Det vil blive lange, tunge og besværlige forhandlinger

Spørgsmålet? Jo, det var, om dansk politi fortsat kunne være fuldt medlem af Europol efter det danske nej den 3. december.

Spørgsmålsophavsmanden var statsminister Lars Løkke Rasmussen, som var taget til Bruxelles for at spørge både kommissionsformand Jean-Claude Juncker og ministerrådspræsident Donald Tusk om råd, hjælp og forståelse.

Enhver ansvarlig politiker, der havde taget sig tid til at læse lovgivningen igennem, vidste på forhånd, hvad svaret ville være. Alligevel var hverken DF eller Liberal Alliance karrige med garantier og forvisninger om, at vi da selvfølgelig kunne fortsætte som fulde medlemmer af Europol – også selvom det var os selv, der meldte os ud.

Dårlig smag i munden

Jeg håber ærligt talt, at de sidder tilbage med bare en antydning af dårlig smag i munden. Men det tror jeg nu ikke. For lige så åbenlyst svaret fra kommissionsformand Juncker og EU-præsident Tusk var, lige så forudsigeligt vil den næste års politiske slåskamp være.

Først skal den nye Europol-lovgivning formelt vedtages i Ministerrådet og i Europa-Parlamentet. Først derefter kan forhandlinger om endnu en dansk særordning begynde. Det vil føre til lange, tunge og besværlige forhandlinger.

En væsentlig forringelse

Imens forhandlingerne pågår, og efterhånden som det langsomt går op for omverdenen, hvor store ulemperne er ved en parallelaftale, skal nejpartierne blot dukke op fra tid til anden i medierne og beklage sig over, at det går for sløvt, og at EU da bare kunne udvise lidt konduite.

Når så forhandlingerne endelig er overstået, og vi har opnået et kompromis med Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet, ja, så er der bare for Morten Messerschmidt at slå ud med armene og sige »hvad sagde jeg? Vi fandt jo en løsning«.

Imens skænker de færreste det nok en tanke, at udkommet vil betyde en væsentlig forringelse af dansk politis mulighed for at søge og dele informationer om grænseoverskridende kriminalitet.

Snydt for nye værktøjer

At fagbevægelsen blev snydt for nye værktøjer i kampen mod social dumping. At danske virksomheder fortsat må konkurrere på dårligere vilkår end deres europæiske konkurrenter. Og at nejpartierne for øvrigt absolut intet ansvar har måttet påtage sig for, at forhandlingerne lykkedes.

Det bliver ikke DF, LA eller Enhedslisten, der skal forhandle med Kommissionen. Og det bliver ikke DF, LA eller Enhedslisten, der skal overtale de 27 andre lande i Ministerrådet.

Heller ikke i Europa-Parlamentet bliver det op til dem at løfte nogen arbejdsbyrde.

DF’s ECR-gruppe repræsenterer kun 17 ud af 28 lande og kan ikke mønstre mere end 10 pct. af den samlede stemmevægt i parlamentet.

Nedtælling til det åbenlyse

Det bliver i stedet op til de store socialdemokratiske og konservative grupper i samarbejde med de grønne og de liberale at sikre flertallet for en ny dansk parallelaftale om Europol.

Det skal nok lykkes os. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så kommer Danmark og dansk politi til at stå dårligere i 2017, end vi gør i 2015. Det er en direkte konsekvens af nejet i december – og det har stået klart i flere måneder nu. Nu venter bare den kedelige nedtælling til det åbenlyse.