Det hele går ad helvede til, indtil det går lidt vaerre
Ulighed er et genkommende tema for Michael Noer. Men denne der stikkes ikke dybt nok i den menneskelige mødding til, at det for alvor river i naesen og eftertanken.
Det er med nød og naeppe, at Michael Noers femte spillefilm kryber sig op over de tre stjerner i det ellers så diskutable karaktergivningssystem, som de fleste kulturanmeldelser er underlagt i dag. For det er svaert at få øje på mere end en idé og så en faenomenal hovedrollepraestation af Jesper Christensen i det vejrbidte 1850’er-drama om en sulten bondemand. Det føles som de spildte muligheder og moralers film, hvor plovfurerne bliver staerkere aftegnet i Christensens ansigt, end de gør i eftertanken.
”Før Frosten” udspiller sig på landet et sted i Danmark, hvor bondemanden Jens (Jesper Christensen) kun med nød og naeppe kan brødføde sig selv, sin datter og sine to søsterbørn, som han også har under sit tag. Om aftenen beder de til Gud om tørre lofter og godt mel, uden hvilken deres tilvaerelse er truet. Da vejret slår om, og regnen falder før ventet, bliver det lille huslandbrugs høst våd og naesten ubrugelig. De kan ikke forlade sig på bønner. Hvis ikke Jens gør noget drastisk, før frosten saetter ind, vil den lille familie sulte. Derfor beslutter han at tage imod et tilbud fra den svenske godsejernabo og saelge ikke bare et lille stykke land, men hele sin jord med det krav, at svenskeren tager Jens’ datter Signe til aegte og resten af familien på aftaegt.
Signe er ellers allerede blevet lovet vaek til en jaevnaldrende karl på en naerliggende gård; her er tale om ungdommelig forelskelse, kan vi se, når de to helt uskyldigt flirter i kirken.
Det er selvsamme kirke, der fastholder egnens beboere i et kapitalistisk hierarki – jo flere penge og privilegier, jo taettere sidder man på praedikestolen og Guds stedfortraeder, praesten. En strid og slesk degn sørger for at saette folk på plads, også bogstaveligt talt. Jens er en stolt mand, og han martres over, at hans økonomiske ulykke gør, at han bliver rykket en kirkebaenk tilbage og dermed taettere på tiggerne og daglejerne.
Michael Noer har ladet kameraet vaere håndholdt og moderne bevaegeligt; han benytter sig af samme realismestil, som også har praeget hans første film, ”R”, og ”Nordvest”.
Filmen taber luft
Klipper Adam Nielsen økonomiserer godt med fortaellingen og formår at spaende historiens indlejrede, men også noget overfladiske drama ud til det yderste. Så selv om sidste time af filmen virkelig taber luft og højde, så holdes opmaerksomheden fanget. Nogle gange bliver det dog af de forkerte grunde. Som når Elliot Crosset Hove, der spiller Jens’ aeldste nevø, render rundt i en braendevinsrus og skriger: »Morder! Du er en morder« til snart den ene, snart den anden.
Noers intention har vaeret at lave en western mere end et socialrealistisk drama a la Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren”, men der er ingen genrekoder i ”Før Frosten”, der bare tilnaermelsesvis kan gøre den berettiget til at blive betegnet som en (sukkerroe)western. Her er tale om en moralsk fortaelling som dem, som Noer har dyrket før i ”R” og ”Nordvest”: en historie om menneskeligt forfald og om de valg, vi foretager for at overleve i en barsk verden; i bund og grund er det historier om ulighed i et givent samfund, og hvad den gør ved mennesket.
Men der stikkes ikke dybt nok i hverken den menneskelige elle historiske mødding til, at det river i naesen, og vi går opvakte eller vaekkede ud af biografen. Det er ingen sultthriller som Steve McQueens ”Hunger” eller braendende filosofisk øjenåbner som tv-filmen ”Sorgagre” (1987) baseret på Karen Blixens novelle sat i slutningen 1700-tallet. I den vil Kirsten Olesens moder ofre sig for sin søn. Hun saetter sig selv på en sisyfosopgave i marken, mens solen braender hende op. Her kommenteres der også filmisk på nationalromantikkens forløjethed, på bondeopgørets nødvendighed, samtidig med at et psykologisk-moralsk tema oprulles.
Jens er i modsaetning et opportunt vaesen, et åndeligt skvat. Det er ikke historiens eller samfundets skyld (taenk, at man skulle gå hen og ønske sig sådan en forklaring); vores hovedperson ender simpelthen med at vaere en uinteressant, dum egoist. I stedet for at udstyre ham med samme psykologiske lagdelinger som LykkePer hos Pontoppidan, minder han mere om en af de ubegavede og uciviliserede faengselsindsatte i ”R”. Og det er derfor, at filmen ender med at lade mig noget kold.
DRAMA DANMARK, 2018 Instruktion: Michael Noer 1 time og 44 minutter Premiere den 10. januar