Har du penge, så må du gå ...

”Der bor en bager...” er disse ord blevet et velkendt ordsprog: »Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå«.

I Danmark følger vi dog ikke længere den ellers så berømte frase, for vores velfærdsstat har ganske enkelt tromlet fornuften og bagvendt ordsproget med dens forfejlede ydelser og enorme omfordeling. En omfordeling, der er så misforstået, at vi lader de selvforsørgende blive rippet i skat, mens vi i blinde symptombehandler tusindvis af borgere uden for arbejdsmarkedet, når vi smider bjørnetjenester i form af penge i nakken på dem.

Den grådige velfærdsmentalitet har længe truet verdens lykkeligste folkefærd og har nu spændt ben for velfærden selv.

Kernevelfærden bliver lige nu langsomt begravet af den forfejlede logik, som i øjeblikket hersker og hærger Danmark. Den logik, der med sit uskyldige ansigt fuldstændigt urimeligt beskatter hårdtarbejdende individer og samtidig lader andre tage vores samfundsprivilegier og sikkerhedsnet komplet for givet. En logik, som lader vores forskellige ydelser opfattes som selvfølgeligheder, der ikke behøves at kæmpes for eller gøres fortjent til.

Fra den gamle sang

Mellemklasse-klynk

Vi har udviklet en pilskæv opfattelse, som forudsætter, at samtlige af vores velfærdsgoder er helt basale menneskerettigheder, som alle da har krav på – uanset om man i realiteten behøver dem, eller sagtens kan forsørge sig selv. Den velfærdsstat, som alene burde tage sig af de svageste og yde kernevelfærd til samfundet, har ført til uberettiget mellemklasseklynk og en irrationel opfattelse af forsørgelse i Danmark.

Vi yder dagpenge til nye universitetsuddannede, som mener, de er overkvalificerede til jobbet i den lokale Netto, imens vi beskatter slidende borgere, som knokler for egen opretholdelse – og endda også for opretholdelse for dem, der ikke kan selv. De uretfærdige beskatninger og den inflation, der er gået i velfærdsstatens gavebod, går ud over de reelt svageste.

Vi er nødsagede til at foretage en U-vending, vende ansigtet mod det gamle ordsprog og lade det påvirke Danmark fremover. Heldigvis skal ingen i Danmark ”gå”, hvis de ingen penge har. Men hvis de har muligheden for at arbejde og ikke vil, er vi som samfund nødsaget til at lade dem gå. Lade dem gå – i stedet for at fastholde dem i den velfærdsbutik, de ikke vil betale i eller ender med aldrig at forlade.

Vi må lade de hårdtarbejdende blive belønnede, yde den nødvendige velfærd til alene de svageste og igen lade folk sætte pris på samfundets goder, som i dag bliver fejlfortolket som en selvfølge.

Hvis dette ikke sker, får vi ikke råd til at belønne alle dem, der knokler – og i særdeleshed aldrig råd til dem, som reelt ikke kan arbejde.