Den 90-årige narkokurer
Clint Eastwoods aparte narkokurerdrama er en for stor rodebutik til at vaere spaendende.
hans liljegartneri i 2005. Han er et regulaert hit på blomsterfestivalerne i Illinois, damerne elsker den gamle charmør, og i baren giver han rask vaek en omgang til alle. Så kan det godt vaere, at han går glip af sin eneste datters bryllup, men Earl er vant til, at familien har opgivet ham.
Men da Eastwood, som også er filmens instruktør, springer 12 år i tid, har piben fået en anden lyd. Earl, der nu naermer sig de 90, er blevet overhalet inden om af fremskridtet, og han kan ikke laengere konkurrere med de gartnerier, der har satset på internettet. Hans hus er kommet på tvangsauktion, og han har kun sin trofaste ladvogn og familiens kolde skuldre tilbage. Dem får han i den grad at føle, da han tropper op hos sit nu voksne barnebarn Ginnys (Taissa Farmiga) bryllupsbrunch. En af Ginnys venner opdager, at Earl kører rundt med alle sine møbler på ladet og kommer med tilbud, som Earl har svaert ved at sige nej til. For at fragte en sportstaske fra et punkt til et andet får han uhørt mange penge.
Og sådan begynder Earls tvivlsomme karriere som narkokurer. De mexicanske kartelmedlemmer, som Earl arbejder for, er begejstrede for gamlingens evne til at svaeve under politiet radar på en måde, de ikke kan i Trumps USA. For Earl er det let som ingenting. Han har intet at miste.
Mange, lange køreture
Størstedelen af ”The Mule” udspiller sig med Earl bag rattet, frem og tilbage, pendulerende i den store, sorte bil. Hvis Eastwood havde formået at indlejre en spaending som drivkraft i filmen, havde ”The Mule” måske haft en mere maerkbar nerve. Men det sker ikke, og i stedet kommer de mange, lange køreture i traeghed til at minde om de rutinepraegede oldtimers, som Earl konstant hører på bilradioen.
En af de vaesentligste grunde til, at ”The Mule” aldrig bliver den spaendingsfilm, der er potentiale til (filmen er baseret på en virkelig historie), er, at Eastwood vil fortaelle alt for mange historier på én gang. Der er Earls narkovirksomhed og skildringen af de nådesløse mexicanske karteller, hans forkvaklede forhold til familien – en fortaelletråd, der får et unødigt sentimentalt praeg mod slutningen – og samtidig følger vi den garvede FBI-agent Colin Bates (Bradley Cooper) og hans forsøg på at infiltrere kartellerne via en insider.
Saerligt FBI-delen føles trods Coopers velspil stedmoderligt behandlet. I stedet for at følge disse mange fortaellinger til dørs, krydrer Eastwood i stedet filmen med små, men ikke saerligt effektive skarpskud mod tidens tendenser som raceopmaerksomhed, køn og teknologi. Det føles helt bedaget og decideret latterligt, når Earl hele to gange i filmens løb føler sig kaldet til en trekant med to unge kvinder. Her er det svaert at kende Eastwood, der måske i en alder af snart 89 år har sine bedste film bag sig.
DRAMA USA, 2018 Instruktion: Clint Eastwood 1 time og 56 minutter Premiere den 10. januar landet over