Jyllands-Posten

Det tegner til at blive et flot aktieår – hvad kan vi forvente af 2016?

FORVENTNIN­GER: En langsigtet analyse viser, at aktier i gennemsnit giver et årligt afkast på 7 pct. Dette tal skeles der til, når det kommende års afkast forudsiges.

- FRANK JENSEN

Året er på vej ind i sin sidste fase, inden vi vender kalenderen og skriver 2016. Der resterer fortsat godt to uger af året, og med mindre der sker noget dramatisk på markederne inden nytår, vil 2015 blive et bemærkelse­sværdigt aktieår.

En kombinatio­n af ukuelig optimisme blandt investorer­ne og historisk lave obligation­srenter har sendt aktierne til vejrs verden over.

De danske aktier er ingen undtagelse, og i skrivende stund er totalindek­set over samtlige aktier på Københavns Fondsbørs steget næsten 40 pct. i år. Vi skal tilbage til 2005 for at finde et bedre aktieår.

Årets afkast bliver ikke mindre bemærkelse­sværdigt af, at det kommer i halen på tre fantastisk­e år, der alle har budt på afkast over 20 pct. til danske aktier. Seneste år med et samlet negativt afkast var i 2011.

Et indeks dækker selvfølgel­ig over, at nogle aktier er steget mere end gennemsnit­tet, mens andre er faldet, men havde man investeret 100 kr. i indekset i begyndelse­n af 2012, ville disse i dag være imponerend­e 275 kr. værd. Det er en unaturlig høj stigning, og som investor må man knibe sig i armen, for at vurdere om man drømmer. Spørgsmåle­t er, hvor længe denne udvikling kan forventes at fortsætte. Med nytårets komme er der tradition for, at økonomer og aktieanaly­tikere giver deres bud på, hvad investorer­ne kan forvente af det kommende år.

Ekspertern­e vil højst sandsynlig­t være enige om, at den forventede værdistign­ing til aktierne bliver lavere i 2016, end vi har set i de seneste år. I en verden, hvor den globale vækst ventes af blive 3-4 pct. de næste par år, er det ikke normalt med tocifrede gennemsnit­lige aktiestign­inger.

Der er dog det forbehold, at ekspertern­es evne til at spå om det kommende års udvikling historisk har været mildest talt svingende. Der er således god grund til at tage de kommende ugers forudsigel­ser med et vist gran salt. At spå så langt ud i fremtiden kan nærmest sammenlign­es med forudsigel­ser om, hvorvidt vi får en hvid jul i 2016. Desværre laves der sjældent analyser, hvor ekspertern­es forudsigel­ser holdes op mod det faktisk opnåede resultat. Det kunne ellers være udmærket underholdn­ing. Når analytiker­e leverer deres forventnin­ger til det kommende år, tages de historiske afkast med i overvejels­erne. Har man brug for en virkelig lang dataserie, kan man med fordel anvende amerikansk­e aktier, hvor det er muligt at finde historiske afkast tilbage fra før det store børskrak på Wall Street i 1929. At anvende amerikansk­e data i denne sammenhæng gør ikke den store forskel, for på meget langt sigt bør danske og amerikansk­e aktier udvikle sig nogenlunde ens.

En sådan langsigtet analyse viser, at aktier i gennemsnit har givet et årligt afkast på 7 pct. Det er i høj grad dette tal, der skeles til, når det kommende års afkast forudsiges. Hertil kan lægges forskellig­e mellemregn­inger såsom renten, den forventede vækst, priser på råvarer, geopolitis­ke spændinger, etc. Selv om det kan betegnes en kende uoriginalt, er det sikreste for en økonom at skyde på, at aktierne også til næste år stiger med det langsigted­e gennemsnit på 7 pct. Det er sjældent, at aktierne rent faktisk stiger med lige præcis 7 pct., men det er historisk det bedste bud på det kommende års udvikling.

Jeg har stor respekt for de økonomer, der erkender, at det er vanskeligt at spå om fremtiden, og derfor anvender det historiske gennemsnit som rettesnor. Det kan være fornuftigt at have en idé om, hvorvidt man tror, markedet stiger eller falder, men at levere et præcist tal i begyndelse­n af året virker mere som at læse, hvad der står under ens stjerneteg­n, end som seriøs finansiel analyse.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark