1901: SYSTEMSKIFTE
i Kongens Raad« hed det på forsiden af Aarhus Stiftstidende 24. juli 1901. Det var nye tider. Et ”Systemskifte”, som det allerede kaldtes dengang. Danmark havde fået en regering, der var i overensstemmelse med Folketingets flertal. Nu rådede parlamentarismen i Danmark. Ikke nødvendigvis for al fremtid, men indtil ”man”, ”nogen” eller måske kongen ikke syntes, at det var en god idé længere. Overvejelser om at opgive det parlamentariske princip blev gjort i de efterfølgende år, men de nåede aldrig en styrke, der kunne etablere et alternativ. Så i dag kigger vi tilbage på langt over 100 år med parlamentarisme som statsskik her til lands. Den blev dog først grundlovsfæstet med Grundloven af 1953.
(18181906), der i juli udnævnte en regering med flertal i Folketinget. Det skete efter 35 års bitter forfatningskamp, hvor kongen uden tanke på Folketinget havde udnævnt regeringer bestående af især godsejere fra partiet Højre. De havde ganske vist flertal i Landstinget – der blev valgt af et mindretal af privilegerede borgere – men de havde samtidig hele tiden haft et stort flertal i Folketinget imod sig. Det bestod af forskellige grupperinger af partiet Venstre og fra 1884 nogle få socialdemokrater. I denne konflikt gik lovgivningsarbejdet i stå. Det gjorde udviklingen af landet også. Konflikten var
Det var Christian 9.
især tilspidset i midten af 1880’erne, hvor der var frygt for regulær opstand.
Situationen var uholdbar. Bønderne i Venstre krævede indflydelse. Det samme gjorde hovedstadens radikale intellektuelle, der også samledes i Venstre og havde deres stærke talerør i dagbladet Politiken. Socialdemokraterne var deres forbundsfæller i denne sag, omend der også var venstrefolk, der gruede for de stadigt flere og mere selvbevidste arbejdere. Det dynamiske erhvervsliv i byerne, der blev industrialiseret med rivende hast, kunne heller ikke leve med situationen. De krævede en moderne lovgivning og et administrativt velfungerende land.
Ved folketingsvalget i april 1901, der var det før- ste med hemmelig afstemning, fik Venstre 76 af tingets 114 sæder. Højre fik kun 8 mandater. Den 83årige konge var med påvirkning fra sine børn og svigerbørn samt en kreds af forretningsmænd med relation til Østasiatisk Kompagni nået frem til, at man måtte have et Venstre-ministerium. Men han forhastede sig ikke. Han skulle lige først på halvanden måneds kurophold i Wiesbaden i Tyskland. Inden afrejsen orienterede han dog i fortrolighed konseilspræsident Sehested (1842-1924) om, at der ventede en opsigelse, når det behagede kongen at vende retur.
Hjemvendt fra Wiesbaden
udnævnte kongen så J.H. Deuntzer (1845-1918) til konseilspræsident og bad ham danne en regering af venstrefolk. Deuntzer var juraprofessor og sad i en række erhvervsbestyrelser, blandt andre ØK. Kongen havde truffet Deuntzer en enkelt gang, hvor han hav-
var dog en landsbydegn, J.C. Christensen (1856-1930), som blev kultusminister (minister for folkekirken og uddannelse). Christensen blev også konseilspræsident efter valget i 1905 og regnes den dag i dag blandt de allerstørste danske politikere. Han samlede de forskellige partigrupper til et moderne Venstre i en proces, der sluttede i 1910. Christensen skilte sig i den forbindelse af med dem, der ikke var plads til: de radikale intellektuelle og deres bagland blandt husmænd. De dannede i stedet Det Radikale Venstre i 1905.
Danske konger fortsatte imidlertid med at have politisk indflydelse, og helt frem til 1940 blandede de sig aktivt i regeringsdannelsen. En lille reminiscens af denne indflydelse kan i dag anes i de såkaldte dronningerunder.
Regeringens stærke mand