Slingrevals

Det er noget af en slingrevals, som bystyret har opført, når talen er om adressen Møllegade 5.

Først var bygningen på grunden bevaringsværdig, så kom der en mand med mange penge, som overbeviste bystyret om, at bygningen var noget gammelt bras, som ikke fortjente bedre end at blive revet ned og give plads til en treetagers boligbebyggelse, og det var der stor forståelse for, men nu har rådmanden for teknik og miljø fundet ud af, at bygningen alligevel har historisk værdi og skal bevares.

Lad os håbe, at slingrevalsen stopper der, for vist er denne spøjse lille bygning, som blev tegnet af C.F. Møller og Kay Fisker og i 1935 opført som kontorbygning, bevaringsværdig. Det er et lille stykke speciel Aarhus-arkitektur, som er med til at give byen sit særpræg, hvad også kommunens lokale kulturmiljøråd har påpeget.

Derfra lyder rådet, at bygningen ikke alene bør bevares, men tillige nænsomt restaureres. Balladen om Møllegade 5 begyndte for et par år siden, da kommunen satte det tidligere hovedbibliotek i Mølleparken til salg. Af prospektet fremgik, at køberen kunne få lov til at bygge bag det tidligere bibliotek ud mod Vestergade, men at selve biblioteksbygningen og Møllegade 5 skulle bevares.

Området er nu solgt til konsortiet Biblioteksparken A/S, der vil opføre boliger og hostel, men da der blev tilbudt en højere pris, hvis man kunne få lov til at rive bygningen ned og bygge et treetagers boligkompleks, var kommunen indstillet på at give tilladelsen. I den vurdering vejede det tungt, at der var brug for pengene til det hundedyre nye bibliotek, Dokk1, på havnen.

Nu har miljø- og teknikrådmanden, Kristian Würtz, imidlertid trukket i nødbremsen og indstiller til byrådet, at bygningen alligevel skal bevares.

Det er en god og fornuftig indstilling, for det gør ikke spor, at de smukkeste og mest specielle bygninger bevares for eftertiden og ikke blot kastes i grams for ussel mammon. Det gør ikke noget, at man kan genkende Aarhus. Om baggrunden for rådmandens kursskifte oplyses, at bygningen fejlagtigt har været registreret som opført i 1945, og derfor ikke figurerede i kommunens bevaringsregister.

Da det nu ved nærmere eftersyn viser sig, at huset er fra 1935, anser man forudsætningen for den oprindelige beslutning for ændret og er derfor indstillet på at sælge grunden for en lavere pris, end man kunne have fået, hvis grunden kunne bebygges med et nyt lejlighedskompleks. Det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor man i første omgang gik ind for en bevarelse, og det er ikke videre betryggende, at kommunen således har rod i papirerne, men hvis rådmandens nye indstilling står ved magt og vinder genklang i byrådet, og bygningen bliver både bevaret og nænsomt restaureret, ender historien jo alligevel godt. Ad kringlede omveje.

Ifølge det oplyste er det endnu ikke afgjort, om køberen vil lade sig nøje med et afslag i prisen, eller om handelen forlanges annulleret.