Skal faellessang skabe faelles kultur?
Når vi synger sammen, nedbryder vi skellene mellem mennesker, hører man tit. Men kan sangskatten overhovedet oversaettes fra en kultur til en anden? Ja, mener skribenten, men det giver ikke sig selv.
2018 klinger snart ud. Julemusikken fylder kirker, kulturhuse og foreninger med koncerter og faellessang. Kendte fortaellinger og toner holder hvert år staerke traditioner i live over hele verden, hvor mange af de samme melodier bliver sunget med tekster på forskellige sprog. Julens sange åbner mange personlige minder, der knytter sig til traditioner og relationer. Derfor skaber det at synge sammen både et personligt rum for refleksion, samtidig med at faellessangens praemis er betinget af, at det kun kan lykkes, når flere bidrager til det. Man kan ikke synge faellessang alene.
Mange sange om julen og nytåret kan også trykke på det svaere – for dem, der måske bliver mindet om, hvad de ikke har. Det siger noget om sangenes kraft og relevans. Julens sange bliver sunget verden over, men vi har en saerlig tradition for faellessang i Danmark – en tradition for, at vi synger sammen om vores historie og på samme tid kan reflektere over fremtiden i sangenes poetiske lys og musikkens aestetiske lydbillede.
”Højskolesangbogen” er Danmarks bedst saelgende bog, og det blev i år annonceret, at der lander en ny udgave i 2020. Der har laenge vaeret en god tradition for faellessang på landets efter- og højskoler, i mange kirker og i foreningslivet. Men det at synge sammen har bredt sig, og faellessangen fylder nu også caféer, arbejdspladser og studiesteder. Der er skabt en bevidsthed om faellessangens styrke og dens afsaet for mødet mellem mennesker – som et modsvar til en mere og mere polariseret debat, hvor folk ofte bruger kulturen til at markere forskellen mellem mennesker og traekke skarpe politiske skillelinjer op. Praemissen for faellessangen er en anden; man behøver ikke taenke og føle det samme, når man synger sammen.
Sådan var det ikke tidligere. Under Anden Verdenskrig bekraeftede folk gennem alsang hinanden i deres nationale ståsted. Selv om sangen fortsat skaber et faellesskab, er der i dag plads til flere individuelle følelser. Folk mødes på tvaers af tilhørsforhold, og fortolkningen af sangene giver rum til den enkeltes livsforståelse og erfaring, uafhaengigt af baggrund. Derfor kan de samme sange give vidt forskellige associationer for dem, der synger. Sangene rummer altså både en kernefortaelling og er noget i kraft af den refleksion, den enkelte bidrager med.
Men hvor er sangtraditionens største udfordring i en tid, hvor faenomenet faellessang bryster sig af at nedbryde skel? En udfordring kan ligge i sproget og den indforståethed, der er en del af en given kulturs kontekst. Siden ”Højskolesangbogen” udkom første gang i 1894, har det vaeret dens intention at afspejle den verden, den er en del af. I takt med at verden har forandret sig, har udvalget af sange også forandret sig. I dag repraesenterer bogen en mangfoldig sammensaetning af sange, der rummer forskellige tiders udtryk inden for poesi og komposition.
Mange har gennem tiden forsøgt at oversaette kulturens udtryk – sådan er det også med de folkelige sange. Men kan man skabe identifikation for den enkelte og formidle en kontekst på én gang, når den danske sangskat åbner sit faellesskab op?
Som pianist, komponist og projektleder hos Højskolerne er jeg selv storforbruger af faellessang. Jeg skal vaere den første til at bifalde, at faellessang bruges som et møde mellem mennesker også på tvaers af sprog. Jeg har gennem årene rejst meget, primaert i USA, hvor netop det at synge sammen har vaeret en del af mit arbejde med at formidle dansk kultur. Allerede i den 18. udgave af ”Højskolesangbogen” eksperimenterede man med at oversaette kendte danske faellessange til både engelsk og tysk, og derudover blev der optaget flere populaersange på engelsk. Jeg har på mine rejser oplevet, hvor interessant det kan vaere, at sange farves af nye forståelser, når konteksten forandres.
Det nationale står på den ene side meget staerkt for f.eks. danskere i udlandet – og på den anden side nuanceres det også, fordi den nye kultur også påvirker forståelsen af sangene, når nationalkulturen ”flytter hjemmefra”. Men jeg har også oplevet udfordringer, fordi en oversaettelse af en velkendt dansk faellessang ikke nødvendigvis repraesenterer den samme fortaelling, bare fordi den kan synges på et andet sprog, og fordi metrikken er afmålt. Hvordan oversaettes alt det, der står imellem linjerne? Alt det, der rummer den kulturelle indforståethed og jargon? Der eksisterer mange merbetydninger i teksterne, som risikerer at gå tabt. Og er der så tale om kulturformidling?
Jens Rosendals ”Du kom med alt det der var dig” er en af de oftest brugte faellessange i Danmark. Sangen er oversat til 18 sprog, så den er et eksempel på, hvordan sange kan bevaege sig. På engelsk eksisterer den i flere oversaettelser. Af dem, jeg kender til, findes både ”You came with all the things you are” og ”You came with all you have and are”. I den ene version er ”Jeg stormed ud og købte øl” oversat til ”I charged downtown to buy champagne”. Det kan synes at vaere en lille aendring, men den kan have stor betydning for forståelsen af sangen. Øl relaterer sig til noget saerligt dansk her – noget jordbundent og hverdagsligt, som ”champagne” ikke får med.
Kan man i oversaettelsen møde vaerdierne omkring kaerlighedshistorien, der spraenger alle rammer og lade sig inspirere af den, eller er der viden mellem linjerne, der er vigtig for at kunne forstå, hvad der foregår? Sangen er skrevet fra en mand til en mand, men på samme tid handler den om universel kaerlighed i en relation, som de fleste mennesker kan identificere sig med. Et andet eksempel er Benny Andersens ”Se, hvilken morgenstund”. ”Look, real daylight soon” hedder den i en engelsk oversaettelse i ”Højskolesangbogen”. Men giver ostemader, brusebad og en nøgen Nina mening på et andet sprog, hvor den nationale humor og indforståethed imellem linjerne ikke er med?
Nogle gange må man overveje, hvornår hvad er i fokus. Vil man skabe faellesskab nu og her gennem sange på f.eks. engelsk i sammenhaenge, hvor kulturer mødes og skal synge sammen? Eller er det vigtigt, at hele dannelsesaspektet er med? Hvis faellessang f.eks. også skal vaere en integrationsfremmende aktivitet i vores eget samfund, vil det da vaere ideelt, hvis man både kan skabe sangglaede og oplyse om dansk kultur på én gang. Men måske man må spørge, hvad der egentligt er vigtigst i en given sammenhaeng? Der findes jo også mennesker, der kan synge med på dansk, men som ikke nødvendigvis kender en national indforståethed. I en sådan sammenhaeng vaegter det måske højere at skabe en god oplevelse af faellesskabet nu og her, og så er det okay, at alle mellemregninger ikke følger med i første runde.
Nu er vi så tilbage ved julens sange. ”Glade jul”, ”Silent Night” og ”Stille Nacht”. De er alle den samme julesang – måske den mest sungne i hele verden. Nogle af de julesange, der opfattes som paeredanske, kommer et helt andet sted fra, så der er ikke noget nyt i, at kultur har bevaeget sig og fundet nye former på tvaers af graenser. ”Glade jul” stammer fra Østrig og er en fri gendigtning fra B. S. Ingemann.
Der er et staerkt billede i, at nogle af julens sange synges af så mange på kloden. Så mange, der lever så vidt forskellige liv og alligevel har en form for faellesnaevner. Men det er klart, at hvis der skal vaere en bred adgang til faellesskabet, og forskellige mennesker skal kunne identificere sig med det, er der både et ”vi” og et ”jeg”. ”Vi”, fordi man ikke kan synge faellessang alene, og ”jeg”, fordi min livssituation reflekteres i mødet med sangen, og den er en anden end din. ”Glade jul” blev efter sigende sunget under Første Verdenskrig af soldaterne på begge sider af frontlinjen på hvert sit sprog. Det giver stof til eftertanke i forhold til sangenes kraftfuldhed og relevans også i en samtidig kontekst. Det fine ved julens sange er jo netop, at det faktisk her er lykkedes at skabe en samhørighed uafhaengigt af sproget.
Nogle af de julesange, der opfattes som paeredanske, kommer et helt andet sted fra, så der er ikke noget nyt i, at kultur har bevaeget sig og fundet nye former på tvaers af graenser.