Verdens mest sympatiske helt fylder 90 år
Ifølge moderne manuskriptvisdom skal helte vaere komplekse skikkelser med skyggesider og lig i lasten, og derfor døjer den katolske actionhelt Tintin, der opstod for praecis 90 år siden, med et kedeligt ry. Men hans kritikere overser pointen.
I tegneseriekredse er det god latin at omtale Tintin som en lidt anonym, kedelig hovedperson i et univers befolket af originaler.
Men når vi i dag fejrer hans debut som tegneseriefigur for 90 år siden, bør vi måske stoppe op og se naermere på ham.
For nok er Kaptajn Haddock den farverige drukkenbolt, der giver historien kant, og nok elsker vi Dupont og Duponds uduelighed, professor Tournesols opfinderi og Bianca Castafiores skråleri. For Hergé befolkede ”Tintins Oplevelser” med et imponerende galleri af fabelagtige, farverige personer.
Men Tintin selv, den klassiske straight man for alle løjerne – er der mere i ham, end hans kulørte omgivelser overdøver?
Den katolske actionhelt
Svaret er ja, for når Haddocks svovlende eder dør hen, ser man en helt af de store – måske den største af alle. En klassisk udadlelig helt, perfekt på alle måder, ikke skrydende og overlegen over sine evner og triumfer, men diskret, afdaempet, høflig og venlig.
Som eventyrer er Tintin umaettelig. Han er handlekraftig, når det gaelder, men aldrig aggressiv eller overdreven voldelig. Han er snarrådig, opmaerksom, hengiven og retfaerdig. Han er lille, spinkel og drenget af udseende og sind, og han er så langt fra den rå machomand, man kan komme.
Da Georges Remi, Hergé, skabte ham, var han selv underlagt en streng katolsk opdragelse med kyskhed og renhed som ideal. Disse egenskaber besad Tintin derfor også fra begyndelsen, men det var, som om Hergé, som først rigtigt brød med det puritanske, da han var midaldrende, allerede fra begyndelsen tilføjede den mildhed og venlige humor, der giver Tintin den humanisme, han møder hele verden med.
Tintin er ikke pladderhumanist og urealistisk tossegod. Han tør godt kalde sine fjender for skurke og bekaempe såvel forbrydere som religiøse fanatikere og diktatorer. I maengder af historier lader Hergé ham optrevle komplotter, der vidner om en ond og beregnende menneskehed. Men hans forståelse og kaerlighed til alt, hvad han møder, synes uendelig.
Det er således ikke Tintin, men laeseren, der fornøjes af Haddocks vidunderligt umulige temperament. Det er ikke Tintin, der ler af Dupont og Dupond, og det er ikke Tintin, der morer sig, når Tournesols hørelse svigter. Det overlader han til os, for selv er han for velopdragen, og det klaeder ham og fortaellingerne.
Udødelig litteratur
Hergés evner som historiefortaeller er naturligvis uovertrufne, og hans grafiske fortaellestil er enestående: Man kan besynge fremdriften på siderne, klarheden i stregen og det harmoniske samspil mellem dialog og billeder. Men uden Tintin ville alt det ikke give mening, for det er Tintin, der er drivkraften, og det er hans lyse venlighed og humanisme, der stråler ud fra siderne og drager os mod at tage del i eventyret.
Da Hergé døde i 1983, efterlod han sig ”Tintins Oplevelser”. I dag kan vi konstatere, er der er tale om en af forrige århundredes største litteraere bedrifter.
Men Hergé efterlod også sin sidste vilje: at Tintin ikke ville blive videreført. Og vi kan selvfølgelig aergre os over, at han ikke fik lov til at drage ud og møde vor tids mange opblaeste skurke med selvsamme humanistiske handlekraft.
Men vi kan også glaede os over, at Tintin ikke er blevet videreudviklet – og konstatere, at de vildfarne, der forsøger at tolke ham på andre medier (nej, d’herrer Spielberg og Jackson, den gik ikke!), ikke aner, hvad de skal stille op med en person, der handler så smukt og godt – i så stor kontrast til alle de regler, som moderne dramaturgi dikterer: at helte skal vaere sammensatte og have skyggesider, at de ikke skal vaere til at stole på eller vaere forfaengelige og irriterende.
Mit forslag er, at man på hans 90-årsdag genlaeser en af ”Tintins Oplevelser”. Og gør det med saerlig opmaerksomhed på, hvor nobelt, dygtigt og evigt positivt han opfører sig.
Hvis nogen fiktiv person har vaeret en godt forbillede, er det denne beskedne og store helt fra det 20. århundrede.