Klimasuccesen

FN’s 21. klimakonference i Paris blev en succes. Alene det faktum, at 195 lande kunne nå til enighed om en global klimaaftale, er i sig selv historisk.

I de seks år, der er gået siden fiaskoen i København, har de fleste lande oplevet mere ekstremt vejr, herunder højere temperaturer. Derfor var der også hos de mere fodslæbende lande denne gang ikke længere nogen reel diskussion om de videnskabelige data.

Hvor Kina i København ikke var parat til at tage et realpolitisk livtag med andre store økonomier, var situationen i Paris en anden. Det ville også være svært at forestille sig andet, da myndighederne i Beijing – mens klimatopmødet i Paris pågik – måtte tænde den røde alarm på grund af luftforureningen over den kinesiske hovedstad.

Uundgåeligt bliver succesen i Paris

holdt op mod fiaskoen i København for seks år siden; og herunder har ikke så få kommentatorer hæftet sig ved forskellene på værtslandenes håndtering af de to topmøder.

Hvor Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, modtager uforbeholden ros for styringen; især da klimatopmødet i den forgangne uge ramte en midtvejskrise, erindrer bl.a. det tyske magasin Der Spiegel om »den videnfattige og arrogante forhandlingsledelse« i København under daværende klimaminister Connie Hedegaard, der siden overlod opgaven til statsminister Lars Løkke Rasmussen på et tidspunkt, da fiaskoen var noget nær en fuldbyrdet kendsgerning.

Retfærdigvis skal siges, at kompromisviljen var anderledes til stede i Paris end i København, og hvor aftaleudkastet i København var på 300 sider, er Paris-aftalen kun på 31 sider.

Imidlertid er selv et så overskueligt dokument ikke noget værd, med mindre alle lande honorerer det. Kun maksimal åbenhed i de enkelte lande kan sikre, at aftalen overholdes.

USA’s præsident, Barack Obama, har knyttet stor personlig prestige til indgåelsen af den globale klimaaftale, men der består fortsat betydelig usikkerhed omkring den amerikanske holdning. De republikanske præsidentkandidater har enten undsagt aftalen eller også forholdt sig fuldstændigt tavse. Et gennemgående træk i den forløbne del af præsidentvalgkampen har været, at de republikanske kandidater ikke har lyst til dybtgående debatter om miljø- og klimaspørgsmål. Hvis partiet vinder præsidentposten tilbage, vil der følgelig blive skabt tvivl om, hvorvidt USA vil honorere aftalen.

Med aftalen har verdens lande nu forpligtet sig til at reducere udledningen af drivhusgasser i et sådant omfang, at den globale gennemsnitstemperatur i resten af dette århundrede ikke må stige med mere end højest 2 grader celsius. Lever alle lande op til de mål, som de har erklæret at ville nå, vil temperaturstigningen måske endda kunne begrænses til 1,5 grader, hvilket i sig selv kan vise sig ganske udfordrende.

Når der er grund til en vis optimisme,

er det netop, fordi stadig flere lande i de senere år har fået anskuelighedsundervisning i konsekvenserne af især at anvende forkerte eller forældede teknologiske løsninger.

Derfor var det positivt, at Microsoft-grundlæggeren, Bill Gates, i Paris stillede sig i spidsen for et initiativ, der vil søge teknologiske løsninger på klimaudfordringerne. Dette er præcis den rigtige vej at gå, og vi kan kun håbe, at det energipolitiske flertal i Folketinget har lyttet. Danmarks energipolitik koster hvert år forbrugerne svimlende milliardbeløb, som kanaliseres over i statsstøtte til især vindenergi, der ikke kan stå sig i en fri, markedsøkonomisk konkurrence.