Henrik Poulsens tiltraengte opråb fra bjergtoppen
ULIGHED: Vi har brug for flere – ikke faerre – topchefer, der blander sig i dansk politik. Uanset om vi er enige eller ej.
Borgernes vrede mod eliten og opblomstringen af politisk populisme overalt i Vesten skyldes i høj den stigende økonomiske ulighed. Det voksende gab mellem rig og fattig er ved at »nedbryde kontrakten« mellem borgerne, og uligheden truer den faelles forståelse og respekt på tvaers af de sociale skel i Danmark.
Sådan lød ordene fra Ørsteds topchef, Henrik Poulsen, i et interview med Berlingske i begyndelsen af december. Dermed lagde den succesfulde 51-årige topchef navn til årets mest opsigtsvaekkende interview med en erhvervsleder fra øverste hylde.
Budskabet var klart: De 10 pct. rigeste har nydt godt af den ultralempelige pengepolitik, der har pumpet aktivpriserne i vejret overalt – priserne på alt fra aktier, obligationer til ejerlejligheder i Kensington og Vesterbro er steget hastigt. Samtidig har lønstigningerne blandt almindelige lønmodtagere vaeret historisk pauvre siden finanskrisen.
Som Poulsen sagde: »De, der har, har fået mere.«
Man kan vaelge at afskrive Poulsens opråb som en frelst skåltale fra en stenrig erhvervsleder, der selv har arbejdet for de udskaeldte kapitalfonde i årevis. Poulsen fyrede hundredvis af medarbejdere som direktør i TDC og tjente over 100 millioner kroner på at føre teleselskabet tilbage på børsen. Og Poulsen tjener omkring 16 mio. kr. årligt som topchef i Ørsted.
Den blanke affejning var praecis, hvad Saxo Bank-stifter og milliardaer Lars Seier Christensen leverede på Facebook. Her beskyldte han Poulsen for at købe ind på det »socialdemokratiske narrativ« om øget ulighed og »købe aflad« ved at lefle for den brede offentlighed. Men Seiers blanke afvisning er for letkøbt. Ja, Poulsens budskab om samfundsansvar raesonnerer sikkert fint med Christiansborgs aktuelle politiske diskussioner. Efter et miserabelt år i erhvervslivet med hvidvask og skattefifleri giver Poulsens indspark sikkert nye politiske venner.
Men omvendt må vi også konstatere, at vi har alt for få topchefer, der blander sig i den brede samfundsdebat. Det er aergerligt, fordi vi har brug for at høre erhvervslivets stemme.
Man kan på sin vis godt forstå erhvervsbosserne: I en digital virkelighed med Facebook og Twitter kan det mindste politiske pip vaere som at stikke en blødende hånd ned i et akvarium med piratfisk. Men netop derfor bør vi – uanset om man deler Poulsens analyse eller ej – respektere og saette pris på, at han tør stille op.
Og Poulsens analyse virker samtidig aldeles velargumenteret. Det er også vigtigt at sige, at det på ingen måde er socialistisk sødsuppe.
Den tidligere konservative formand Per Stig Møller og Saxo Banks cheføkonom, Steen Jakobsen, har ligeledes opfordret til at gøre mere for de borgere, der kaemper for at finde fodfaeste i en tid med globalisering og lønpres.
Men der er forskel på USA og Danmark, lyder det ofte fra skeptikere i debatten om ulighed. Det er åbenlyst korrekt. Heldigvis.
Men det er saerdeles veldokumenteret, at vi har set et historisk skaevt opsving efter finanskrisen.
I en omfattende analyse viser Jyske Bank, at hvis man måler i kroner og øre, har landets lønmodtagere haft den svageste lønfremgang siden 1930’erne. Selv når man korrigerer for inflation, er lønnen vokset historisk sløjt.
Regeringens seneste Økonomiske Redegørelse viser samme tendens: De 10 pct. rigeste har haft en årlig realvaekst i den disponible indkomst på omkring 20 pct., mens familierne i midten af indkomstskalaen har set deres indtaegter vokse med et par procent årligt.
Helt i toppen er det derimod gået hastigt fremad, viser en kortlaegning af investeringsbanken Carnegie. I 2012 tjente en topchef i et større børsnoteret dansk selskab typisk 25 gange mere end den gennemsnitlige ansatte. I 2017 var det misforhold eksploderet til 1:45. Det største misforhold finder man i Carlsberg, hvor topchef Cees ’t Hart nu tjener 198 gange mere end bryggeriets gennemsnitlige medarbejder.
Man kan grundlaeggende gøre to ting, når en magtfuld topchef som Henrik Poulsen forsøger at starte en vaesentlig samfundsdebat. Man kan enten affeje det som opportunistisk leflen, eller man kan bruge det som startskuddet til en saglig debat om den politiske kurs, vi har valgt. Og overveje om den sociale profil på den førte politik skal justeres.
Jeg er klart tilhaenger af den sidste.
I en digital virkelighed med Facebook og Twitter kan det mindste politiske pip vaere som at stikke en blødende hånd ned i et akvarium med piratfisk. Magnus Barsøe, debatredaktør
Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.