Vi bruger ikke pengene to gange

til selv at disponere sine ressourcer er som hovedregel en god idé – for materiel vækst og for et godt liv i det hele taget. Uden dette liberale grundlag havde vi ikke haft det gode samfund vi har.

Der er imidlertid begrænsninger. Vi regulerer brugen af kemikalier fordi virkningen af kemikalier er uigennemskuelig for den enkelte. Vi regulerer brugen af det danske landskab, fordi hvis jeg sætter et hus på toppen af klitten gør 100 andre det også – og så har vi alle lidt et tab.

Så er der detailhandelsreguleringen i planloven. Den er hidtil sket via krav om behovsprognoser, ved grænser for butikkers størrelse i byer afhængig af indbyggertal, ved krav om butikkers placering i forhold til bymidterne m.m. Måske en lidt stiv ordning, men en ordning der har holdt handelen samlet i byerne til glæde for bybefolkningen og det åbne land frit til glæde for os alle.

Nu tænkes disse regler ”liberaliseret”, så kommunerne får friere hænder m.h.t. placering og butiksstørrelse. Er det en god idé? Nej. Af mindst to grunde:

For det første: Det vil føre til overinvestering – medmindre kravet om behovsprognoser fast-

Den enkeltes frihed

holdes for hver enkelt kommune og det sikres, at kommunerne ikke indregner hinandens befolkninger i deres prognoser eller indregner at vinde markedsandele fra hinanden. Ellers bliver der overinvestering. Kunderne bruger jo ikke deres penge til indkøb to gange.

Men er det ikke det samme indenfor industrien – dér blander vi os jo ikke i dispositionerne? Nej, fordi industriens investeringer kan anvendes til andre formål, hvis de viser sig at være for store i forhold til det forudsete behov.

Det kan butikker ikke når de først er opført. Så nye kædebutikker/butikscentre vil med alle midler kæmpe for at trække kunderne til. Og det vil som hovedregel lykkes – på grund af ledelses- og kapitalkraft, der er overlegen i forhold til de enkeltmandsejede butikker i de svagt organiserede bymidter og i forhold til de også svagt stillede butikker ude i de mindre bysamfund.

Nethandel spiller ind

Er der derfor nogen logisk grund til at tro, at en ”liberalisering” som påtænkt, vil medføre en beslutningsproces, der resulterer i en butiksplacering kommunerne imellem og internt i kommunen, som er ønskelig?

Nej, og dette problem forværres af det næste: På grund af udviklingen i nethandelen vil behovet for fysisk butiksareal formindskes i de kommende år. Også selv om øget forbrug trækker den anden vej. Det er slet ikke nok til at kompensere for nethandelens udbredelse, specielt for udvalgsvarer.

Så den politiske styringsopgave m.h.t. detailhandelsareal er at optimere en ”skrumpeproces”. Som gerne skulle efterlade passende med butikker i alle bystørrelser og derudover også give plads for service- og effektivitetsforbedringer indenfor detailhandelen. Dog ikke falsk effektivitetsforbedring, der opnås på bekostning af længere transportafstande – og ledigt butiksareal i bymidterne.

Burde man i stedet for den påtænkte ”liberalisering” skærpe mekanismerne i planloven med henblik på at undgå overinvestering? Og burde man indføre en ny mekanisme med henblik på at understøtte bymidternes relative ledelseskraft og fremme en ”forædling” af bymidternes eksisterende detailhandelsareal? Kunne incitamenter til etablering af ”Byforum” i de eksisterende bymidter være en sådan ny mekanisme? En slags bymidtebestyrelse, der udstyres med passende beføjelser og økonomi, og hvori der samarbejdes mellem bymidtens handlende og ejere og kommunen, alt med henblik på at fastholde og udvikle bymidterne som attraktive handels- og oplevelsessteder.