Når mænd dræber . . .
kvinder har mange former. Den mest ekstreme er mord. 92 kvinder er blevet dræbt af en ægtemand, kæreste eller ekspartner i løbet af de seneste ti år. Partnervold foregår ofte bag lukkede døre, inden for familien, skjult for omverdenen.
Partnervold har ingen klassetilhørsforhold. Ingen markører, der peger mod et specifikt etnisk tilhørsforhold. Ingen religioner. Kun én markør skaber et ufrivilligt fællesskab, som hvert år binder 33.000 kvinder sammen. Volden bliver begået af mænd.
I DR 2 dokumentaren ”Mænd der dræber kvinder”, stilles spørgsmålet: »Hvorfor sker det igen og igen?«. Det er et yderst relevant spørgsmål. For hvad er det, der gør, at markant flere mænd end kvinder dræber deres kæreste, kone, ekspartner? Hvorfor er det mænd, der ikke kan acceptere at miste kontrol over en kvinde og finder, at den eneste løsning er at slå hende ihjel?
Én ting står klart, når man studerer drabssagerne. Disse drab bliver sjældent begået i fortvivlelse eller momentan sindssyge. Mænd, der dræber, er fuldt ud bevidste om deres gerning. Mænd, der dræber, er drevet af hævn. Af vrede. Disse mænd har
Mænds vold mod
mistet, hvad de retmæssigt betragter som deres ejendom. Deres kvinde. Derfor skal hun straffes. Hun er skyld i det tab af kontrol, som de føler. Deres afmagt. Mænd dræber deres kvinde for at genvinde magten. Drabet er den ultimative dominante handling. Beviset på uovervindelighed. Han er den stærkeste. Det indser hun som det sidste i livet.
Den patriarkalske tankegang
For mandens ret til at dominere sin kvinde er en underliggende strukturel norm, der trives, på trods af at vi har skabt et formelt ligestillet samfund.
Den gamle patriarkalske tankegang, der holder mandens ret til at bestemme over kvindens liv i hævd, lever endnu. Den er en del af den eksisterende maskulinitetskultur. Vi er derfor nødt til at se mordene i et bredere strukturelt perspektiv.
Dette er ikke 92 enkeltstående særtilfælde. De 92 kvindemord tegner et mønster, som vi skal tage alvorligt. Vi kan ikke forhindre alle mord, men vi kan forebygge mange af dem. Det er faktisk ikke så svært.
Vi kan begynde med at kigge på den beskyttelse, som kvinderne modtager, når de beder om hjælp hos politiet. For den varierer fra politikreds til politikreds. Ifølge en undersøgelse foretaget af Institut for Menneskerettigheder i 2014 handler det både om adgangen til overfaldsalarmer, udarbejdelsen af sikkerhedsplaner og brugen af bortvisning, opholdsforbud og tilhold.
Dernæst skal vi holde op med at kalde disse kvindemord for »familietragedier«. Et ord, flittigt brugt af både politi og medier, selv når det er en mangeårig ekspartner, der begår ugerningen. Ved at bruge ord som »familietragedie« skaber vi rum for medfølelse med drabsmanden. Vi skaber en samhørighed mellem de to, morderen og hans offer, som er utilstedelig. Det er mangel på respekt over for den kvinde, der er død, fordi en mand ikke kunne håndtere, at hun betvivlede hans dominans. Det er en legitimering af »tragedien«, der fik ham til at myrde hende.
På individniveau skal vi vælge at blande os, når vi bliver tilskuere til vold. Vi skal stoppe op og fortælle, hvad vi ser. Hvad vi mistænker, der sker bag den lukkede dør. Vi skal fortælle vores ven, vores bror, vores nabo, at han kan få hjælp til at stoppe volden. Vi skal fortælle vores veninde, vores søster, vores kollega, at hun kan få støtte og beskyttelse på et krisecenter.
Nej. Det er ikke alle mænd, der udøver vold mod kvinder. Det drejer sig om ca. 33.000 om året. Nogle af dem ender med at dræbe. Sidste år var der 24 i Danmark, der begik den udåd. Det er for mange. Så hvis blot vi kan skabe fælles konsensus om, at vi står med et samfundsproblem, er vi allerede kommet et skridt nærmere en løsning.