En skarp politisk hjerne, en mandschauvinist og klimaets bedste ven
Klimatopmødets chef, Laurent Fabius, er en af Frankrigs dygtigste politiske håndværkere. Topmødet kan blive hans sidste sejr.
PARIS Laurent Fabius er ikke en af den slags politikere, vælgerne har lyst til at drikke en øl med. Han er ikke kendt for at være hverken social eller folkelig. Men lørdag var der store smil, en den-er-go’tommeltot i vejret og mistænkeligt klare øjne fra chefen for klimatopmødet i Paris, Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius.
Her høstede han frugten af sit utrættelige arbejde for at få en uventet ambitiøs klimaaftale i hus.
En opgave, som de fleste i forvejen havde afskrevet som uløselig. Men Fabius – en af sin generations mest blændende diplomater – begyndte i god tid og satte hele udenrigstjenesten (den næststørste i verden) ind på sagen.
Klimaet havde fået sig en betydningsfuld allieret.
Hvem skal passe barnet?
Laurent Fabius er født i Paris og vokset op i en velhavende jødisk familie, som har skabt sin formue i kunstverdenen. Den senere COP21chef har fortsat aktier i branchen, men det var fra begyndelsen politik, som interesserede ham.
Det hele begyndte, da den kommende franske præsident Francois Mitterrand i 1970’erne bemærkede den unge Fabius, som netop var blevet udklækket fra en af de mest prestigefulde skoler i Frankrig, Ecole Nationale d’Administration.
Da socialisterne kom til magten i 1981, blev Fabius straks udnævnt til minister. Tre år senere udnævnte præsidenten ham til Frankrigs yngste premierminister, 37 år gammel.
Siden har han besat et væld af betydningsfulde poster. I 2006 forsøgte han at blive stillet op som sit partis præsidentkandidat. Da hans værste modstander, Frankrigs nuværende miljøminister, Segolène Royal, også stillede op, spurgte Fabius:
»Men hvem skal så passe børnene?«
Kort efter slog Royal overlegent sine konkurrenter, så Fabius fik ikke selv chancen for at besidde det ypperste politiske embede i Frankrig. Men sætningen har franskmændene aldrig glemt ham for.
Aldrig mere København
Siden faderen til Ségolène Royals børn – Francois Hollande – blev præsident i 2012, har Fabius til gengæld fået opfyldt en anden drøm: At stå i spidsen for fransk diplomati. En rolle, han holder så meget af, at han efter sigende endda har afvist igen at blive premierminister.
Som udenrigsminister var han en af dem, der var med til at overtale Hollande til at John Kerry, udenrigsminister, USA kandidere til at være vært for det næste klimatopmøde. Ikke at der var så mange kandidater – kun få troede på, at mødet kunne ende lykkeligt. Og mange huskede til gengæld mødet i København i 2009, som endte i en international fiasko.
Men for Laurent Fabius var her en sjælden chance for at stråle på verdensscenen – og det gjorde han.
Ikke mindst sørgede han for at sætte sig godt ind i tingene. Han og hans folk har gennemført en reel maraton for at komme så langt i forhandlingerne som muligt op til mødets start. Det inkluderede også en tur til Grønland for at se den is, som alle taler om.
Fra hans amerikanske kollega – USA’s udenrigsminister, John Kerry – lød det under mødet:
»Det er ikke mit første klimamøde, men der er noget anderledes denne gang: Niveauet af forberedelsen har været helt ekstraordinært,« lød det.
Jyllands-Postens korrespondent
Sydafrikanske metoder
Der blev heller ikke sparet på kreativiteten undervejs. F.eks. valgte Fabius at bruge en metode, der blev kendt under klimamødet i Sydafrika; nemlig at holde møder udelukkende med delegationsledere og to af deres nærmeste. Hele tiden gjorde han meget ud af at understrege, hvor han lærte metoden at kende. En måde indirekte at anerkende Sydafrikas indsats på.
Måske er det sidste gang, Fabius’ mange meritter bliver sat til at løse gordiske knuder.
Rygtet lyder, at han overvejer at trække sig som minister og blive formand for det franske forfatningsråd. Det afslører han sandsynligvis ikke i de kommende dage. Her forventes han at forsøge at indhente den søvn, han ikke har fået i flere uger.