Åge Hareides hidtil største udfordring

Portræt: Han er den engagerede leder, der insisterer på udsyn. Han har vundet titler i flere lande, men har også modtaget drøje hug i løbet af sine 30 år på bænken. Den kommende landstræner, Åge Hareide, er vendt tilbage til Danmark for at vise, hvad nors

Han er den gavmilde og engagerede leder. Hans dybe Sunnmørsrøst går lige til sagen. Han er imødekommende og dygtig til at håndtere mennesker. Han har meget på hjerte, når han coacher sine spillere under kampene, når han taler med pressen, og når han kvidrer på Twitter. Åge Hareide har et særligt glimt i øjet, lige indtil han ikke har det længere. For nok er den erfarne nordmand blevet rundere med alderen, men han har en grænse. Han ved, hvornår han skal sætte foden ned.

Svenskerne elsker ham, mens hans landsmænd er delte på spørgsmålet. Og nu er det så danskernes tur. Hareide, der var norsk landstræner fra 2003 til 2008, og som senest har haft stor succes i Malmö FF, tiltræder per 1. januar som dansk landstræner. Dermed fortsætter den norske fodboldtræner sin skandinaviske odyssé, der tilbage i 2000 bragte ham til Brøndby.

Med ansættelsen i Dansk Boldspil-Union bliver Hareide den kun fjerde mand, der står i spidsen for mere end én nordisk nation. Lars Lagerbäck har haft ansvaret for Sverige og Island, Bo Johansson for Island og Danmark og Richard Møller Nielsen for Danmark og Finland. Men ingen har tidligere ledet to skandinaviske landshold.

I Norge anser man jobbet som dansk landstræner for at være den 62-årige Hareides hidtil største udfordring. Nordmændene vælger traditionelt blandt deres egne. I 41 år har man bare haft én udenlandsk chef: svenske Tord Grip, der fik syv kampe uden at vinde. Forskellen til Danmark er til at få øje på. Siden 1962 har det rød-hvide landshold været styret af skiftevis en dansker og en udlænding. Også i Norge er hvervet som dansk landstræner blandt de mest prestigefyldte.

Hareides første opgave bliver at kvalificere Danmark til VM i Rusland i 2018. Fra september går det løs mod fem østeuropæiske modstandere: Rumænien, Polen, Montenegro, Armenien og Kasakhstan. Sidst nordmanden skulle forsøge at nå en slutrunde, mislykkedes det.

Manglende resultater

Hareide blev ansat som norsk landstræner i slutningen af 2003 og var udset til at fortsætte den udvikling af landsholdsfodbolden, som Nils Johan Semb havde iværksat oven på Egil ”Drillo” Olsens succesfulde, men også sekteriske 1990'ere. Norge skulle spille fodbold langs jorden. Den del lykkedes i store træk for Hareide, men resultaterne udeblev.

Man gik glip af VM 2006 efter en ellers fornuftig kvalifikationsturnering og to små playoff-nederlag til Tjekkiet. EM-kvalifikationen to år senere var mere ujævn. Her blev man treer i sin gruppe efter Grækenland og Tyrkiet. Drillo benyttede ikke overraskende lejligheden til at kritisere Hareides lidt for artige spillestil.

Presset tog til, og efter en skidt start på kvalifikationen til VM 2010 mente næsten tre fjerdedele af nordmændene i en afstemning på dagbladet VG’s hjemmeside, at Hareide skulle fyres. Landstræneren kom fodboldforbundet (NFF) i forkøbet og annoncerede selv sin afgang på et pressemøde i december 2009.

Faktisk begyndte palaveren allerede ved ansættelsen af Hareide. Han havde netop vundet The Double i sin første sæson med Rosenborg og havde takket ja til NFF’s tilbud. Tilsagnet vakte furore i Rosenborg, hvor sportsdirektør Rune Bratseth undsagde sin tidligere træner i skarpe vendinger. Det var ikke første gang, Hareide mødte stejl modstand.

Flirten med England

Åge Fridtjof Hareide markerede sig som spiller i Molde FK fra midten af 1970'erne. Han var den ranke og tilbagelænede, men kontante forsvarsspiller og blev sammenlignet med Jack Charlton. Han opnåede 50 landskampe og blev den kun anden nordmand i engelsk fodbold, før han mod slutningen af karrieren vendte hjem til Molde som spillende træner.

Efter et par år som chef på banen blev Hareide i 1987 regulær cheftræner i klubben, der måtte finde sig i rollen som den evige toer efter Rosenborg. Det var i disse år, at Kjell Inge Røkke vendte tilbage til Norge efter flere års eksil i USA. Den driftige milliardær kastede sin kærlighed på hjembyen og var hovedkraften bag opførelsen af klubbens nye stadion. Røkke og Hareide blev venner, og førstnævnte drømte store tanker. Han ville til England, og han ville have Molde-træneren med.

Hareide havde spillet i Manchester City i 1981/82, hvorefter han havde tilbragt to sæsoner i Norwich. Sammen med partneren Bjørn Rune Gjelsten undersøgte Røkke markedet. Duoen forsøgte sig i Manchester City og Leeds United, før de i 1997 havde mere held i Wimbledon.

Den excentriske ejer, libanesiske Sam Hamman, overdrog nøglerne til The Crazy Gang til Gjelsten og Røkke, der ville indsætte sin gamle ven som manager. Hareide lignede den første norske manager i Premier League. Men skiftet blev aldrig til noget. I stedet beholdt Joe Kinnear sit job, mens Hareide drog til Helsingborgs IF, hvor han vandt den svenske pokaltitel i 1998 og mesterskabet året efter. Skæbnens ironi ville, at Kinnear fik et hjerteanfald i foråret 1999 og tråd- te tilbage få måneder senere. Afløseren var ingen ringere end Drillo, Hareides landsmand og gamle uven.

Dog havde succesen i Sverige fået flere klubber i Norden til at vise interesse.

Det længste strå

Brøndby og Per Bjerregaard trak det længste strå. Hareide skulle udfylde Ebbe Skovdahls store sko, men overgangen var mildest talt rodet. Skovdahl tegnede kontrakt med Aberdeen i sommeren 1999, men da Hareide først kunne overtage ansvaret i Brøndby fra årsskiftet, passede klubmanden Tom Køhlert butikken i efteråret.

Hareide havde et rekord- stort transferbudget til rådighed. Han købte Magnus Svensson i Viking for 12 mio. kroner. Aldrig tidligere havde en superligaklub brugt så mange penge på én spiller. Derudover hentede han landsmændene Roger Helland og Stig Inge Bjørnebye samt svenskerne Krister Nordin og Mattias Jonson.

Nordmændene skuffede, svenskerne fik succes, men overordnet set slog de dyre udlændinge revner i den særlige Brøndby-kultur. Hareide brugte Helland frem for Kenneth Rasmussen og fik fansene på nakken for det. I omklædningsrummet havnede nordmanden i et ingenmandsland mellem på den ene side nyindkøbene og på den anden side de gamle Brøndby-drenge.

Direkte konfrontationer

Det blev til en sølvmedalje i Hareides første halvsæson og endnu en andenplads i den første fulde sæson, denne gang efter FC København. Nordmanden nåede aldrig at fuldføre sin tredje og sidste sæson på Vestegnen. Efter en stribe dårlige resultater i foråret 2002, bare seks kampe før sæsonafslutningen og midt i et intenst mesterskabskapløb med FCK, valgte Hareide at sige stop. Køhlert tog over, og Brøndby endte med at vinde sit niende mesterskab.