Illusionen opretholdes : Vi må droppe den åbenlyse livsløgn, at mennesket bare er godt

Jakob Carl Christensen cand.teol., efterskoleforstander Augustenborg

Siden den tyske filosof Nietzsche forkyndte Guds død og derfor mente, man skulle opbygge et nyt saet af vaerdier, har der vaeret stor forvirring. Antagelsen var, at nu hvor hele kirkens system røg ud, startede man forfra. Det forudsaetter naturligvis, at det kirkelige og det almenmenneskelige kan adskilles, og at det kristne tankesaet fungerer som en slags ”ram”, man kan udskifte, forstørre eller forbedre.

Imidlertid er sammenhaengen mellem det, der saetter rammen for livet i al almindelighed, og den fundamentale meningshorisont, som man finder den i religion, uadskillelig. Det dybeste erfaringslag i mennesket forholder sig til, hvad det vil sige at vaere menneske, og hvordan man finder mening.

Det er derfor, at alle kulturer har en tydningshorisont i religion under en eller anden form. Såfremt den forsøges fjernet, erstattes den af noget andet, bevidst eller ubevidst. Nihilisme findes ikke i andre former end psykopati.

Således er vi i de seneste 100 år havnet i en religiøs dyrkelse af mange forskellige ting; individet, demokratiet, rationalitet, totalitarisme, klimakamp osv.

Helt ned på børnehaveniveau klinger det hult: ”Du er god nok, som du er.” ”Du behøver ikke aendre dig.” ”Du er fundamentalt i orden.” ”Alle omkring dig skal kunne rumme dig som netop den, du er.” ”Du skal tro på dig selv.”

Selv kirken har taget det til sig og siger til de unge ved konfirmationen: ”Du behøver ikke tro på Gud – han tror på dig.” Somme tider kan man spekulere på, om de voksne siger det for børnenes eller deres egen skyld for at opretholde illusionen, livsløgnen.

Så hvad er det for en gang sludder, vi er endt i? Hvem er god nok, som de er? Hvad mener man overhovedet med det? Hvis man mener, at mennesket i sit vaesen blot er godt, er man enten fuldstaendig naiv eller blind mod bedre vidende.

laert os, at ethvert menneske under de givne kår rummer såvel den

De seneste 100 år burde have

smukkeste selvopofrelse som den grimmeste ondskab.

Man skal ikke bilde sig ind, at det var saerligt onde mennesker, der var vagter ved koncentrationslejrene i Tyskland eller i Gulag’erne. Det var ikke en saerlig race af nedrige og sadistiske vaesener, der under Mao slagtede dem, der ikke passende ind i systemet. Det var skotøjshandleren, frugtsaelgeren, laereren, bonden, soldaten.

Menneskedyrkelsen ender alt for ofte i det, som er menneskets svagheder. Her hjaelper hverken demokrati eller rødglødende idealisme.

Vi er nødt til at holde op med at dyrke den åbenlyse livsløgn, at mennesket bare er godt og kun vil det gode og i sidste ende passer som fod i hose i faellesskabet med andre mennesker. Ingen hjaelpes af en løgn, uanset hvor ofte den gentages. Nej, det gode skal fremelskes, laeres, dyrkes, naeres, og det onde skal bekaempes, afvises, skaeres vaek og sultes.

Hvis man ukritisk dyrker selvet, ender det ikke pr. automatik i den mest vidunderlige løsning. Visse sider af den enkelte er gode og giver gode resultater, men det er sandelig ikke alle aspekter, der er gode, eller som vil det gode, hvad det så end er.

Uanset om man tror på, at Jesus opstod fra de døde, kan man ikke bestride, at det kristne tankesaet i sin essens forholder sig til dette; mennesket kan ikke redde sig selv og verden. Mennesket rummer både det gode og det onde. Såvel det, der raekker ud til sin naeste, den svage, den lidende, som det, der kun taenker på sig selv, og endda det, der vil skade andre.

Skal man så sige til børn, at de ikke er gode nok? Nej, ikke nødvendigvis, men i sin essens skal børn – og alle vi andre for den sags skyld – holdes fast på, at det er menneskelivets meningshorisont at straebe efter det gode, og at det koster blod, sved, tårer og ofre at gå denne vej.

Men vejen giver mening og er båret sandhed. Og det er noget helt andet end ”du er god nok” og dens faetter ”vi skal bare have det godt”.