EU’s udråbstegn

EU-landene strammer

i faellesskab kursen over for praestestyret i Iran. Man kan diskutere, om der er tale om egentlige sanktioner over for regimet som sådan. Dertil er de diplomatiske skridt nok for tyndbenede. Men det rokker ikke ved, at EU nu – også på Danmarks foranledning – sender et umisforståeligt politisk signal til Teheran.

Baggrunden er afsløringen af iranske efterretningsaktioner i flere lande. Herhjemme blev det meste af landet lukket ned i en storstilet PET-aktion den 28. september, da politiet frygtede et attentat på en herboende eksiliraner. Også i Frankrig og Holland er der afsløret iranske efterretningsaktioner, som kun cementerer opfattelsen af Iran som en stor sponsor af international terror.

Den diplomatiske offensiv

mod Iran er i den lette ende, hvis der sammenlignes med de skrappe sanktioner mod Rusland efter de formodede giftangreb i Salisbury i Storbritannien. Russiske diplomater blev smidt ud af mange EU-lande, herunder Danmark. Iran-sanktionen indebaerer, at to navngivne iranske efterretningsfolk samt selve den iranske sikkerhedstjeneste, Mois, kommer på EU’s terrorliste. Det er til at overse. Alligevel er der grund til at glaede sig over det faelles EUskridt. Mange og gustne hensyn har skullet forenes.

På den ene side må og skal EU reagere på, at iranske agenter ikke alene opererer på europaeisk jord, men endda har syntes engageret i forberedelse af terroraktioner. Det er helt uacceptabelt og skal udløse en maerkbar reaktion. På den anden side ønsker EU ikke at kortslutte kontakten med Iran, isaer om atomaftalen. Praesident Trump har trukket USA ud af aftalen, hvilket EU-landene har kritiseret hårdt med henvisning til, at dialog er bedre end konfrontation. Den nye reaktion over for Iran har derfor skullet balancere mellem at opretholde kontakten og straffe praestestyret.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har scoret en paen politisk triumf som en af de drivende kraefter i det interne EU-spil om, hvor hårdt man skulle gå til Iran. Han har haft det held, at Frankrig allerede i efteråret indførte sine egne sanktioner efter afsløringer af iranske agenters operationer på fransk jord. Men andre EU-lande har først skullet overbevises. Samuelsen valgte fra starten en overraskende åben proces og fremsatte offentligt på et meget tidligt tidspunkt klare krav til en skrappere Iran-kurs. Den strategi er nu kronet med held. Der er bestemt tale om en fin lille sejr for den danske udenrigstjeneste. Med ministerens egne ord: Et udråbstegn.

Sanktionerne må også

hilses velkomne i en større sammenhaeng. EU har haft så travlt med at forsvare atomaftalen med Iran, at det har sløret blikket for praestestyrets sande karakter. I årevis har EU praktiseret en tåget, såkaldt kritisk dialog med Iran, uden at det har rokket meget ved det religiøst-fascistiske regime, som mullahstyret udgør. Iran er ikke alene ansvarlig for terroraktiviteter i mange lande og dybt involveret i de nådesløse magtopgør i Mellemøsten, bl.a. i borgerkrigen i Syrien. På hjemmefronten er regimet uforandret repressivt, selv om EU forsvarer sin forsigtige fremfaerd med et hensyn til såkaldt moderate kraefter. De syner sandelig ikke af meget. Et enkelt eksempel: Homoseksuelle teenagere haenges fortsat offentligt fra byggekraner.

Iran er stadig en del af, hvad en amerikansk praesident engang kaldte ondskabens akse. Det er nu så småt også gået op for EU, og man tør saette lidt handling bag. Tak for det – og tillykke til udenrigsminister Samuelsen.