Hvad lå bag »den falske historie«?
Jyllands-Posten beskyldes for at have bragt en falsk historie om 20.000 migranter på Balkan og for at udstyre artiklen med forkerte detaljer. Her er historien om fakta, misforståelser og mødet med den østrigske journalist, der skrev historien, som Altinget har beskrevet som en del af et stigende problem med fake news.
Historien begyndte i Kronen Zeitung den 4. november. Avisen skrev, at de østrigske myndigheder forudså, at »mindst 20.000« migranter kunne vaere på vej til at bryde gennem graensen fra Bosnien-Herzegovina til Kroatien.
Som korrespondent ser man en del historier hver dag, og når jeg noterede mig denne, så var det, fordi situationen på den graense laenge har vaeret spaendt. Kroatien forsvarer EU’s ydre graense mod migranter, som har sat livet på spil for at nå så langt.
Og nok er antallet af migranter på Balkanruten faldet markant siden 2015, men ankomsterne til Graekenland, hvor ruten begynder, er i år steget til mere end 43.000 i forhold til 28.000 i 2017.
Nu havde en østrigsk avis så åbenbart fået oplyst, at landets regering frygtede, at 20.000 migranter kunne bryde igennem til Europa.
Jeg spurgte udlandsredaktøren, om han ville have en citathistorie sat ind i en sammenhaeng. Det ville han gerne.
Et nødvendigt minefelt
Citathistorier er et af udlandsjournalistikkens helt nødvendige elementer, og langt de fleste udlandshistorier udspringer af andre medier. Nogle gange kan oplysninger bekraeftes, andre gange må man basere sin daekning på originalkilden.
Med falske nyheder på banen er det et minefelt, ikke mindst når det gaelder det politisk spraengfarlige emne migration. Når jeg ikke dobbeltkontrollerede Kronens oplysninger, selv om avisen er kendt for at vinkle hårdt, og selv om de kom fra anonyme kilder, så skyldes det isaer to ting:
For det første er Kronen Zeitung landets største avis på både print og online, og en vis standard forventes fra den position. For det andet var historien baseret på direkte citater. Journalisten havde altså praecise oplysninger.
Man kan mene, at det var en fejl, at jeg viderebragte den østrigske regerings bekymring uden at dobbelttjekke den med regeringen, men det gjorde jeg altså.
I sidste uge indledte netavisen Altinget en daekning af historien, som sidestilles med tvivlsomme historier som en fra Sputnik om, at »Angela Merkel tager selfies med terrorister«. De spredes for at skabe splid og ustabilitet i Vesten.
»En historie om 20.000 migranter, der forsøgte at traenge ind i EU, spredte sig med lynets hast og nåede Jyllands-Postens spalter. Men den viser sig nu at vaere falsk,« skrev netavisen.
Den baserer det på, at UNHCR har oplyst, at der befinder sig »omkring 5.000 migranter i Bosnien«. Desuden siger en talsmand fra det østrigske indenrigsministerium til Altinget, at et citat i historien om, at »naesten alle« af de 20.000 er bevaebnet med knive, ikke stemmer.
»Det korrekte citat var, at nogle af dem havde knive,« udtaler talsmanden til netavisen. Han kan dog ikke bekraefte eller afvise andre citater.
Endelig skriver Altinget, at »der ikke findes noget notat,« som jeg havde skrevet. Altinget har ikke talt med Kronen Zeitung.
Information på et bord
Jeg skrev »notat«, fordi der stod, at »på indenrigsministeriets afdelingsleders skrivebord ligger de aktuelle informationer«.
Efter historien blev diskuteret i østrigske medier i november, hvor ARD skrev, at der kun er 5.000 migranter i Bosnien, bad jeg ministeriet om informationerne, men ministeriet »udleverer ikke interne dokumenter«.
Jeg bad dem be- eller afkraefte notatets eksistens. Det fik jeg aldrig svar på.
Nu besluttede jeg at komme dybere ned i historien. Hvordan blev den til – og har Østrigs regering grund til at frygte 5.000 eller 20.000 migranter på vej mod Europa?
Findes han?
Jeg ringer til Kronen for at få fat i Richard Schmitt, der skrev historien. Men han er hele tiden til møde, så jeg sender ham et par mails, som han aldrig svarer på. Jeg når at taenke, at han måske slet ikke findes, inden jeg flyver til Wien.
Mediet bor i et ret trist erhvervsområde. I receptionen har de haengt en adventskrans op på størrelse med et traktorhjul og taendt alle fire lys, selv om vi mangler en søndag endnu. Jeg spørger receptionisten efter hr. Schmitt.
Få minutter efter giver han hånd. Mens elevatoren kører op, naevner jeg, at jeg har ringet og sendt mail, og han siger, at han får så mange mails fra folk, der er sure, at han sikkert har overset den.
Schmitt er ikke kun journalist. Han er chefredaktør for hjemmesiden kronen.at med omkring 5,6 mio. unikke brugere hver måned. Mens sekretaeren spørger, om jeg bruger maelk i kaffen, spørger Schmitt, om jeg er bange for hunde. Det er jeg ikke, slet ikke for Snoopy, der bor i sofaen.
Det uofficielle tal
Jeg forklarer, at der bliver sat spørgsmålstegn ved min avis’ trovaerdighed, og nu vil jeg gerne vide, hvor tallet 20.000 kommer fra.
»Indenrigsministeriet har forbindelsesofficerer i Bosnien og Kroatien, som er dem, der ved mest om situationen. Det officielle antal migranter, der har registreret sig i Bosnien, er ifølge UNHCR 5.000. Men vi har rapporteret ministeriets interne, uofficielle vurdering af, hvor mange der er i Bosnien og i de bagvedliggende lande, som vil videre ind i Østrig og videre til Tyskland, Sverige og andre lande. Det er de 20.000, vi skriver om. Der er så opstået en misforståelse, da ARD oplyste, at der ikke er 20.000 i Bosnien.«
Så de 20.000 daekker forskellige lande?
»Ja, det er ikke 20.000 i Bosnien, der var memo’et. Det skriver jeg heller ikke.«
Jeg fisker printet frem og peger på saetningen »et gennembrudsforsøg af ”mindst 20.000 migranter” på denne graenseovergang«.
»Ja, de er bekymrede for, at de vil komme igennem ved den graenseovergang,« siger han.
Du skrev, at der var informationer på skrivebordet, og du citerer folk for at sige noget. Citerer du skriftlige informationer eller de mennesker, du talte med?
»Tallene var skriftlige. Og jeg talte med en ansvarlig i Indenrigsministeriet om dem. Det er ikke noget, jeg har fundet på.«
Svarer ikke
Det østrigske ministerium har aldrig direkte afvist, at der skulle findes en intern vurdering om de 20.000. De har ifølge Altinget kun afvist, at der skulle vaere »et notat«.
Jeg ringer til presseafdelingen, men ingen vil mødes, jeg kan ikke få talsmanden i tale, og ministeriet vil kun kommunikere skriftligt. Jeg spørger, om Schmitts beskrivelse er korrekt. Ministeriet svarer ikke på spørgsmålet, men oplyser, at der er registreret 23.000 indrejste migranter til Bosnien i år.
Der bliver heller ikke svaret på spørgsmål om det ”memo”, som Schmitt omtaler. Et interview med den politisk ansvarlige minister, Herbert Kickl, fra det indvandrerkritiske FPÖ, er heller ikke muligt.
Ingen kender praecist tal
Antallet af migranter på Balkan er svaert tilgaengeligt. Ikke alle myndigheder fungerer lige effektivt, og migranterne flytter sig rundt, hvilket gør det svaert at få praecise vurderinger af antallet.
FN’s migrantorganisation IOM vurderer i dag, at der er omkring 3.500-4.500 migranter tilbage i Bosnien af de 23.624, som landet har registreret indrejst i år. IOM’s data viser, »at migranterne fortsaetter mod Kroatien og Slovenien, derefter Italien, og i mindre omfang til Østrig,« skriver organisationen i en mail.
Flygtningeorganisationen UNHCR anslår, at antallet i Bosnien i dag er 5.200. På resten af det vestlige Balkan er der »ifølge de tal, der er tilgaengelige for UNHCR, i øjeblikket mindre end 10.000 flygtninge/migranter/ asylsøgere registrerede,« skriver en talsmand.
Begge organisationer skriver dog samtidig, at de ikke har tal for antallet af uregistrerede migranter i regionen.
Stadig falsk
Jeg ringer og spørger Altingets chefredaktør, om han stadig mener, at der er grundlag for at kalde historien falsk.
»Kronens forklaring stemmer dårligt med
deres artikel, hvor de skriver, at det er ”ved Kroatiens graense,” der venter 20.000. Og når man laeser Jyllands-Postens historie, får jeg også det indtryk, at der står 20.000 ved graensen. Og så synes jeg, at det her med at indhente dokumentation for så skarp en vinkel, først en måned efter den er bragt, det er højest usaedvanligt for en avis som Jyllands-Posten,« siger Jakob Nielsen.
Tallet 5.000, som I bruger som belaeg for, at historien er falsk, de daekker antallet af registrerede. Der kan måske vaere flere, så er du helt sikker på, at det er falsk, at 20.000 kan vaere på vej mod Europa?
»5.-6.000 befinder sig ifølge UNHCR og den østrigske regering i Bosnien nu. Jeg har ikke lyst til at køre rundt i de ting. Som laeser får man det indtryk, at der står 20.000 ved graensen. Det er objektivt forkert. Hvilke tal, der så ligger bag, det er udenomssnak.«
Men det er jo de fakta, der ligger bag historien?
»Du kan kalde det fakta. Jeg kalder det udenomssnak.«
Journalisten skriver, at der findes informationer på et bord, og han citerer oplysninger fra embedsmaendene, mens jeg skriver, at det er fra et notat. I får så oplyst, at der findes ikke noget notat og konkluderer, at det er en falsk historie. Kan der vaere en mulighed for, at embedsmaendene fortaeller ham, hvad der står i papiret?
»Jeg kan ikke vide, hvad der er foregået. Men den tvivl bliver ikke afspejlet i Jyllands-Postens historie. Der praesenteres det som et faktum. Det er en kaempe forskel.«
De fortaeller ham, hvad der står i papiret. Så citerer han dem. Han har ikke fået memo’et. Det kan vaere en intern vurdering, som ministeriet ikke kan offentliggøre.
»Det lyder som om, der foregår en masse efterrationalisering. Men i den originale JPhistorie var der ikke dokumentation for, at der var var et notat.«
Og dermed en falsk historie?
»Det afgørende for at kalde den falsk eller forkert er det indtryk, jeg får af, at der befinder sig 20.000 ved den graenseovergang. I den her verden, hvor Sputnik opererer, er der en del rigtige, en del helt forkerte, og en masse historier midt imellem. Det gør det så alvorligt, for JP bringer historien ind i et etableret medie. Det er ikke helt forkert, det er heller ikke helt rigtigt, men det er rimelig forkert. Hvis nogen vil kalde det noget andet end falsk, så helt fint,« siger Jakob Nielsen.
Inden jeg forlod Richard Schmitts kontor i Wien, spurgte jeg ham, om han ikke er bekymret for, at historier som denne bliver brugt af eksempelvis russiske medier til at sprede falske nyheder.
»Jo, selvfølgelig. Men det må ikke føre til, at der er sager, vi ikke skriver om af den grund. Den her historie ville jeg skrive, fordi indercirklen i Indenrigsministeriet fortalte mig om det.«