Mangfoldigheden må ikke stå i vejen for en faelles nationalitet

Den verdenskendte politiske filosof Francis Fukuyama kom for ottende gang på ti år til Danmark i forrige uge. Her fik han lejlighed til at tale med flere medier om sin nye bog ”Identity”. Hovedpointen i bogen er, at alle stater har brug for en staerk national identitet. Når flere lande i Mellemøsten ikke fungerer, skyldes det, at de aldrig har udviklet en sådan. Bogen er meget relevant i en dansk sammenhaeng, men bør ikke sluges råt.

Ifølge Fukuyama tilkender national identitet det politiske styre legitimitet og kommer til udtryk i statens love og institutioner, som f.eks. bestemmer, hvad skolebørn skal laere om deres lands historie. Men nationalitet handler også om kultur og vaerdier og om de fortaellinger, et folk har om sig selv: Hvor det kommer fra, hvad det fejrer, og hvad der bør huskes.

Selv om diversitet i nutidens samfund er både en kendsgerning og en vaerdi, må mangfoldigheden ikke stå i vejen for en faelles nationalitet. Godt nok fik begrebet et dårligt omdømme i første halvdel af 1900-tallet, da der bredte sig en intolerant, aggressiv og dybt illiberal ”etnisk nationalisme” i Centraleuropa. Men historien viser, at national identitet også kan bygges op omkring liberale og demokratiske vaerdier, og at den ikke kraever, at alle medlemmer af befolkningen deler etnicitet, mener Fukuyama. Han peger samtidig på de vaerdifulde konsekvenser af en staerk nationalitet: Den fremmer statens sikkerhed, en ikkekorrupt embedsstand, økonomisk udvikling, tillid og social solidaritet. Endelig er nationalitet en forudsaetning for det liberale demokrati.

I dag er der nogle, der mener, at globaliseringen betyder, at nationalitet og nationalstater er foraeldede og bør erstattes af transnationale identiteter og institutioner. Andre mener, at liberale demokratier bygger på idéen om universelle menneskerettigheder, som der ikke bør saettes nationale graenser for. Men alligevel er der ikke noget alternativ til den nuvaerende internationale orden baseret på nationalstater, mener Fukuyama. Dels fordi der ikke findes noget trovaerdigt forslag til, hvordan man kan holde globale regeringsinstitutioner demokratisk ansvarlige. Dels fordi demokrati- ske institutioner afhaenger af en befolkning med »faelles normer, perspektiver og til syvende og sidst en faelles kultur«.

Hvad indebaerer det så for et land som Danmark, hvor en femtedel af befolkningen i 2060 vil bestå af efterkommere fra ikkevestlige lande? Her vil den kulturelle venstrefløj stejle over for Fukuyama. Han anbefaler nemlig en begraensning af indvandring, så det kan lade sig gøre at assimilere indvandrere til de nationale vaerdier i en liberal Leitkultur. Til gengaeld er han kritisk over for både det nye højres og venstres identitetspolitik.

Fukuyama anser sit eget land, USA, for at vaere forbillede på, hvordan nationalitet bør vaere: frigjort fra sine etniske og religiøse rødder og grundlagt på vaerdierne i en liberal politisk kultur. Her overmander den liberale teoretiker dog historikeren i ham. Jeg er selv skeptisk over for hans tro på, at man kan overføre USA’s model til et samfund med helt andre historiske forudsaetninger. Jeg deler heller ikke hans forestilling om, at man blot med rationelle argumenter kan få et folk til opgive en nationalitet, det har udviklet gennem flere hundrede år, og dermed også de etniske kulturelementer, der knytter sig til den.

Men er etnisk kultur nu også så ekskluderende? En af de danske traditioner er den måde, vi fejrer kristen jul på, fra julekrybbe til nisseland. Og den er de fleste indvandrere tilsyneladende heller ikke modstandere af. Så derfor: glaedelig jul!

Jeg tror ikke, at man blot med rationelle argumenter kan få et folk til opgive en nationalitet udviklet gennem mange år.