Hun splitter venstrefløjen 100 år efter sin død
I Berlin mindedes kommunisterne søndag et af deres helt store ikoner: partistifteren Rosa Luxemburg.
Segl, DDR-faner og forskellige udgaver af sangen ”Internationale” fylder den brede Frankfurter Allée, der løber gennem det østlige Berlin og i DDR-tiden i en årraekke hed Stalinallee.
Søndag er sovjetdiktatorens ansigt da også at finde på et par af de mange plakater, som ellers mestendels byder på kommunistiske slagord, idet de haenger over folkemaengden og langsomt bevaeger sig i retning af kirkegården Gedenkstätte der Sozialisten, altså socialisternes mindested.
Her ligger også stifterne af det kommunistiske parti, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, begravet. De blev draebt af frikorpstropper, primaert veteraner fra Første Verdenskrig, for 100 år siden.
Det er der flere tusinde, som er dukket op for at mindes trods en kedelig grå regnhimmel.
I naesten forreste raekke går den 68-årige Ursula, der ikke vil have sit efternavn i avisen:
»Jeg er her for at mindes Rosa Luxemburg, og fordi arbejdet ikke blev gjort faerdigt,« fortaeller hun og uddyber: »Uligheden i det tyske samfund i dag er for stor.«
»I det gamle DDR fandtes frygten for at miste sit job eller ikke kunne betale sin husleje ikke. Jeg havde en veninde, der blev arbejdsløs efter genforeningen. Hun fik først et arbejde 10 år senere og kunne ikke rejse nogen steder hen, og det var jo muligheden for at rejse, som drev mange af DDR-modstanderne dengang,« husker hun, mens regnen gennemtraenger de fleste vindjakker i marchen.
Stivnakkerne
Flere plakater i maengden citerer et af Rosa Luxemburgs berømte citater: »Frihed vil altid sige frihed for anderledes taenkende.« Og det er ikke i modstrid med, hvordan det var i DDR for Ursulas vedkommende, forklarer hun, der selv flyttede til Østtyskland som 18-årig og også var medlem af partiet SED, der havde magten i DDR:
»Jeg kunne sige det, jeg ville. Måske har andre lidt, men flere gange kritiserede vi ting åbent,« fortaeller hun og beretter om en strid i børnehaven, hvor de ansatte gik imod ordrerne oppefra, så en kollega ikke blev fyret oven på et skaenderi om at lade børnene lege med legetøjssoldater.
Når hun alligevel ikke mener, at DDR kunne have fortsat i sin davaerende form, haenger det sammen med, at politikerne var nogle »stivnakker«, der ikke ville følge med tiden og lytte til folket, vurderer hun.
»Hvad er frihed?«
Andre deltagere er mindre kritiske over for DDR og aergrer sig kun over, at det ikke findes laengere. Spørgsmål som friheden til at rejse og udtrykke sig frit, f.eks. kritisere regimet, er ikke absolutte her i marchen:
»Hvad er frihed?« spørger en 70-årig mand, der har taget turen fra Hamborg for at vaere med.
Antje Patratz, 55, der er medlem af Tysklands kommunistiske parti, erkender, at DDR’s efterretningstjeneste, Stasi, var berømt for sin saerlige brutalitet, men, spørger hun:
»Kan man sige, hvad man vil i dag? Vi har jo også Bundesamt für Verfassungsschutz,« siger hun med henvisning til Tysklands indenrigspolitiske efterretningstjeneste, der da også flere gange har leveret politiske skandaler de seneste årtier, bl.a. for en vis naerhed med den yderligtgående højrefløj.
Gule veste
Flere marchdeltagere er trukket i en gul trafikvest i solidaritet med de titusinder af franskmaend, som i øjeblikket demonstrerer imod regeringen. Den oprindelige årsag til deres vrede var en stigning i benzinpriserne, men selv om der er tale om en protest over prisstigninger, har bevaegelsen politiske støtter både til højre og venstre for midten. Men, mener Antje Patratz:
»De er ikke på højrefløjen. Det er godt, de går på gaden. De skal bare sørge for at organisere sig, så bevaegelsen ikke bliver overtaget af højrefløjen,« siger hun.
Ligesom i Frankrig spraettes såret på den politiske venstrefløj løbende op i Tyskland. Ikke mindst når kommunisterne mindes Luxemburg og Liebknecht, som på mange måder inkarnerer konflikten mellem socialister og kommunister på den ene side og socialdemokratiet på den anden.
Ifølge nogle tyske historikere blev de to staerkt talentfulde politikere nemlig slået ihjel af frikorpstropper, fordi den davaerende socialdemokratiske regering gav dem ordre hertil. Både Liebknecht og Luxemburg begyndte i Socialdemokratiet, men blev smidt ud, fordi de var imod Tysklands deltagelse i Første Verdenskrig. Siden var de med til at indlede Novemberrevolutionen, der løb fra 1918-1919 og førte til, at Tyskland gik fra at vaere et kejservaelde til en republik.
Undervejs gjorde kommunisterne også oprør i Berlin for, at revolutionen skulle føre til et kommunistisk Tyskland. Men socialdemokraterne havde flertal og gav frikorpset ordre til at slå oprøret ned. At spørgsmålet om drabene stadig nager socialdemokraterne, ses ikke mindst af, at deres formand, Andrea Nahles, for nylig ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel rejste tvivl om, hvorvidt det nu også var hendes parti, som dengang gav ordre til at slå de to kommunistiske ildsjaele ihjel.
Fascination af Rosa
Men også ude på den politiske venstrefløj er de uenige om Rosa Luxemburg. Helt fremme ved kirkegården står Bastian Buxbaum, 28, der arbejder som paedagog og studerer samtidigt. Han har en rød lilje i hånden, som han – ligesom mange af de andre marcherende – skal hen og laegge på graven. Han er her udelukkende pga. sin store fascination af Luxemburg:
»Hun havde så meget imod sig: Hun var kvinde, jøde, hun haltede, og alligevel var hun så staerk og gik i faengsel for sine overbevisninger,« lyder det fra den unge mand, der har besøgt København en enkelt gang – i 2006 – og kun har laert ordet Ungdomshuset.
I modsaetning til mange af marchens deltagere begraeder Bastian Buxbaum ikke, at DDR ikke laengere findes.
»Det var spaendende eksperiment,« men han »har det dårligt med meget af det, der sker her i dag«, forklarer han og peger f.eks. på plakaterne af Stalin og DDR-fanerne.
»Rosa ville heller ikke have brudt sig om det.«