Hvorfor finder man så meget kalk i Danmark?
Det er ikke helt ufarligt at færdes ved Møns Klint, da der fra tid til anden sker nedstyrtninger. Hvorfor finder man så meget kalk i Danmark? Viden har talt med Finn Surlyk, professor emeritus i Geologi ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, G
Hilsen Oliver Regisnoh, København »De fleste har, ligesom læseren, sikkert bemærket, at kalk eller kridt er meget almindeligt i Danmark. Kridtet er især kendt fra Stevns Klint og Møns Klint samt fra de store kridtgrave i Ålborgområdet. Hvis man ser ud over Nordvesteuropa er det imidlertid ikke noget specielt, at der er kridt i undergrunden.
I den sene del af kridttiden, der sluttede for ca. 66 millioner år siden, dækkedes hele vores del af verden af et udstrakt og relativt dybt hav. De omgivende landområder var lavtliggende og nedslidte, klimaet var varmt og tørt, og der blev derfor kun ført meget lidt sand og ler ud i havet.
Samtidig var havet domineret af store opblomstringer af encellede alger med kalkskelet, de såkaldte kalkflagellater eller coccolithophorider. Disse skeletter var opbygget af mindre plader, coccolither, der i diameter var omkring kun en tusindedel af en millimeter. Produktionen af disse alger i havet var enorm, og deres skaller dannede over et tidsrum på 30 millioner år op til flere hundrede meter tykke lag på havbunden, der langsomt sank ind gennem årmillionerne.
Disse lag er ved langt senere hævning af undergrunden bragt op til jordoverfladen, hvor de kan ses i dag. I England er de velkendte. Her tænker jeg især på ”the White cliffs of Dover”, som er et nationalsymbol, næsten mere end Møns Klint er det i Danmark. Betragter man Holland og Belgien findes der her især mange store kridtgrave omkring byen Maastricht, som har givet navn til den sidste
MØNS KLINT periode i kridttiden, der benævnes Maastrichtien. Kridtet findes også blottet i Nordtyskland, hvor de store grave især er velkendt fra øen Rügen. Her ser kridtlagene nærmest ud som et spejlbillede af Møns Klint, hvor kridtet er presset op i store stejlt stillede flager af isen i sidste istid.
Kridt er således en yderst karakteristisk bjergart i store dele af Nordeuropa, der selvfølgelig er særligt iøjnefaldende på grund af den kridhvide farve, der afspejler, at det stort set ikke indeholder ler. Lag fra den efterfølgende tertiærtid består derimod hovedsagelig af kedsommeligt sand og mørkt ler, der ikke er nær så spektakulært, selv om disse lag også er vidt udbredte.
Det danske grundvand er meget kalkholdigt – derfor den gode smag – især i det østlige Sjælland og i Nordjylland, hvor kalken ligger tæt på overfladen. I Vestjylland, hvor kalken ligger dybere begravet i undergrunden, er vandet mere ”blødt”, dvs. mindre kalkholdigt, og derfor yderst velegnet til tebrygning.
Kridt eller skrivekridt er den almindelige danske betegnelse for den bløde hvide bjergart, der ses i Stevns Klints nederste lag, i Møns Klint og i Nordjylland – især omkring Ålborg og Thisted. Kalk eller kalksten er en general betegnelse for bjergarter, der består af kalciumkarbonat (CaCO3).
Kridt er derfor blot en speciel type kalksten. Kridt med stort K er derimod den officielle og formelle betegnelse for en geologisk jordperiode og må ej forveksles med kalkstenen kridt.« THE WHITE CLIFFS OF DOVER