Folket har talt med mange røster

Kan resultatet af folkeafstemningen tolkes entydigt? Nej, det vidner efterspillet om. Nu står alle i kø for netop at få alt det, som vi – folket – lige har takket nej til. Det er i sig selv en håbløs situation og må blive mødt med undren i landene, som vi

og med mange røster, forvirringen kan synes total, men én ting står klart. Konsekvensen af afstemningen er, at danskerne sagde nej til fælles retsregler for bekæmpelse af pædofili, cybercrime og anden grænseoverskridende kriminalitet.

Danskerne sagde nej til at forblive i Europol, og danskerne sagde nej til at give Folketinget mandat til at gå videre med fælles regler på det retlige område, vel at mærke den del af det retlige område, der har grænseoverskridende karaktér og dermed kræver fælles løsninger.

Kan resultatet af folkeafstemningen tolkes entydigt? Nej, det vidner efterspillet om. Nu står alle i kø, for netop at få alt det vi, folket, lige har takket nej til. Det er i sig selv en håbløs situation, og må blive mødt med undren i landene, som vi indgår i et forpligtende fællesskab med.

For det er netop den gensidige mulighed for at stille krav, der ligger i det forpligtende og adskiller EU fra det mellemstatslige, som nu besynges højt af særligt Enhedslisten. Vi forpligter os på hinanden og i forhold til hinanden. Det hedder solidaritet, sammenhold, én

Folket har talt

for alle, alle for én eller i denne sammenhæng bare overnationalt. Her undrer jeg mig over Enhedslistens linje. Eksempelvis da partiet flittigt støttede den græske premierminister Tsipras i hans forsøg på at få EU til ”at gå væk” i sommer, ville det have været betydeligt mere effektfuldt, om Enhedslistens venstreorienterede stemmer (og fuld respekt for dem), havde virket indefra.

Jeg forestiller mig, at andre vil følge Keld Albrechtsens eksempel og videreføre et ulmende oprør indefra i EL, som insisterer på, at solidaritet går gennem netop forpligtende sammenhold og samarbejde og ikke gennem fantasier om ”noget andet”, som ikke findes.

på den brede midte af dansk politik og næsten samtlige organisationer anbefalede et ja. Naturloven ville tilsige at den var hjemme, og måske var det dét, både vi og ja-partierne troede: Vore vælgere parkerer deres tillid hos os, særligt når det er kompliceret. Her ligger valgets store problem. For danskerne vil vide, oplyses, forstå og selv tage stilling.

Det glæder mig. For viden er til alle tider værnet mod det folkeforførerende, og bliver vi bange, stiller vi os naturligvis på hælene og siger nej.

Denne gang er problemet bare, at nej betød netop usikkerhed, og ja betød sikkerhed.

Men det lykkedes for nejsiden at

Alle partier

vende den dagsorden helt på hovedet. Dygtigt.

Nej kom til at betyde sikkerhed for grundloven. I sig selv noget vrøvl, for det var jo ikke den, der var til afstemning. Nej betød sikkerhed for at bestemme selv på områder, vi naturligvis kun kan regulere sammen med andre. Altså utopi. Den ene nejfløj vil have hermetisk lukkede grænser og mener, at alle løfter gennem politiske aftaler fra andre politikere er utroværdige, medens de i valgkampen lystigt lovede og lovede sikkerhed og tryghed for aftaler, som ingenlunde er enkle og åbenbart mulige.

Den anden fløj vil masser af internationalt samarbejde, men de vil bare have et nyt system. Altså lover de hurtigt og effektivt at opbygge et nyt samarbejde, blot uden det forpligtende element, og hvor tilfældighed og frivillighed råder. Hvordan synes de selv, det går med det? Og kan de troværdigt love noget som helst på den baggrund?

hvad nu? Egentlig ville jeg ønske, at statsministeren ville aflevere nøglerne til Dansk Folkepartis formand. Så kunne han være ansvarlig for nye aftaler og den usikkerhed, Danmark havner i lige om lidt på grund af denne situation. Ikke bare på Europol-området, men på flere af de andre områder også. Hans rejse til Bruxelles og til de andre lande ville være interessant at føl-

Det helt gode spørgsmål er,

ge. Alternativt kunne vi bare lade det blive ved nejet. Det tales der meget om på sociale medier. Her lyder det: Så forstå det dog. Vi vil ikke noget af det EU. Vi vil selv, og vi tror, vi kan selv. O.K. Men her kommer selvfølgelig virkeligheden retur også til Messerschmidt og Enhedslisten. De kan jo ikke på ansvarlig vis holde Danmark ude af internationale aftaler på disse vigtige områder. Områder hvor vi taler sikkerhed, samliv og konkur-

rence.

vel at blive sur, at blive endnu mere overbevist EU-tilhænger eller ligefrem at skælde ud? Så ender det hele godt, vælgerne forstår, og vi tager en ommer?

Nej. Så let bliver det ikke. Men der er selvfølgelig en vej. Den er ikke enkel, men den er dansk – i hvert fald gammel dansk, og den hedder oplysning, dialog og involvering. Det vil vi have i Danmark. Det gør os trygge, fremsynede og

Nå, men så hjælper det

beslutningsdygtige. Derefter tager vi stilling til det, der kommer. På oplyst grundlag.

Det kræver imidlertid noget af alle partier, der grundlæggende går ind for europæisk samarbejde – og som tror på, at alle tidens største udfordringer såsom klima, sikkerhed, fred og stabilitet ved vore (EU’s) grænser, terrorbekæmpelse, it-kriminalitet, vækst, flygtningehåndtering og begrænsning af migration – faktisk italesætter EU’s rolle og viser os, at man søger at påvirke og løse dette inden for fællesskabet. Det kræver, at EU ikke bliver prygelknabe, når noget er svært, og det kræver, at EU ikke bliver glemt, når gode ting skal implementeres i landet. Sagt med andre ord – tæppet skal trækkes fra, og befolkningen må have lov at se, hvad der faktisk foregår, og hvor det foregår. Det skulle vel bare mangle.

I Europabevægelsen tager vi vores del af opgaven på os. Vi er ikke jubeleuropæere med blå sokker på hjernen, nej, vi er moderne tænkende mennesker bosat i Danmark og uenige om meget. En ting er vi enige om, nemlig at Europa og EU er den politiske kamplads, hvor vi i dag kan forlange, at tidens største udfordringer drøftes og belyses. Hvor løsninger besluttes i fællesskab, og hvor vi som nationer forpligter os på, med og for hinanden. Alt det i ønsket om en udvikling af Europa, EU’s institutioner, de enkelte samfund og en fastholdelse af freden og respekt for menneskerettigheder.

Udvikling af projektet kræver borgernes involvering, hvis det skal lykkes. Ikke som en opbakning til eliten og dennes fortræffelighed, men som en borger drevet af efterspørgsel på løsninger af de helt store spørgsmål. Vi er ikke et parti, men vi kan som bevægelse være med til at sikre en løbende og mere intens debat om EU på tværs af Europas grænser og befolkninger og vi kan insistere på, at medier oplyser os bedre og med mere nuance – hele tiden.

at EU forsat vil blive og skal udfordres, men at grundidéen om fredelig samhandel, sameksistens og fælles udvikling af vore samfund ikke er en idé, der pludselig bliver umoderne. Måske tværtimod. Derfor ser jeg også med stor bekymring på debatten om, at nejet den 3. december nu giver anledning til overvejelser om justering af den generelle europapolitiske linje i de traditionelle EU-positive partier. Det kan godt være, at en del af nejsigerne ønsker det. Men det var ikke det, vi stemte om. Vi stemte om et hjørne af EU-samarbejdet. Og nejpartierne må nu bidrage til en løsning på problemerne i forhold til retsområdet.

Vi må huske på, at grundidéerne i det europæiske samarbejde til stadighed bliver vigtigere. Slet og ret fordi udfordringerne er større og alene lader sig løse i et forpligtet, oplyst og udviklet EU med en geografi og historie, der hedder Europa.

Lad mig endelig slå fast,