De spændte overarme og vinderkulturen
Fokus: Landstræneren vil have vinderkulturen til at gennemsyre holdet både på og uden for banen.
Rom blev ikke bygget på en dag, og det gør en vinderkultur heller ikke. Derfor har netop vinderkultur været et af de fokuspunkter, Klavs Bruun Jørgensen lagde mest vægt på, da han tiltrådte som landstræner tidligere på året.
At man går på banen for at vinde. Intet andet.
»Nogle vil kalde det at være et dumt svin, hvis man gør det nødvendige for at vinde. Jeg kalder det i stedet at være kynisk. Jeg har altid gjort det klart for de hold, jeg har trænet, at når de går på banen, så handler det om at vinde,« lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen.
Til mandagens pressemøde var landstrænerens over- skud større end før set i VMturneringen. Når et interview var afsluttet, blinkede han med sit ene øje, som var det en flirtende pige, han stod over for. Det var som om, presset var taget af hans skuldre.
Årsagen skulle nok findes i den sejr, som hans hold søndag aften tog mod Sverige i ottendedelsfinalen. En sejr, han så som udtryk for netop den vinderkultur, han gerne ser gennemsyre holdet både på og uden for banen.
»I kampen mod Sverige viste pigerne, at de er ved at have den mentalitet, der skal til. Men det er ikke sådan, jeg læner mig tilbage nu og siger, at vinderkulturen er på plads. Det er en proces, der tager tid. Du opbygger ikke bare en kultur med det samme,« siger Klavs Bruun Jørgensen.
Når ordet vinderkultur nævnes for de danske spillere, lyser deres ansigter op. Et emne, der indbyder til ærlig snak uden klicheer eller floskler.
Bedre kommunikation
De vil hellere end gerne fortælle, hvorfor ankomsten af Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind som ny trænerduo på landsholdet, har gjort kommunikationen bedre. Beskederne er blevet klarere, og der bliver ikke lagt fingre imellem i forhold til, hvad trænerne forlanger af spillerne.
»Klavs og Søren er mere firkantede. Der er ikke noget pis med dem. De kommer fra herrehåndbolden og er derfor lidt mere kolde. Det handler om at vinde. Det passer mig fint, for jeg vil også vinde og er ret ligeglad med hvordan,« siger venstreflø- jen Ann Grete Nørgaard.
Hun er en af de mere erfarne spillere på landsholdet og har derfor også spillet mange år under tidligere landstræner Jan Pytlick.
»Vi gik også meget op i vinderkultur under Jan. Men det var på en mere nuanceret måde. Jan tog mere hensyn til det enkelte individ, mens det nu handler udelukkende om holdet. Begge dele har sine fordele og ulemper. Jeg synes dog, det er fedt, vi er blevet mere kyniske i forhold til at vinde,« siger Ann Grete Nørgaard.
Norges damelandshold i håndbold har i en lang årrække haft stor succes, fordi vinderkulturen er gået i arv blandt de spillere, der kommer ind på holdet. Men vinderkulturen er ikke til stede, udelukkende fordi de norske spillere er nogle dumme svin, fortæller Sandra Toft, der til daglig vogter målet i den norske storklub Larvik.
»Tværtimod er de norske spillere nogle af de rareste mennesker, der findes,« siger hun.
Får lyst til at vinde
Sandra Toft mener, at alene Klavs Bruun Jørgensens energi giver det danske landshold en større vinderkultur.
»Klavs er virkeligt god til at sætte os op. Man får lyst til at vinde, når Klavs står i omklædningsrummet og spænder sine overarme, mens han gejler os op,« siger hun.
Tidligere herskede der en udpræget vinderkultur på det danske landshold. Dengang da Mette Vestergaard var spiller, og landsholdet vandt guld ved OL og EM.
»Da jeg kom ind på landsholdet som ung, fik jeg at vi- de af de andre, at her handlede det altså om at vinde. Der var vinderkulturen fuldt ud til stede, men det er den ikke helt endnu på det her landshold. Det går dog i den rigtige retning,« siger Mette Vestergaard, der nu fungerer i en rolle som teammanager på landsholdet.
Hun fortæller om en episode, der meget godt rammer ind, hvordan trænerteamet er ved at implementere en større vinderkultur på holdet.
»Da vi kom hjem på hotellet efter sejren mod Sverige, gjorde vi i trænerteamet alle spillerne opmærksomme på, at det var i orden at være glad for sejren, men at vi samtidig skulle se fremad. For arbejdet er slet ikke gjort færdigt endnu. Det er ikke nok for os at nå en kvartfinale,« siger Mette Vestergaard.