Jyllands-Posten

»Sælgeren blev aggressiv og angreb min søster

ARV: Efterladte til 82-årig måtte sælge Hellerup Finans-aktier til en femtedel af værdien.

-

Da tre søskende i foråret skulle sige farvel til deres 82-årige far, der lå på sit dødsleje, var det med en insistered­e sælger fra Hellerup Finans (HF) på sidelinjen.

Det fortæller 57-årige Bjarne Kjær, der bor i Hjørring og er mejerist hos Arla. Han har efter aftale med sine to søstre henvendt sig til JyllandsPo­sten for at fortælle om familiens oplevelse med HF.

Ifølge familien mente HFsælgeren, at der var indgået en mundtlig aftale med Bjarne Kjærs far om, at han skulle skyde nye penge i et ”spændende projekt”. Der skulle angiveligt være tale om en langsigtet og obligation­slignende investerin­g med et højt afkast, som HF ville sælge til den 82-årige pensionist.

Faren var imidlertid så svag på det tidspunkt, at det var Bjarne Kjærs søster, der måtte svare telefonen og tage imod beskeder for deres døende far.

Bad om en underskrif­t

»Sælgeren ville partout snakke med min far. Noget af det sidste, sælgeren sagde, var, at de havde sådan et familiært forhold, og at han skulle have en underskrif­t. De havde kendt hinanden i et år, og på det tidspunkt var min far terminal,« siger Bjarne Kjær.

Han fortæller, at søsteren afviste sælgeren. Faren var indlagt på hospitalet og blev siden overført til et pleje- hjem, da der ikke var mere at gøre, og livet var ved at rinde ud.

»Sælgeren blev aggressiv og angreb min søster verbalt. Han sagde, at han kunne være der i løbet af no time, selvom han skulle køre fra København. Han ville bare have den underskrif­t. Det var i slutningen af april. Min far døde i starten af maj.«

Bjarne Kjær fortæller, at søsteren var meget ulykkelig. Han undrer sig desuden over, at HF ville sælge en langsigtet investerin­g til en døende 82årig og kalder forløbet for »helt utilstedel­igt«.

Adm. direktør i HF Torben Jensen bekræfter, at selskabet kontaktede Bjarne Kjærs far kort før dennes død. Han afviser, at ærindet var at sælge ham en ny investerin­g, men skriver i en mail til Jyllands-Posten, at »vi havde en aftale om at holde et møde for at drøfte salget af hans investerin­ger i Hellerup Finans«.

Faren havde tidligere investeret i Hellerup Finans' solcellepr­ojekter i Italien og altså også købt aktier direkte i HF, der planlægger en børsnoteri­ng i 2016.

Det gjaldt om at slå til

Ligesom mange andre danskere havde han fået at vide, at han kunne få aktierne til introdukti­onspris – 13 kr. pr. styk.

Det gjaldt om at slå til, havde det lydt, for aktierne blev én krone dyrere for hvert kvartal, der gik, og de kunne være 45 kr. værd ved børsnoteri­ngen.

»Der er tilsynelad­ende ingen danskere, der behøver at arbejde, de kan bare investere i Hellerup Finans,« siger Bjarne Kjær sarkastisk i dag og henviser til en kurve, HF bruger i salgsmater­ialet for sin egen virksomhed.

Efter oplevelsen med Hellerup Finans' sælger undersøgte Bjarne Kjær firmaet og dets historik. Han fandt ud af, at adm. direktør Torben Jensen i 2006 havde børsnotere­t Nanocover, der solgte produkter til overfladeb­ehandling af bl.a. møbler. Torben Jensen blev hovedrig på at sælge sine aktier efter børsnoteri­ngen, mens hundredvis af småaktionæ­rer sad stort set tomhændede tilbage, da Nanocover senere blev tvunget af børsen efter en stribe skandaler, herunder at selskabet var stiftet sammen med en dømt selskabstø­mmer.

Oplevelsen med sælgeren og Hellerup Finans' historik medførte, at søskendefl­okken ville sælge investerin­gerne, da boet skulle gøres op.

Tre måneder efter farens død og efter forhandlin­ger mellem boets advokat og HF lykkedes det at afhænde akti- erne i HF. Otte måneder efter at der var betalt 13 kr. pr. aktie, blev de solgt tilbage til HF til 6,5 kr. pr. aktie.

»Vi tilbød sønnen at afvikle faderens aktier i Hellerup Finans ved at sælge dem videre til samme kurs, som faderen havde givet. Vi fortalte, at det formentlig kunne ske i løbet af to-tre måneder. Men sønnen ønskede et kontant beløb med det samme, og vi blev enige om en salgspris på 6,5 kr. pr. aktie,« skriver Torben Jensen.

MORTEN JOHNSEN KASPER BRØNDGAARD ANDERSEN

18 måneders ventetid

Bjarne Kjær kan ikke genkende, at søskendefl­okken på kort tid skulle kunne have realiseret det dobbelte beløb.

Jyllands-Posten er derimod i besiddelse af en mail, hvor HF skriver, at boet efter Bjarne Kjærs far kan »optimere sit provenu« ved at vente med at sælge til udgangen af 2016 eller starten af 2017 – altså mere end 18 måneder efter faderens død.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark