»Vi er inde og røre ved sjaelelivet. Vi skal passe på med at blande jura ind i det«
En ny lov mod psykisk vold rejser spørgsmål om privatlivets fred, familiens indordning og aegteskabets omgangstone. To praester faelder hver sin dom over, hvorvidt man overhovedet kan faelde dom over følelser.
De har samme uddannelse. Fra samme universitet. De er i dag begge sognepraester. Begge på Sjaelland. De mener begge, at psykisk vold i de naere relationer er et reelt problem. Men her stopper ligheden.
Marie Høgh, der er sognepraest i det nordsjaellandske Lynge-Uggeløse, mener, at graensen er nået, når man lovgiver om menneskers »verbale og åndelige samliv«.
Pernille Østrem, sognepraest i Stefanskirken på Nørrebro i København, ser anderledes på det.
Debatten er åbnet, efter regeringen med et nyt lovforslag laegger op til, at psykisk vold i naere relationer for fremtiden skal vaere strafbart.
Det betyder ifølge lovforslaget bl.a., at det skal kunne straffes at ignorere sin partner, bestemme partnerens tøjvalg og at kommentere sit barns spisevaner – hvis det sker med »med en vis intensitet« og har til mål at styre andre gennem »groft nedvaerdigende, forulempende eller kraenkende adfaerd«.
Men hvor går graensen for privatlivets fred, en families indordning og et aegtepars omgangstone? Og kan man overhovedet faelde dom over følelser, og ikke mindst hvordan de bruges mod andre.
»Det er en gråzone. Selvfølgelig skal det have konsekvenser, hvis et menneske kontroller et andet så hårdt, at det bliver nedbrudt psykisk. Det er bare meget vanskeligt at lovgive om det,« siger Marie Høgh.
Hun mener, at graensen går her:
»Det er det enkelte menneskes ansvar, og vi har jo gudskelov krisecentre, hvor man kan søge hjaelp. Det er den bedste løsning for, at vi ikke får det, der ligner en totalitaer stat, der bestemmer, hvordan vi skal opføre os, og at vi ikke tager ansvaret og friheden fra det enkelte menneske.«
For Pernille Østrem har forslaget et noget andet perspektiv:
»Det siger noget om, at sådan her vil vi ikke have, mennesker opfører sig over for hinanden. Det er jo et helt kompleks, der går i gang, når man laver en lov. Så spreder det sig forhåbentlig ud i alle samfundets afkroge. Det forankrer sig i samfundet på samme måde, som at vi ikke bare går over for rødt.«
»Loven er overflødig«
Allerede i dag findes der lovgivning, som kriminaliserer en raekke af de naevnte eksempler fra loven, der fremover skal kunne føre til dom for psykisk vold.
Straffeloven sikrer mod frihedsberøvelse og injurielovgivningen vil i grove tilfaelde sikre mod »ondsindede rygter«.
Derfor mener Marie Høgh også, at loven i bedste fald er overflødig:
»Vi er inde og pille ved selve måden, man vaelger at vaere familie på. Så laenge man er det på en måde, der ikke strider mod grundloven – som det gør i nogle parallelsamfund, hvor der er tale om et kulturelt og religiøst betinget magtforhold – så er det ikke et anliggende for staten«, siger hun og fortsaetter:
»Jeg er ikke kold over for de mennesker, der bliver udsat for det her. Vi har bare allerede en lovgivning, der sikrer deres frihed og ret. Så loven er overflødig i det samfund, vi har. Det er ikke noget med, at jeg er ultraliberalist. Det er noget med at holde ansvaret så taet på det enkelte menneske og familien som muligt.«
Pernille Østrem bruger også argumentet om, at der allerede eksisterer lovgivning på flere af områderne.
Men hun mener, at netop det viser, at det er en opgave for staten og for det omkring-