernet, men eftersom universiteterne, specielt i Aarhus og i Syddanmark, mente, at tilbuddet var uundværligt, fortsatte man ved egen kraft, ofte med støtte fra såvel Det Frie Forskningsråd samt private fonde. På daværende tidspunkt ophørte forskningsåret med at være en del af SU-systemet og undervisningssystemet. Der er med andre ord tale om, at den studerende helt går ud og derfor ikke længere belaster undervisningsøkonomi og SU-system. De er helt udenfor.

Universitetet straffes

Men det forstår man desværre ikke i ministerierne. Her betragter man forskningsåret som en forlængelse af studiet, og derfor har det ifølge fremdriftsreformen været forbudt, lige som universitetet bliver straffet for ikke at sende de studerende igennem på fastsat tid, ved at man ikke har udbetalt den såkaldte færdiggørelsesbonus.

Eksempelvis har Institut for Klinisk Medicin i Aarhus prioriteret at miste op imod 10 mio. kr. om året i bonus ved fortsat at sikre, at de unge kan gennemføre og realisere deres forskningsaktivitet.

Men nu går den ikke længere. Med de udsigter, der er for universiteterne, med den nye finanslov og med den kraftige nedprioritering af forskning, som regeringen og de blå parter har gennemført, kan man ikke rent økonomisk klare det længere.

Pølsitetet på vej

Man må kapitulere og indføre ”pølsitetet”, som folketingsmedlem fra Liberal Alliance Henrik Dahl har kaldt den konvertering, der er sket fra universitet til pølsitet, og der er ikke andre steder, man kan hente pengene, altså ikke pengene til forskningsåret, dem kan man godt finde, men tabet af undervisningsmidlerne. Bare gennem de seneste fire år er den økonomi, der er til rådighed for gennemførelse af medicinstudiet reduceret med 20.000 kr. pr. studerende, og det er ikke noget, man kan rationalisere sig ud af. De ”klasseværelser” og de lærerkræfter, der skal benyttes til at gennemføre studiet, afhænger af sygehusenes kapacitet og dækning med speciallæger.

Her efter så mange år kunne det trods ministeriernes vedholdende mangel på forståelse være fantastisk, hvis man endelig ville acceptere, at forskningsåret slet ikke belaster systemet, og at det udelukkende bidrager til, at Danmark har fremragende forskning og fremragende forskere på højt internationalt plan.