Dantes kedsommelige komedie
Det er Stina Ekblad, der på poetisk vis og med en imponerende fysik gestalter Dante i ”Dantes guddommelige komedie” fra 1300-tallet, men desvaerre bliver scenografien og iscenesaettelsen ikke lige så levende.
SKUESPIL
DANTES GUDDOMMELIGE KOMEDIE
Efter digt af Dante Alighieri Iscenesaettelse: Staffan Valdemar Holm
Scenografi: Bente Lykke Møller Varighed: 1 time og 35 minutter Spiller indtil den 2. februar 2019 Hvordan ser Helvede ud? Digteren Dante Alighieri beskrev med sin ”komedie” rejsen igennem Helvedet, Skaersilden og Paradiset tilbage i begyndelsen af 1300tallet. Beskrivelsen har siden dannet grundlag for både kunstneres og praesters fortolkninger af efterlivet.
På det østerbroske Teater Republique opsaettes ”Dantes guddommelige komedie” nu som en monolog med Stina Ekblad. Forestillingen er iscenesat af Staffan Valdemar Holm, og teksten er bearbejdet af Karen-Maria Bille og instruktøren efter Ole Meyers oversaettelse.
Men lad os begynde med det visuelle, der møder os i teatersalen. Scenografien af Bente Lykke Møller består af et sort rum, hvori der er opstillet 49 hvide genstande i syv kolonner på gulvet. Der er en bil, en skrivemaskine, en vugge, en urne og andre ting, der hører livet til.
Poetisk tekstarbejde
Nu spiller Stina Ekblad, klaedt i knaldrødt, sin monolog imellem artefakterne på gulvet. Og hvilken fysik der sidder på denne kvinde! Let som en fjer dejser hun om i skikkelse af Dante, der ser de forfaerdeligste ting på sin rejse igennem infernoet, hvilket får ham til at besvime.
Hun spiller forestillingen med en barnlig humor og naivitet, som er herlig at vaere publikummer til. Og selvom vores hovedperson er 35 år, hvilket omkring år 1300 ikke har vaeret en vårhares alder, accepterer vi, at Dante var en sjael, sådan som Ekblad portraetterer den.
Med sin bløde stemme og sin finlandssvenske accent uddrager hun poesien af teksten, så den synger for vores ører. Det er en tekstuelt gennemarbejdet monolog, Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For når vi har set et kvarter af forestillingen, har vi faktisk set hele forestillingen. Iscenesaettelsen af Staffan Valdemar Holm er noget af det mest kedsommelige, man kan forestille sig.
Ekblad bevaeger sig kontrolleret imellem de mange genstande uden at berøre dem, og på et tidspunkt taenker denne anmelder: ”Så spark dog den forbistrede urne omkuld!”
Både iscenesaettelsen og scenografien er statisk og forsøger end ikke at bidrage til publikums forståelse eller oplevelse af Dantes fortaelling. De bidrager i stedet til at give salen en irriterende praetentiøs og elitaer stemning. Efter godt og vel halvanden time føler man sig helt fornem.