Vennerne forsvandt, da Morten Trebbiens kone døde
Døden: Da Morten Trebbiens kone, Rikke, døde, holdt venner og naboer op med at kigge ind og ringe. En forsker siger, at vi har mistet evnen til at håndtere død og derfor hellere holder os væk.
Der var 200 i kirken, da Morten Trebbiens kone, Rikke Trebbien, blev bisat i marts i år. Rikke døde som 46-årig, et år efter at hun blev diagnosticeret med kræft. Rikke Trebbien havde skrevet en tale, som præsten læste op ved bisættelsen. I teksten opfordrede hun de fremmødte til at være der for hendes mand og to sønner, nu hun ikke selv kunne det længere. Men der var mange, der ikke fulgte hendes ønske.
Før hun døde, havde familien levet et socialt aktivt liv med venner og naboer på vejen. Men efter begravelsen blev der mere stille i familiens hus i Børkop. Ikke kun fordi Rikke Trebbien manglede, men fordi mange af dem, som før havde set ind, blev væk.
»Jeg har tænkt mange gange, hvorfor kommer der ikke nogen forbi, hvorfor er der ikke nogen, der ringer. Det føles dobbelt ensomt. Jeg har ikke kun mistet Rikke, jeg har også mistet venner,« siger den 48-årige Morten Trebbi- en, der arbejder som børsmægler og investeringsrådgiver.
Bange for at dø
Det er ikke ualmindeligt, at omgivelserne ikke kan håndtere tab og opfører sig, som Morten Trebbien oplevede det, siger Jørgen Lange Thomsen, retsmediciner og forsker ved Syddansk Universitet. Han siger, at mange i dag slet ikke har evnen til at sige »jeg kondolerer«.
»I stedet for at gå hen til en person og sige ”jeg kondolerer”, så bliver de væk. De går over på den anden side af gaden eller lader, som om de ikke har set vedkommende. Det at tale om døden og sorgen er blevet fremmed for os.«
Men det er ikke kun en manglende evne til at tale om død og sorg, der får folk til at blive væk. Der er også nogen, der bliver væk ud fra et misforstået hensyn til den efterladte.
»Folk tror ofte, at den efterladte vil have fred – og så bliver den efterladte isoleret, selvom vedkommende ofte har lyst til det modsatte. Man vil jo gerne trøstes og have nogen at tale med i den en- somhed og dødsangst, der kan opstå,« siger Jørgen Lange Thomsen.
Jette Winge, psykolog og rådgivningsleder hos Kræftens Bekæmpelse, mener, at mange holder sig væk, fordi de ikke vil konfronteres med deres egen dødelighed.
»For alle mennesker er andre menneskers tab og sygdom en påmindelse om vores eget mulige tab og sygdom. Hvis det kan ske for naboen, kan det også ske for mig – og en måde at skærme sig for den viden er at gå over på den anden side af fortovet,« siger hun.
Berøringsangsten har imidlertid store konsekvenser for dem, der har mistet, siger Jette Winge, fordi følelsen af at blive forladt af den afdøde kan blive forstærket, når omgivelserne også trækker sig.
Sygeliggjort
Hos Ældre Sagen hører man jævnligt fra ældre, der føler sig isolerede og ensomme efter at være blevet alene, fordi deres omgivelser undgår dem. Som konsekvens har Ældre Sagen oprettet 52 såkaldte sorg- og livsmodsgrupper landet over, hvor ældre, der har mistet, kan mødes. Det foregår uden tilstedeværelse af en psykolog, fordi det primære formål er, at de ældre oplever, at der er nogen, der tør se dem i øjnene.
»Det hjælper de ældre, at de bliver set og hørt uden at blive sygeliggjort på grund af deres sorg,« siger Margrethe Kähler, jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen.
Morten Trebbien har flere gange opfordret venner, han har mødt rundt om i byen, til at komme til kaffe, men de færreste har taget imod invitationen. Men han er nødt til at blive ved med at spørge, for ellers kommer de slet ikke, har han lært.
»Man bliver ensom, når folk holder sig væk på den måde. Det er ikke i orden, men døden er tilsyneladende så stort et tabu, at voksne mennesker ikke kan håndtere at være tæt på en, der har mistet. De er måske bange for at få et afslag eller fremkalde tårer, men hvad så, hvis en af os begynder at græde? Det er da naturligt,« siger Morten Trebbien.
10 gode råd
Morten Trebbien er ikke sikker på, at han selv ville have håndteret sorg og tab bedre, end hans omgivelser gjorde, før han mistede Rikke Trebbien og oplevede, hvor ensomt det er, når folk trækker sig væk. Derfor vil han gerne have, at organisationer som Kræftens Bekæmpelse udgiver en folder med 10 råd til, hvordan man kan forholde sig til personer i sorg. Den, som har mistet, kan så dele folderne ud til sin omgangskreds. Det skal gøre det nemmere for andre at miste, end det har været for ham, og han vil gerne bidrage med sine erfaringer. Morten Trebbien, børsmægler og investeringsrådgiver, som mistede sin hustru i marts
»Det er vigtigt, at omgivelserne får nogle råd til, hvordan de kan håndtere det her. Det værste, man kan gøre, er at sende en sms og skrive ”bare skriv, hvis du har brug for hjælp”, for man har sjældent overskud til at række ud. Folk skal bare komme, ringe på, være der og acceptere, at man nogen gange siger nej til deres hjælp,« siger Morten Trebbien.
Jørgen Lange Thomsen siger, at der er små tegn på, at vores forhold til døden er ved at ændre sig:
»Det er heldigvis ved at vende lidt. Folk er for eksempel ved at blive mere åbne i forhold til præster og søger dem mere for at tale om døden. Det er jo en rigtig dejlig ting, at det kommer ud i det åbne.«
Morten Trebbien og Rikke Trebbiens sønner har ikke følt sig isolerede efter deres mors død. Det skyldes bl.a., at skolen har været god til at støtte op, men drengene kan selvfølgelig mærke, at huset er mere stille. Ikke kun fordi Rikke mangler, men fordi der er færre, der kommer på besøg og ringer, siger Morten Trebbien.
Leder, 1. sektion, side 20