Muslimerne og førmoderniteten
har evig ret i, at jihadisterne er et lille mindretal blandt muslimerne, og at vi vesterlændinge derfor ikke skal sætte lighedstegn mellem muslimer og disse tilhængere af den bevidst voldelige jihadisme, som øver terror og er allerfarligst, fordi den er en martyrideologi.
I sin fine kronik påpeger Skovgaard-Petersen også udtrykkeligt, at alle muslimer tager udgangspunkt i Koranen, dvs. i »et førmoderne skrift, som afspejler den tid, den er blevet til i«, men når han påstår, at jihadisterne kun kan bekæmpes religiøst og ideologisk af deres egne trosfæller, er det en utilstrækkelig bedømmelse af den aktuelle og dybt ulykkelige konflikt, for så ligger det snublende nært at se striden som muslimernes egen sag. Og det er den netop ikke, og det bliver den aldrig, så længe muslimerne ikke holder sig pænt inden for deres egne vægge og mure.
Den afgørende forskel mellem dem og os er nemlig, at vi vesterlændinge ikke på samme måde er bundet til et førmoderne helligt skrift, som muslimerne er til Koranen. Vi er tværtimod i den del af vesterlandet, der hedder Europa, generelt blevet moderne og sekulariserede mennesker ved
Jakob Skovgaard-Petersen
stort set at have frigjort os fra dogmatisk og fundamentalistisk bibelfortolkning. Vi har stadig kulturelt set kristendommen som forudsætning ved siden af nordisk og græsk oldtidskultur samt renæssance og naturvidenskab, og vi er fortsat dybt inspireret af evangelierne, men den dybeste del af denne inspiration er ikke – som de fleste præster i dag prædiker – en blot og bar næstekærlighed (humanisme), men tværtimod en dybt provokerende og forargelig afstandtagen til al autoriseret moral og al autoriseret magt.
Verdsliggørelsen, der begyndte i 1500-tallet, er hverken et simpelt brud med kirkens økonomiske og politiske magt eller en simpel gudløshed eller ateisme, men tværtimod en emergent ny gevinst i den europæiske kultur, som for første gang i historien fastslog, at mennesket ikke udelukkende er et produkt af evolution, økonomi og politik, men i allerhøjeste grad også er et åndsvæsen med et frit sjæleliv.
Frigørelse fra dogmatisk kontrol
I Nord- og Vesteuropa udvikledes et demokrati, der hænger uløseligt sammen med frigørelsen fra al dogmatisk kontrol fra både kirkeligt-teologisk og politisk-ideologisk hold. Den Franske Revolutions store idealer om frihed, lighed og broderskab førte langsomt og med nogen usikkerhed til såvel afskaffelse af enevælde, adelsvælde og præstevælde som frigørelsen af borgerne, bønderne, arbejderne og kvinderne. Og resultatet blev ikke anarki eller total moralsk opløsning, men en tolerance, diversitet og kreativitet, som førte frem til en velstand og velfærd, som vi alle hidtil har nydt godt af, og som først for nylig er udfordret af den globale befolkningstilvækst, folkevandring, miljøforurening og den europæiske elitisme og svigtende oplysning.
Den økonomiske overklasse og det politiske system savner – som det klart fremgik af folkeafstemningen 3. december – enhver forståelse af, hvad der rører sig i den almindelige befolkning, og desværre er denne selv ramt af en fundamental uvidenhed om, hvorfor den elitære tænkning, den snævre nyttemoral og den ensidige magtkamp undergraver folkets sundhed og sammenhængskraft. Og selvsamme uvidenhed ligger bag hele forvirringen om, hvad vi skal stille op med den muslimske invasion.
Hverken eliten eller folket har den nødvendige oplysning om, at sekulariseringen kræver en uophørlig frigørelse fra alle ydre autoriteter og en uophørlig opdatering af indsigten i, hvordan vi uden om alle ydre autoriteter bevarer og udvikler en konsistent etik, der sørger for overvægt af det gode i livet uden om al underkastelse. Har vi først vundet denne indsigt, giver kampen mod såvel elitens overgreb som den muslimske invasion sig af sig selv.