Det uafvendelige

er en kendsgerning, som står klart for alle. Selv små børn konfronteres med dette brutale faktum, når bedsteforældre eller oldeforældre dør. Eller værre: hvis forældrene dør. Eller måske endnu værre: hvis søskende dør.

Så melder sorgen sig, og midt i sorgen mindes man om egen dødelighed, og børnene stiller de naturlige spørgsmål, som er så uendeligt vanskelige at besvare på en måde, som giver mening for barnet.

Døden er således en nærværende del af tilværelsen, som selv i de lyseste og lystigste stunder ligger som et uafvendeligt endeligt. Forhåbentlig sent. Måske allerede i morgen. Eller i dag.

Som årene går,

gør den enkelte sig i stigende grad klart, at ens tid før eller siden rinder ud, men naturligvis kan man ikke gå og tænke på det hele tiden. I hvert fald må det ikke ligge forrest i bevidstheden, for så bliver livet vanskeligt at leve.

Man kan således med god grund anføre, at den fortrængningsmekanisme, hvormed vi skubber bevidstheden om døden foran os og i det daglige helst ikke tænker på den, er en sund og naturlig reaktion.

Men som det er fremgået af artikelserien ”Døden som tabu” i denne avis, kan den naturlige fortrængning også overdrives i en grad, så det opleves som unaturligt at tale om det naturlige, og så meget større er chokket, når døden alligevel melder sig.

Mens døden i tidligere tider blot blev betragtet som en kendsgerning, og det i højere grad var almindeligt at slå sig til tåls med religiøse forestillinger, må vi i dag konstatere, at enhver ny medicinsk/videnskabelig landvinding, som kan redde og forlænge liv, også byder på nye etiske dilemmaer.

Det gælder både ved livets begyndelse og ved dets afslutning, for hvordan skal læger og forældre stille sig, når man har muligheden for at redde et for tidligt født barn, som uden de videnskabelige landvindinger med sikkerhed ville være dødt inden for få timer eller dage? Hvordan skal man vægte risikoen for, at den livreddende indsats modsvares af et liv som fysisk handicappet eller mentalt retarderet? Skal man løbe risikoen eller lade naturen gå sin ubønhørlige gang? Svaret ligger ikke lige for. Dilemmaerne fortsætter livet igennem, for hvor meget skal man gøre for at forlænge et liv i sygdom og smerter for en alligevel uafvendeligt døende patient i 90-årsalderen? Skal man forsøge genoplivning af en aldrende person, som får hjertestop, og som gennem et livstestamente udtrykkeligt har frabedt sig behandling som uafvendeligt døende, hvad man jo er, når man har fået hjertestop? Og det måske mest kontroversielle spørgsmål af alle: Skal man tilbyde en stærkt lidende patient at bruge den medicinske ekspertise til at gøre en ende på lidelserne, inden naturen selv ville gøre det?

Meningerne er her delte,

og dilemmaerne er talrige, men i vores stillingtagen til dem må ét veje tungest: empati, hensyntagen og respekt for den enkelte.

Vi har på det seneste i denne avis læst om talrige eksempler på, at mennesker er døde uden den værdighed og den respekt, som burde være en uomgængelig del af samfundets forpligtelse: at være til stede og holde i hånd, når det behøves, og at holde respektfuld afstand, hvis alt for megen nærhed opleves som uvelkommen omklamring.

Det kræver indsigt og overskud hos personalet såvel som hos samfundet, men det er ikke en urimelig forventning.