Seniorforsker på afveje

Seniorforsker ved Diis Cecilie Stokholm Bankes redegørelse for den aktuelle situation i Tyrkiet, ”Tyrkiet har stadig brug for Europa” (JP 2/3) kunne lige så godt være et talepapir for udenrigsminister Anders Samuelsen. Altså ham, der anser sig selv for at være »den måske fagligt mest kompetente i udenrigsministerstolen«. Det er også ham, der fortsat tror på, at der er en fremtid i at fortsætte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet om EUmedlemskab. Det, der virker opsigtsvækkende, er Bankes konklusion, at der afhængigt af udfaldet af forfatningsafstemningen den 16. april kan opstå mulighed for, at Tyrkiet finder tilbage til det reformspor, der blev indledt, da præsident Erdogans regeringsparti AKP kom til magten i 2002. Som jeg tidligere har gjort rede for, for eksempel i Jyllands-Posten i sidste måned (”Tyrkiet går en grum fremtid i møde”), styrer Tyrkiet hen imod enmandsstyre og ikke demokrati.

Erdogan er tit blevet citeret for at have sammenlignet demokrati med en sporvogn, som man kører med, indtil man når endestationen, og så stiger man af. I en tale holdt for et par uger siden indrømmede Erdogan åbent, at han har haft planer om enmandsstyre, siden han var borgmester i Istanbul i 1990’erne – og at et ja i folkeafstemningen vil samle al magt i hans hænder.

Som Cem Özdemir, formand for De Grønne i Tyskland, der selv har tyrkisk baggrund, udtrykte det for nylig: »I virkeligheden handler det om, at den sidste delvist demokratiske afstemning i Tyrkiet skal finde sted med det formål at afskaffe demokratiet.«

Det beklagelige ved Bankes redegørelse er, at hun fuldstændigt