Mesterlig koreansk paranoia
Den tålmodige tilskuer bliver tifoldigt belønnet i denne paranoide koreanske feberdrøm.
Mit induktionskomfur har to yderindstillinger for kogezonerne. En turboindstilling, der kan få vandet til at bulderkoge på ingen tid, og en indstilling, hvor vandet varmes så langsomt op, at den proverbiale frø ville nyde opholdet helt til kogepunktet. Publikum bliver til denne frø i sydkoreanske Lee Chang-dongs mesterlige slow-burner ”Burning”, hvor der umaerkeligt laegges lag på lag i intensiteten i to en halv perfekt doserede timer. ”Burning” er ikke interesseret i alt det, der sker, når det hele bulderkoger – som så mange andre plotbårne film – men til gengaeld detaljeret fokuseret på opvarmningsprocessen.
Lee Chang-dong instruerer med inspiration fra den japanske hitforfatter Haruki Murakamis novelle ”Barn Burning” og laener sig rent filmisk op ad film noir-genren i al almindelighed og Alfred Hitchcocks evne til at dissekere dobbelttydige mellemmenneskelige relationer i saerdeleshed. Vores hovedperson, Jongsu, lever et arbejdsliv som bud i Seoul, men som det så oftest er tilfaeldet for de stakkels maend i film noir-land, så aendrer et skaebnesvangert møde med en kvinde på det. En dag stopper han ved to overenergiske piger, der lokker forbipasserende til en forretning med lotterier, og før han ved af det, har han vundet et dameur. Det viser sig, at lykkens gudinde, Haemi, som gav ham lodsedlen, angiveligt er en gammel skolekammerat. Jongsus erindring slår ikke til, men det slås hen som et resultat af plastikkirurgiens mirakler. En romance opstår, men når ikke laengere end et uforpligtende seksuelt forhold i hendes minimale lejlighed, hvor en sky kat kun eksisterer i form af en foderskål og en kattebakke, før hun skal på en planlagt rejse til Afrika.
Mimerens mandarin
Umiddelbart inden afgang indrammer Lee Changdong selve filmens ånd i en nøglescene taget ret direkte fra forlaegget. Haemi og Jongsu er på restaurant, og hun viser, at hun kan mime. I en stille scene af den slags, som Lee er mester i, mimer hun det at pille og spise en mandarin. Adspurgt om en mimers hemmelighed svarer hun kryptisk, at det ikke handler om at tro på, at mandarinen er der, men at glemme, at den ikke er der. Et replikskifte, der kommer til at stå som overskrift for hele filmen, hvor stort intet kan tages for givet, og hvor hele spaendingsfeltet ligger i alt det, som vi og vores hovedperson ikke ser, men tror, at vi ser.
Hvem? Hvad? Hvorfor?
Smittet, som han er, står Jongsu klar i lufthavnen ved Haemis hjemkomst fra Afrika, men med hende følger den smarte Ben, som biografgaengeren med en seriøst alsidig kulturel kapital vil genkende som den evigt sympatiske Glenn fra den apokalyptiske tv-serie ”The Walking Dead”. Ben optraeder ved Haemis side, uanset hvornår Jongsu møder hende, og selv om vores stovte hovedperson lader, som om det ikke for alvor går ham på, simrer irritationen over fremmedelementet i deres relation. Trekantsdramaet er etableret, og selv om Jongsu flytter ud på sin fars gård, så følger parret med i kulissen, mens der skrues yderligere op for blusset med en erindring om en brønd, som måske ikke findes, og utallige telefonopkald uden liv i den anden ende af røret. Ben er en glat gåde, en åndelig fusion af ”Fight Clubs” Tyler Durden og David Lynch, og da han indhyllet i røgen fra en joint efter en sanselig og helt overlegen dansescene sat til Miles Davis afslører en flig af en mørkere anarkistisk side, så begynder Jongsus verdensbillede at vakle. Søgen efter sandheden bliver også til en søgen efter en egen identitet.
DRAMA BURNING SYDKOREA 2018 Instruktion: Lee Chang-dong 2 timer og 28 minutter Premiere d. 20. december ”Burning” naermer sig tålmodigt kogepunktet, mens dramaet lukker sig om den centrale maskuline konflikt.
Filmatisering og mere
”Burning” naermer sig tålmodigt kogepunktet, mens dramaet lukker sig om den centrale maskuline konflikt. Lee besidder en mesterlig afdaempet kontrol over mediet, hvor hver scene spiller en central rolle i skildringen af Jongsus gradvise opløsning og den trinvise konflikteskalering i trekantsdramaet mellem Ben, Jongsu og Haemi, der går fra individniveau til langt mere generelle betragtninger om klassekamp, kønsrelationer og rodløshed, er en mesterligt udført fornøjelse i den meditative og tålmodighedskraevende ende af skalaen.