Selvfølgelig er intet som før …

forsideoverskrift i Berlingske efter endnu en højtidelighed i anledning af endnu en terrorhandling. På billedet står, side om side i tusmørket, Johanne Schmidt-Nielsen og Lars Løkke Rasmussen med hver sin lysende fakkel i hånden, afsyngende ”Kringsatt af Fiender”.

Og det slog mig, da jeg så den forside: De to står da – heller ikke i denne sag – sammen om noget som helst. Og det gør alle vi andre heller ikke. Alle stritter i alle retninger. Nåh, jo, vi kan blive enige om, at vi igen-igen er svært kede af det, når vi står der ved mindehøjtidelighed nummer jeg-ved-snart-ikke-hvad, siden 9/ 11 2001.

Men jo altså mindehøjtideligheder med skiftende indgange: Så er vi newyorkere, så er vi briter, så er vi spaniere, så er vi parisere, så er vi ”Charlie”, så er vi jøder, så er vi Salman Rushdie, Theo van Gogh og Kurt Westergaard, så er vi Dan Uzan. Og så ”står vi sammen”. Så vil vi ”ikke give efter for truslerne”, så vil vi ”ikke lade os kue”, så vil vi ikke ”give køb på demokratiet”, så vil vi ”ikke ændre vores liv, for så har terroristerne vundet”. Og så lægger vi nogle dage efter faklerne og teksten til ”Kringsatt af Fiender” på hylden – klar til næste gang.

Og næste gang kommer! Også til os. Vi ved bare ikke hvornår, hvad og hvor. I mellemtiden afslører de vestlige efterretningstjenester heldigvis det ene ondsindede plot efter det andet. Men de er fuldt bevidste om, at en dag vil deres ellers dygtige overvågning slå fejl. Men skal netop dét grusomme plot forpurres, kræver det, at vi civile hjælper efterretningstjenesterne. Og derfor kan vi ikke bare blive ved med at forsikre hinanden om, at vi intet ændrer. Nej, for intet er som før. Og vi har alle en pligt til, hver fra vort sted, fremover at gøre vores.

”Sammen” – hed en

Det ægte sammenhold

Mens IRA-terrorister huserede i London i 1970’erne og skabte død og ødelæggelse, lærte londonerne den pinsomme lektie. Jovist fortsatte de alle beundringsværdigt deres daglige dont og levede glade deres liv med familie og venner. Men intet var som før: Londonerne holdt op med at gå med skyklapper, og begyndte at se til siderne. De blev årvågne! De holdt øje med alt mistænkeligt og indberettede, hvad de så. Londonerne holdt kort sagt op med at være naive, og hver påtog de sig et personligt ansvar for byens sikkerhed; for hinandens sikkerhed. I skuffen genfandt de det sammenhold, som havde kendetegnet byen under den tyske blitz nogle årtier forinden. Londonerne var ”sammen”. Et ægte sammenhold. Ikke blot sammen om sorgen og mindehøjtidelighederne, men så sandelig også sammen – 24/7 – som politiets nidkære, ivrige, ulønnede medarbejdere i bekæmpelsen af uvæsenet. Lad os tage ved lære af briterne. For selvfølgelig er intet som før…