Det glade vanvid

Man burde afvise det med hovedrysten, men det tages alvorligt i bedste sendetid og i landsdaekkende dagblade.

Den identitetspolitiske svøbe er for alvor nået frem til Danmark, og ikke en uge går uden beretninger om en kraenket, der har anlagt sag for at have følt sig diskrimineret og holdt uden for af en majoritetskultur, der pr. definition naturligvis består af hvide, heteroseksuelle maend, som baerer skylden for alle ulykker.

Senest er det en brun kvinde, der, som Kristeligt Dagblad i går kunne berette, har følt sig kraenket over en sang, som blev sunget under et faellesarrangement på hendes arbejdsplads, Handelshøjskolen i København, CBS. Sangen, der er tale om, er Kai Hoffmann og Carl Nielsens ”Den danske sang er en ung, blond pige”. Og det er da rigtig nok, at hvis man er en mørk kvinde med brune øjne og mørkt hår – og dem er der immervaek nogle stykker af i landet, også med aner langt tilbage i historien – så er man ikke naevnt i den sang. Det samme kan man som mand sige. Da sangen er skrevet i midten af 1920’erne har der vaeret tid nok til at gøre anskrig, men det skete først nu, da tiden, om man så må sige, var moden, og en brun post.doc., altså ikke en førsteårsstudine, men en voksen kvinde af anden hår- og hudfarve, følte sig kaldet til at gøre det til en kraenkelsessag, at den danske sang ikke er både en blond og en mørk pige.

Sagen er sådan set et år gammel, men er først kommet frem nu i kølvandet på den identitetspolitiske oprustning, nye adfaerdsregler på Københavns Universitet, aflysning af udklaedningsfester samme sted, fordi de kunne opfattes kraenkende, og mediernes stigende interesse for udviklingen. Lad det vaere sagt med det samme: Der finder sande kraenkelser sted alle steder i samfundet, på arbejdspladser og institutioner, og enhver kraenkelse skal der slås hårdt ned på, om den så drejer sig om seksualitet, religion, køn, hudfarve eller noget femte.

Men det bekymrende i den nye udvikling er, at man som samfund tager det alvorligt og endda juridisk bakker det op, at hvis du føler dig kraenket, er du kraenket. Dermed ender man med sager om ”en ung, blond pige”, som burde afvises med hovedrysten som selvhøjtideligt pjat og måske en introduktion til dansk historie og kulturarv i almindelighed og den danske sangskat i saerdeleshed. For giver man først efter for disse tendenser, som i sin natur er antidemokratiske og rettighedsfundamentalistiske uden blik for andet end minoritetens saerinteresser, så taber demokratiet. Og det gjorde man på CBS for et år siden. Gav efter.

En institutleder på CBS, Mads Mordhorst, siger til Kristeligt Dagblad, at han godt forstår kvinden, og at vi er blevet »hjemmeblinde«. Han forudser også, at sangen aldrig vil blive sunget igen på instituttet, når den kan virke »stødende«.

Man tager sig til hovedet i desperation over den uendelige dumhed på en videregående uddannelsesinstitution. Det er der heldigvis også andre, der har gjort. Man kan roligt sige, at Mordhorst på de sociale medier har fået laest og påskrevet for at saelge ud.

I den forstand er det godt, sagen er kommet frem. Denne form for identitetspolitik trives i meget små kredse, men kredse, som også uddanner fremtidens magthavere. Identitetspolitikken skal – også af hensyn til de sande kraenkede – bekaempes og må ikke få fodfaeste. Det kan blandt andet ske ved at udsaette det for latterens prøve. Det er sket her, hvor det glade og latterlige vanvid på CBS er blevet udstillet. Nu må det vanvid høre op. Taenk jer om, og lad fornuften råde.