Hverdagen venter efter weekendens grønne skåltaler

EKSPORT: Klimaaftalen fra Paris gemmer på et dansk eksporteventyr, lyder det fra store dele af erhvervslivet. Spørgsmålet er dog, om virkeligheden for dansk erhvervsliv er markant anderledes i dag end før den historiske klimaaftale.

Verdens første globale klimaaftale blev indgået i weekenden i Paris, og den fik alverdens ledere til at gribe hinandens hænder og triumferende hæve dem over hovedet, da aftalen var en realitet.

Om klimaaftalen afstedkom lignende scener rundt om i dansk erhvervsliv er uvist. Til gengæld er der ingen tvivl om, at klimaaftalen er godt nyt for ikke mindst Danmark, der oplever en stigende eksport af grøn energiteknologi.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt var da også hurtigt ude med budskabet om, at klimaaftalen på det såkaldte COP21-topmøde både var godt nyt for klimaet, danske arbejdspladser og eksporten.

10.000 kroners-spørgsmå- let er imidlertid, om erhvervslivet vågner op til en helt ny virkelighed, hvor eksportmilliarderne hænger løst på træerne.

Skeptikere peger allerede på, at virkeligheden hurtigt kan vise sig at blive langt mere afdæmpet, end hvad weekendens historiske vingesus synes at varme op til.

De bekymrede toner forklares med, at ét er politiske aftaler, noget andet er hverdagens realiteter.

Milliarder at hente

At der kan være noget om snakken, leverer Lars Christian Lilleholt overraskende nok selv beviset på.

For selv om ministeren har optrådt som klimaets frontkæmper under COP21mødet, er regeringen samtidig imod den tidligere regerings 2020-klimamål, der fastslår, at Danmarks CO2udledning skal nedbringes med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990-udledningen.

I stedet vil Venstre blot have et 2020-mål på 37 pct. Hvorfor? Fordi et klimamål på 40 pct. bliver for dyrt, lyder det fra ministeren.

Det er sådanne situationer, der får skeptikere til at lufte bekymring for, hvordan det vil gå klimaløfterne, når tømmermændene efter klimafesten melder sig.

Af samme grund har mange virksomheder og erhvervsorganisationer herhjemme da også været hurtige til at koble klimaaftalen med behovet for handling. Det gælder f.eks. Dong Energy, Vestas og Dansk Energi.

Danmarks største erhvervsorganisation, DI, var endda endnu tidligere ude. Allerede inden klimatopmødet for alvor gik i gang, var DI på banen med budskabet om, at en COP21aftale kan øge eksporten af energi- og klimaløsninger til EU, USA, Mexico og Kina til 115-125 mia. kr. i 2030. Sidste år var eksporten til de 31 lande på knap 60 mia. kr.

Med til historien hører imidlertid, at en nærlæsning af eksporttallene viser, at kun godt halvdelen af eksporten – 37,9 mia. kr. – stammede fra grønne teknologier. Resten af eksportkronerne hentes hjem på salg af sorte energiløsninger, som tydeligvis også er i høj kurs i udlandet.

Markant eksportstigning

Samtidig er det langtfra første gang, at DI har gang i den store regnemaskine. Allerede i foråret benyttede erhvervsorganisationen 2014eksporttallene til at pege på, at pejlemærket for eksporten af energiteknologier – sorte og grønne – nu var 100 mia. kr. i 2020.

Set i det lys dåner iagttagere ikke over 2030-målet på op mod 125 mia. kr., selv om EU, USA, Mexico og Kina kun dækker 75 pct. af den samlede eksport af energiteknologier.

Når alt det er sagt, så har eksporten af energiteknologier – klimaaftale eller ej – oplevet en markant stigning, viser eksporttal fra bl.a. Energistyrelsen.

I 2012 blev der således solgt danske energiløsninger i udlandet for 61 mia. kr., mens tallet sidste år var 74,4 mia. kr. Heraf udgjorde grønne løsninger 43,6 mia. kr. I 2012 var det tal 32,3 mia. kr.

Alligevel er COP21-aftalen vigtig, lyder det i pengeverdenen, der ser aftalen som det afgørende bevis på, at politikerne ikke vil skifte energihest midt i vadestedet.

Det er tidligere set i bl.a. Spanien og Italien, og derfor har mange investorer afventet en global aftale, før de vil åbne for milliardinvesteringer i grønne energiløsninger.

Finansverdenens opbakning er et vigtigt skridt i klimakampen, lyder det fra flere sider. Virkeligheden er nemlig, at der skal investeres så astronomiske summer i omlægningen af den globale energiforsyning fra sort til grøn, at opgaven på ingen måde kan drives af diverse statsligt finansierede støtteordninger.

Men der er også grus i den grønne jubelmaskine. Bl.a. slår Mærsk fast, at man ven- Meldingen er måske ikke overraskende, når man tænker på, at den danske industrikæmpe har investeret gigantiske beløb i udvindingen af olie og gas.

Men Mærsk står ikke alene. Meldingen er den samme fra Det Internationale Energiagentur (IEA), ligesom både SR- og V-regeringen har sat en tyk streg under, at det vil være noget nær tåbeligt for Danmark ikke at hente al den gas og olie op af Nordsøen, som teknologien overhovedet åbner for.

Det er således kun to måneder siden, at Lars Christian Lilleholt slog fast, at Venstre vil arbejde for at øge indvindingen af olie og gas, så »vi fastholder indtægterne til gavn for vores velfærdssamfund og økonomi«.

Derfor bliver det givetvis spændende for erhvervslivet at følge, hvordan den historiske klimaaftale bliver omsat til virkelighed rundt om i de 196 underskrivende lande, når skåltalerne ebber ud, og hverdagen melder sig.

MICHAEL STENVEI