Uprofessionelt

Det er svært, for ikke at sige nærmest umuligt, at bo i Aarhus uden at måtte forholde sig til AGF. Det var ikke kun Tage Skou-Hansen, der mente det.

Selv aarhusianere, der ikke føler synderligt for fodbold, er i sociale sammenhænge ofte bedst hjulpet, hvis de kender resultatet af seneste kamp. Hvor alt fra inkarnerede fans til alment fodboldinteresserede kan have en høj tolerancetærskel i forhold til klubben, gør det samme sig ikke nødvendigvis gældende hos de aarhusianere, for hvem AGF i ordets bedste betydning er en uadskillelig del af byens selvforståelse. I den forløbne uge er der blevet trukket store veksler på tolerancen blandt de svorne AGF-tilhængere, mens de ikkefodboldinteresserede aarhusianere formentlig føler sig bekræftede i deres opfattelse af, at professionel fodbold egentlig ikke rigtigt er kommet til Aarhus.

Hvad mange ofte synes at glemme er, at AGF – eller rettere Aarhus Elite A/S – er et børsnoteret selskab, der bør måles ud fra de samme normer som andre børsnoterede selskaber. I udgangspunktet er der følgelig ingen principiel forskel på Aarhus Elite A/S og A.P. Møller – Mærsk A/S, men denne virkelighed synes ikke at være trængt ind hos de ansvarlige.

Ret beset er AGF en del af underholdsindustrien og skal derfor i en praktisk virkelighed naturligvis ikke måles efter ganske samme alen som A.P. Møller – Mærsk.

Adfærden må gerne være mere farverig end i den verdensomspændende rederikoncern, men det turde være evident, at der aldrig må blive gået på kompromis med professionalismen. Det er ikke desto mindre, hvad der hyppigt synes at ske.

I sin kommentar på side 12 siger sportsredaktør Christian Thye-Petersen, hvad der bør siges om de seneste eskapader.

Hvad der for alvor må undre er, at i en situation, hvor AGF forsøger at vinde gehør for, at byen bør have et nyt fodboldstadion, og tilsyneladende forventer en betydelig kommunal medfinansiering, udviser ledende medarbejdere i Aarhus Elite A/S en mangel på dømmekraft, der må få enhver ellers velvilligt indstillet investor til at holde igen.

Den altafgørende forudsætning for, at AGF’s tanker om et nyt stadion kan bevæge sig fra et luftkastel til at blive realiseret, er en selskabsledelse så ætsende skarp, at der aldrig bliver sat spørgsmålstegn ved den langsigtede strategi i almindelighed eller troværdigheden i særdeleshed.

Når selv de ikkefodboldinteresserede aarhusianere føler en vis forpligtelse til at følge ”byens hold” turde det være selvindlysende, at ”byens hold” – og da især ledelsen af det børsnoterede selskab Aarhus Elite A/S – kvitterer med en uangribelig professionalisme. AGF er desværre sin egen værste fjende, og det er svært ikke at udtrykke en stilfærdig undren over, hvorfor foretagendet på trods af gentagne personudskiftninger på de ledende poster fortsat synes præget af en til tider selvdestruktiv kultur.

Den konklusion er nærliggende, at årsagen til de manglende sportslige resultater skal søges netop her.