Europæiske imperiedrømme

var så uforståelig i sit oplæg, at den udviklede sig til en afstemning for eller imod EU. Den viste, at der hersker en betydelig skepsis over for EU. Og det er ikke bare her. Af gode grunde. Det er nu særdeles tvivlsomt, om foretagendet vil overleve ”på den lange bane”.

Hvad er gået galt? Tja, hvad startede som en god idé, gik over gevind. Det minder på mange måder om velfærdsstatens historie, som var en god idé, så længe det handlede om at skabe et sikkerhedsnet for de svage, men blev dårlig, da den pludselig skulle være svaret på alle – alles – problemer.

Selve etableringen af en gigantisk, overstatslig, selvkørende tænketank i Bruxelles har vist sig problematisk. Efter Murens fald fik den sin egen dagsorden, og den var overvejende imperialistisk.

Siden har EU ført sig frem som stormagt, men uden dækning. Organisationen er hul i ryggen.

Det er en imperialistisk dagsorden baseret på blød magt, ikke den sædvanlige hårde militærmagt. Den er baseret på en forestilling om, at hvad alle civilisationer, lande og mennesker i virkeligheden ønsker, er at leve the European way – det vil sige fredeligt, militærløst, med masser af demokrati og rettigheder.

Den forestilling har vist sig uholdbar og bragt Europa i store vanskeligheder i forhold til Mellemøsten og Nordafrika, og i forhold til Kina og Rusland. Man bliver ved med at forestille sig, at disse lader sig bringe ind på demokratiets og rettighedernes vej, uden

Den seneste folkeafstemning

synligt fremskridt. Tværtimod. Forestillingen har også åbnet Europa vidt for alle dem fra de øvrige kontinenter, der bare gerne vil have et bedre liv, og som nu strømmer hertil for at leve på kridt – og vi har såre svært ved at finde det moralske modargument.

Hvor det mere specifikt gik galt for EU, var med østudvidelserne i 2004, med Schengen-aftalen og med euroen. Bruxelles så lyset, da Muren faldt. Man fejede med et snuptag resterne af det sovjetiske imperium op uden tanke for komplikationerne. Man drømte om sømløst at kunne integrere østlande, som lige var sluppet løs af ét imperium, i et andet. Men østlandene er stadig i dag primært i gang med et nationalstatsprojekt.

En belgisk diplomat kaldte engang for mange år siden EU for »en økonomisk gigant, en politisk dværg og en militær orm«. Nu holder dette med økonomisk gigant ikke længere, med mindre man tænker på det enorme europæiske forbrug, men dette med ormen er stadig dræbende præcist. EU har nu ydre grænser, som man på ingen måder kan forsvare. Samtidig med, at man med Schengen-aftalen åbnede alle indre grænser.

Resultatet er velkendt: Europa står med migrationerne midt i sin største eksistenskrise siden Anden Verdenskrig, og EU har ikke lederskabet til at forsvare det.

Det er ikke første gang, nogen har forsøgt at skabe europæisk samling. Fra Romerriget til Stalin og Hitler er det aldrig lykkedes. Og hver gang er det først gået rigtigt galt, når man fik skubbet grænserne længere ud, end man i længden kunne forsvare. Romerrigets undergang er det klassiske eksempel.

Imperiebygeriet i EU minder måske mest om det franske forsøg efter Den Franske Revolution, hvor man også drømte om at udbrede det gode budskab til alles bedste: frihed, lighed og broderskab. Det er ikke tilfældigt, at sådan noget aldrig er lykkedes. For at bruge en forslidt metafor: Politisk samling findes ikke i Europas dna. Det europæiske dna er snarere forskellighed, statslig opdeling og indbyrdes konkurrence.

i suveræne nationalstater med Den Westfalske Fred i 1648 efter opslidende religionskrige, at den europæiske fremgang for alvor satte ind, og de Gaulles gamle idé om et fædrelandenes Europa er stadig det bedste bud på et europæisk samarbejde.

Det var med opsplitningen