Det summer søvndyssende i bihaven

Hvinende sødt og klistret som honning. Fransk animationsfilm har ikke meget kørende for sig.

ANIMATION HONNING MARGRETHE OG EVENTYRHAVEN FRANKRIG, LUXEMBOURG, 2017 Instruktion: Arnaud Bouron og Antoon Krings 1 time og 28 minutter Premiere den 20. december i 54 biografer landet over

Her i Norden har vi det med at tilskrive alt, der er fransk, en vis overlegen skønhed og intellektuelt niveau. Men vi glemmer, at franskmaendene også har en forkaerlighed for det overgearede, for det varietépraegede og for det latterlige. Det resulterer i film, teaterstykker og bøger, der er en direkte antitese til nybølge, eksistentialisme og generel god smag.

”Honning Margrethe og eventyrhaven” (nej, franskmaendene skal ikke stå på mål for den danske titel, der ikke skal vaerdiges mere opmaerksomhed i denne anmeldelse) er fransk, når det er vaerst. Den er instrueret af Arnaud Bouron baseret på Antoon Krings børnebogsklassiker om insekternes hemmelige liv. Jeg kender ikke bogen bag, men skal man tro filmversionen, er der ikke meget eventyr at komme efter.

Honningkvalm

Den omrejsende fårekylling Apollo har det ikke let. Nok kan han jonglere og danse kaekt, men han kommer altid galt afsted. Det gør han også, da han ankommer til biriget Eventyrhaven, der regeres af den nuttede Honning Margrethe. Hun synes, Apollo er dejlig, ikke mindst når han stemmer i, når hun synger ”La vie en rose”. Men hendes hvepsekusine Jenny ser anderledes køligt på nytilkommeren og beslutter sig for at bruge ham i et komplot, der skal vaelte bidronningen. Det er ikke saerlig spaendende – heller ikke for de alleryngste biografgaengere.

”Honning Margrethe og eventyrhaven” er mere honningkvalm, end den er oprigtigt sød, og animationen er heller ikke videre imponerende og har et tv-praeg over sig, som gør filmen meget lidt cinematisk.